Drømmer du om en ny sofa, så stop op og gør nogle praktiske øvelser, inden du køber, råder Laura Scheuer Trøstrup, designer og indretningskonsulent hos thesweetspot.dk.
Kig på dit hjem med objektive briller. Lav fx en lille statistik over, hvor mange timer om dagen du reelt tilbringer i stuen og i sofaen. Vurdér også pladsforholdene. Hvordan kommer du rundt i stuen? Er der plads nok, eller fylder møblerne allerede for meget?
– Det kan være lidt af en øjenåbner at finde ud af, hvor få timer man faktisk opholder sig i stuen, siger Laura Scheuer Trøstrup og fortsætter:
– Mange drømmer om en stor loungesofa, men når jeg så spørger, hvor mange gange de sidder i den, så er det måske alt i alt to timer fredag aften. Det er mange penge og mange kvadratmeter at bruge på en aften.
Placering af sofa ved tv
Laura Scheuer Trøstrup foreslår i stedet, at du fx bytter om på rummene, så stuen bliver arbejdsværelse og arbejdsværelset stue. Sæt et stort bord dér, hvor sofaen stod og en lille sofa, hvor fjernsynet stod.
Det betyder, at sofa og tv ikke skal stå sammenhægende, hvilket giver sofaen - og stuen - mere værdi.
– På den måde bliver stuen et kreativt rum, hvor én kan sidde og tegne, én anden læse lektier, mens en tredje kan sidde i den lille sofa og spille spil. Vi vil så gerne være sammen, men det er kun få gange i løbet af en uge, at vi alle vil se det samme tv-program eller laver det samme, siger Laura Scheuer Trøstrup.
Fjern sofaen fra væggen
Hun er tilhænger af, at man så vidt muligt undgår, at sofaen står op ad væggen, som den gør i stort set ni ud af ti hjem. Ofte vil det faktisk give mere pIads i rummet at flytte den ud.
Endelig har Laura en særlig forkærlighed for ”køkkenskriver-sofaen”, det vil sige en lille sofa i forbindelse med køkkenet.
– Her kan man sidde og holde passiar, når man har gæster, eller slappe af, når de andre rydder op i køkkenet, siger hun.
Gode råd om køb og placering af sofa
- Prøv om du ikke kan snige sofaen et andet sted hen, fx væk fra væggen. Du kan stille et konsolbord bag sofaen for at skabe lidt afstand til væggen. Ofte kan du skabe mere plads i rummet ved at flytte sofane væk fra væggen.
- Skal din sofa stå ude i rummet, er en lidt højrygget sofa særlig velegnet, så du ikke føler utryghed ved det åbne rum.
- Overvej om flyderen nu også er det bedste valg – har du fx ofte gæster, sidder man ikke specielt godt i en chaiselong – her kan to små sofaer være et bedre valg end én stor.
- Udsigten er vigtigst – placér altid sofaen, hvor du får den bedste udsigt.
- Køb en fleksibel tv-arm, så din indretning ikke er afhængig af tv’ets placering
- Er pladsen til det, kan en lille sofa tæt på køkkenet skabe en form for helle, hvor du kan holde pause uden at skulle gå ind i stuen.
- Sovesofa er ofte en dårlig investering. Tæl, hvor mange gange du reelt har sovende gæster og køb i stedet en sofa med løse rygpuder. Den er stor nok til også at fungere som weekendseng.
- Kvalitet betaler sig, og en god sofa skal kunne kan holde i mange år. Til gengæld kan du så skifte puder, tæppe eller sofaborde ud lidt oftere.
Kilde: Laura Scheuer Trøstrup, indretningskonsulent