Spørg Bolius
Hvordan sikrer vi at døren bliver så tæt, at vi helt undgår træk?
Hej Bolius
Vi er ved at få etableret "egen udgang til baggård" i vores lejlighed. Jeg er pga. sclerose/føleforstyrrelser uhyre følsom for træk og vil høre, hvordan vi bedst sikrer os, at der bliver gjort det absolut bedste for at minimere træk/kuldebroer? Findes der særligt omhyggelige tiltag ift. isolering/minimering af kuldebroer, som vi kan bede tømreren om at udføre?
Døren på det vedhæftede foto er en fejlbestilling og kun midlertidigt isat. Hvilket giver os tid til (at mærke kulden) og måske få foretaget forbedringer ift. isolering/kuldebroer?
Bh Morten
Hej Morten
Der er heller ikke noget værre end træk, så det skal vi have sikret hos jer/dig.
Den mest simple, samt gode gamle, løsning er, at man laver en totrins fugeløsning. Det betyder kort fortalt, at man fuger på begge sider af døren.
Yderst og udvendigt i en ejendom som jeres, vil jeg nok anbefale en god, gammeldags mørtelfuge, men I kan også vælge gummifuger. Sidstnævnte vender jeg lige tilbage til.
Men omkring døren skal der være plads til en god mængde isolering, og fugerne skal være min. 12 mm brede, for ellers kan det være svært at få isoleringen/stopværket ind. Omvendt må fugerne heller ikke være for brede (>20 mm).
Stopværket og isoleringen skal pakkes godt og tæt, og ikke være for løst. Og det siger sig selv, at der skal være tætsluttende hele vejen rundt – også over og særligt under døren.
Bagved fugerne, ude som inde, skal der ligge et fugtbagstop. Her kan man bruge isoleringen, eller endnu bedre sådanne runde pølser af et skummateriale.
Og så skal der fuges tæt med en elastisk fuge – og særligt på indersiden som nævnt indledningsvis. Fuger man med elastisk fuge udvendig også, er det vigtigt, at disse laves med drænrille bagved. Det skyldes, at der kan dannes kondens derude, og dermed skal dette vand kunne løbe ud.
Det stiller store krav til fugemanden, men det er nu en gang helt normal kutyme. Nogle lægger endda et lille drænrør ind.
Sidst, men ikke mindst, skal du have sikret dine lysninger godt. Skal der blot laves træpaneler der, skal disse isoleres bagved, og særligt ud mod døren. Her bruger man blot almindelig isolering eller evt. hårde isoleringsbatts, som trykkes ud mod dørkarmen.
Alternativ kan I med fordel bruge lysningspladerne fra Ytong Multipor. Disse porøse og fugtadaptive plader fuldklæbes op på de store og brede lysninger, og skal igen stå tæt op ad karmen. Bagefter pudses disse op, og afsluttes med maling og en akrylfuge til sidst (da pudsen vil revne en smule ind mod døren).
Håber det kan bruges.
Ellers kan jeg henvise til fugeguiden.dk, hvor man kan læse nærmere om disse gode fugetætninger.
Læs mere: Fuger omkring vinduer og døre
Med venlig hilsen