Spørg Bolius
Hvordan reparerer og vedligeholder vi vores flotte blå pudsede facade?
Hej Bolius
Vi har et blåt fælleshus i vores lille andelsforening i Malling, som ved opførelsen for 30 år siden blev pudset med indfarvet blåt puds.
Det har holdt super godt i mange år, men nu er pudsen slidt tynd af vejr og vind visse steder, og det grå grovpuds kan ses. Facaden er generelt i god stand, men der er et område, hvor der har været en vandindtrængning ved en inddækning, som kan ses i pudsen, og der er en revne ved det ene hjørne, som dog virker meget stabil. Vi så revnen første gang lige efter, at der blev brudt et lag støbt gulv op ved en renovering for et par år siden.
Vores primære spørgsmål er hvordan vi bedst vedligeholder facaden? Efterpudsning med indfarvet puds eller maling og i givet fald hvilken maling? Vi går efter den rigtige løsning, også selv om den koster.
Vores tillægsspørgsmål er, hvad der skal gøres ved revnen? Jeg vil mene, at det er indervæggene (i beton), der er bærende, og at der ikke er bevægelse i revnen.
Venlig hilsen
Per H
Hej Per og den øvrige bestyrelse
Det er bestemt ikke uset eller atypisk, at en tyndpudset facade som denne skal renoveres efter en 20-40 år. Det er så meget afhængigt af, hvilken facade vi taler om. De syd- og vestvendte facader er typisk dem, der er hårdest ramt, men nordsiden kan også godt lide af fugt- og frostskader. Forvitringen går så selv sagt hurtigere, hvis der er fugtskader fra inddækninger, sålbænke eller endda indefra.
Så lang historie kort, så skal I “blåt” have renoveret facadepudsen på ny.
Det er bedst, hvis I kan finde ud af, hvad man tidligere har brugt af mørteltyper på facaderne. Men ellers er det blot en helt almindelig facadepuds.
Hvis I tager og renoverer alle facaderne på en gang, kan I sagtens bruge en indfarvet puds. Men I vil ikke kunne behandle den med indfarvet puds, og ramme hverken den samme farve eller struktur. Udbedrer I “kun” den ene facade, ville jeg gå efter en malerbehandling, så I bedre kan ramme den eksisterende farve - eller male alle de andre facader, så der kommer en ensartet farve.
Indfarvet puds er bedst, og det holder som nævnt en 20-30 år. Der er ikke noget galt i at male. Men det holder nærmere en 10-15 år, før det børe males igen. Igen meget afhængigt af, hvordan facaderne påvirkes.
Det er nemmere og billigere at male.
I forbindelse med renoveringen (puds eller maling) får man udbedret de revner, som I har i facaderne. Det handler typisk blot om at få kradset fugerne og revnerne ud, og pudse/fuge dem op igen.
I kan overveje at hyre en uvildig byggesagkyndig ind, til at være skaderne nærmere, og evt. kontrollere facaden for yderligere skader. I skulle nødig renovere nu og allerede stå med skader igen om få måneder/år.
Læs mere: Sådan maler du en pudset facade
Læs mere: Reparation af indfarvet tyndpuds
Jeg håber, I kan bruge mit svar.
Med venlig hilsen