Spar penge ved at skrue ned på termostaterne, før du smækker døren bag dig og drager på juleferie.

Beregninger viser, hvor meget du kan spare, hvis du skruer ned for varmen i en uge. 

Energitjenesten anslår, at et velholdt hus på 150 m2 typisk bruger 86 kWh til varme og varmt vand i et koldt vinterdøgn. Det vil sige, at du ved at skrue 20 procent ned for varmen, kan spare ca. 17 kWh i døgnet. 

På en uge vil det give følgende besparelser (varmepriser november 2024):

  • Fjernvarme: Ca. 80 kroner
  • Naturgas: Cirka 120 kroner
  • Luft til vand-varmepumpe: Ca. 65 kroner
  • Nyere oliefyr: Ca. 120 kroner. 

Hvor meget du præcis sparer, afhænger af, hvor høj din varmeregning normalt er, hvor effektiv din varmekilde er, hvor meget du skruer ned for varmen, og hvor lang tid du er væk.

Skru 1 grad ned og spar 5 procent

Du sparer omkring 5 procent på varmeregningen for hver grad, du sænker temperaturen indendørs. Hvis fx din normale stuetemperatur er 22 grader, og du skruer 4 grader ned, kan du altså spare 20 procent.

Du bør dog ikke have lavere temperaturer end 18 grader, da det øger risikoen for skimmel. Er luften meget kold, vil den dug, der kommer på vinduerne, ikke blive absorberet i luften, men lægge sig i vinduet med skimmelvækst til følge. Det samme fænomen er knap så synligt, men dog lige så skadeligt, på kolde ydervægge.

På de fleste fyr er det muligt at lave natsænkning eller feriesænkning. Så skal du blot indstille fyret til dette.

Har du en anden form for varme, kan du fx få smarte termostater, der er nemme at programmere til at skrue ned eller op for varmen via fx en app på din smartphone.

Har du ikke disse muligheder for at 'fjernstyre' temperaturen, kan du skrue ned for termostaterne på radiatorerne i de enkelte rum. Sørg for at have lidt varme på. Stil termostaterne på 1-2.