Kort om:
Hvem: Benny Olsen
Alder: 70
Hvor: Fra Birkerød til Malaga
Benny Olsen havde lyst til at prøve noget nyt, da han flyttede til Spaniens solkyst for godt tyve år siden. En skilsmisse gjorde, at han fik mod på at starte forfra et helt nyt sted.
- Jeg ville prøve mig selv af i uvante rammer. Jeg ville se, om jeg kunne klare mig, siger Benny Olsen.
Så han solgte sin slagterbutik, som han havde haft i mere end 30 år, og pensionerede sig selv, skønt han kun var i begyndelsen af halvtredserne og stadig havde mange gode arbejdsår foran sig.
- Jeg fik en ny kæreste, og sammen fandt vi ud af at flytte herned. Det har aldrig været på at tale at flytte tilbage til Danmark, siger Benny Olsen.
Pension er ikke altid lykken
Men Benny Olsen fandt ud af, det kan være svært at stoppe med at arbejde.
- Folk tror måske, at det er lykken ikke at arbejde. Men de første år af mit nye liv havde jeg det dårligt med ikke at være i gang. Jeg var jo altid meget i centrum som ejer af slagterbutikken, og det begyndte jeg at savne. Jeg savnede at arbejde, og jeg savnede at møde mennesker, fortæller han, da vi møder ham på sommervisit i sommerhuset i Danmark.
I begyndelsen af opholdet i Spanien opstod der et tomrum i Benny Olsens liv, men lidt efter lidt fyldte han sin kalender ud. Igennem årene har Benny Olsen nemlig været ganske aktiv i det lille danske samfund i Spanien.
Den i dag 70-årige eksildansker har længe følt sig integreret, både i det store spanske samfund og i kystens lille danske samfund omkring Malaga. Benny Olsen frekventerer ofte den lokale kirke, og en overgang var han formand for danskerklubben Club Danés.
- Jeg holder meget af Spanien. Her er et åbent folk, som enes godt med danskerne. Danskerne er som folkefærd respektfulde over for andre, så vi kommer godt ud af det med hinanden. Spanierne er generelt utroligt høflige. Hvis du spørger dem om vej, vil de hellere sende dig den forkerte vej end ikke at svare, fortæller Benny Olsen.
Mange andre danskere har igennem årene gjort som Benny Olsen, men nye skatteregler har vanskeliggjort det at flytte til Spanien. Førhen boede der over 30.000 danskere på solkysten, men i dag er tallet skrumpet til 20.000.
Udlandet udvikler dig
Vælger Benny Olsen en dag at rykke tilbage til Danmark, vil han komme til at savne det billige liv, man kan have i Spanien.
- Det er utroligt billigt at købe mad hernede. Det ved jeg jo også, fordi jeg tidligere har arbejdet i en slagterbutik. Når jeg fortæller folk i Danmark, hvad en oksefilet koster, tror de jo, at jeg lyver, siger Benny Olsen med et grin.
Hvis man har midlerne og eventyrlysten i behold, kan Benny Olsen kun anbefale andre med drømme om at flytte til udlandet til bare at hoppe ud i det. Og det behøver ikke nødvendigvis være Spanien.
- Først skal du sikre en økonomisk buffer. Nogle vælger at sælge deres hus. Men sikkert er det, at du udvikler dig enormt meget af at flytte til udlandet. Husk dog altid på, at aben på din skulder flytter med. Man kan ikke løbe fra sine problemer. Problemerne venter bare på dig, til du kommer hjem igen. Det bedste råd er derfor at viske tavlen helt ren, inden man rejser væk. Og så skal man jo huske, at der ingen skam er i at måtte vende hjem igen, siger Benny Olsen, som selv regner med at vende tilbage til hjemlandet på et senere tidspunkt.
- Alting har sin tid, siger eksildanskeren, som regner med på et tidspunkt at flytte ind i sommerhuset på Sjælland.