Har japansk løn fligede blade – eller er det mon hyldebusken? Og er det egentligt et rønnebærtræ, der står i bunden haven?

Det er ikke altid let at kende forskel på planter, men med hjælp fra fx apps og søgemaskiner kan du finde ud af, hvilke træer du har i haven.

Find et træ – start din søgning på Google

Google er din genvej til et hurtigt svar til at opklare, hvilket træ det egentlig er, der står på din grund, og jo mere præcist du beskriver træet, desto mere målrettet bliver søgemaskinens svar. Har træet særlige kendetegn: blade, bær, bark eller frugter? Fortæl Google, hvad du ser, for eksempel ”træ med grønne, hjerteformede blade” eller ”træ med sort og hvid bark og små blade”.

Et klik senere står du med stor sandsynlighed med svaret i hånden, og ser du søgningens billedresultater igennem, får du hurtigt et overblik. Kan du genkende dit træ? Google giver dig også en række artikler, du kan fordybe dig i, hvis du vil læse mere om træet.

Fandt du ikke træet, da du søgte på dansk, kan du beskrive det på engelsk. Der er ofte flere søgeresultater, når du søger på fremmedsproget.

Hvilket træ er det – genkend træer med en app

Har du ofte brug for at få træer eller planter identificeret, er det hurtigt at downloade en af de mange apps, der er til formålet. De kan installeres på alle smartphones, og du kan også bruge dem på mange tablets.

Kan du leve med annoncer, kan du downloade langt de fleste apps gratis. Det fungerer fint, hvis du blot skal søge efter et træ i ny og næ. Vil du derimod være reklamefri, eller bruger du app’en meget, kan du mod betaling få adgang til en premium-udgave, der giver dig ekstra viden uden annonceafbrydelser.

Der findes både planteidentifikationsapps på dansk og engelsk, men fælles for dem alle er, at de som regel virker ved, at du tager et billede af træet. Hvis app’en genkender planten, får du et billede og en tekst, som matcher dit træ.

Her er eksempler på nogle af de apps, der kan hjælpe dig med at opklare, hvilke træer du har på din grund:

PlantNet

PlantNet Plant Identification identificerer både træer i haven og naturen, så med den på telefonen får du hurtigt et svar.

Sprog: Dansk

PlantSnap

PlantSnap kan hjælpe dig med at genkende træer i haven. Og kan også give nyttig viden om blomster, buske og andre planter uden for havelågen.

Det er som udgangspunkt gratis at bruge PlantSnap, men den har et maksimum på, hvor mange billeder du kan få identificeret. Vil du fortsætte med at bruge app’en, kræver det et abonnement.

Sprog: Dansk

Seek by iNaturalist

Seek bruger også dit kamera til at genkende planten. Forskellen fra de andre er, at Seek artsbestemmer ’live’, mens kameraet er tændt, så du ikke behøver at tage et billede, men skal blot holde kameraet op mod planten.

Har du taget et billede tidligere, kan du også hente det ind fra kamerarullen og få det identificeret.

Sprog: Dansk

LeafSnap

LeafSnap kan hjælpe med at identificere mange plante- og træarter samt give svar på både store og små spørgsmål om træer, buske og planter.

LeafSnap er let at bruge. Du ’snapper’ bare et billede af træet, og sekunder efter har du svaret på, hvilket træ du står overfor.

Sprog: Engelsk

Hvilket træ er det – få hjælp på Facebook, Instagram og haveblogs

Facebook, Instagram og haveblogs er gode steder at spørge om hjælp, hvis du er i tvivl om, hvilket træ du har i haven.

På Facebook kan du melde dig ind i grupper, hvor folk udveksler erfaringer og gerne deler ud af deres viden. Søg fx på ”spørg om planter” eller ”natur” og se, om der findes en gruppe til dig.

Har du en bruger på Instagram, kan du skrive til fagpersoner og andre plantekyndige havemennesker. Find dem ved at bruge hashtags som #haveliv og #minhave eller andre relevante søgeord.

Der er også hjælp at hente på haveblogs- og hjemmesider. På Havenyt.dk kan du spørge haveeksperterne, hvilket træ du har brug for hjælp til at genkende – det kræver dog, at du er medlem af Praktisk Økologi. Det samme kan du på Haveselskabet.dk, hvor det kræver medlemskab af Haveselskabet.

Du kan også spørge Videncentret Bolius’ eksperter i ”Spørg Bolius”.

Brug Skoven i skolen

Skoven-i-skolen.dk er oplagt at besøge, når du skal finde ud af, hvad det er for et træ, du har i haven. Foruden de mange råd og guides, der hjælper dig med at genkende træer, er der flere undersider, som beskriver blade og forklarer, hvordan de forskellige træer ser ud.

Her kan du læse mere om træer og blade, og her får du hjælp til artsbestemmelse af træerne ud fra deres blade.

Spørg venner og familie eller planteskolen

Har du havekyndige venner eller familiemedlemmer, kan de måske hjælpe dig med at genkende træet.

Du kan også tage et billede med hen på dit lokale gartneri eller planteskole. De kan også være behjælpelige med at finde ud af, hvilken plante du er i tvivl om.

Få hjælp til at genkende træet i havebøger

Er der ikke hjælp at hente online, gemmer svaret sig sikkert i havebøgerne.

I "Politikens bog om havens træer og buske” skriver Jane Schul (2004) udførligt om pasning, pleje og plantning af havens buske og træer. I bogen er der også et leksikon over omkring 350 arter og underarter, som kan hjælpe dig med at genkende træer eller buske.

Tobindsværket "Træer og buske i by og land (2020)" af Poul Erik Brander er et godt opslagsværk, når navne på nye træer skal læres. Her finder du god viden om arter, dyrkning og brug af de mange vækster.

Helge Vedel og Jette Dahl Møller har skrevet "Træer og buske i landskabet (2013)", der identificerer 130 arter. Der er mange flotte og konkrete illustrationer, så det er let for dig at finde dit træ.

Roger Phillips tobindsværk om "Træer i Danmark" fra 1983/2000 er også et udførligt register, du kan slå op i, men det er af ældre dato og kan derfor kun købes antikvarisk.