Finansiering af et boligkøb finder typisk sted med 80 procent realkreditlån og et banklån til den resterende del af finansieringen ud over udbetalingen på 5 procent.
Men har du penge med fra et tidligere boligsalg, og derfor kan drible uden om det højt forrentede banklån, er det værd at overveje et prioritetslån som en del af finansieringen, når du skal købe hus, ejerlejlighed eller sommerhus.
Du kan eksempelvis vælge et realkreditlån på 60 procent af boligens vurdering og lade prioritetslånet tegne sig for de sidste 20 procent af vurderingen.
Hvad er et prioritetslån?
Et prioritetslån er bankernes svar på et realkreditlån. Lige som med et realkreditlån kan du låne op til 80 procent af din boligs værdi, og banken har sikkerhed i din bolig med et ejerpantebrev.
Du aftaler med banken, hvor stort prioritetslånet og hvor lang tid løbetiden skal være. Pengene sættes ind på en særlig konto, hvor du kan hæve og sætte penge ind, når du har lyst. Prioritetslånet fungerer som en kassekredit, hvor du kun betaler renter af de penge, du låner og ikke af hele lånebeløbet.
Prioritetslån har lav rente
Prioritetslånet fungerer som kassekredit, der ligger inden for 80 procent af vurderingen, og har derfor en relativ lav rente.
Fordelen er, at en kassekredit sikrer dig en stor fleksibilitet i den daglige økonomi. Eksempelvis kan du trække på kassekreditten, hvis du har brug for finansiering af et nyt køkken eller en større reparation af bilen.
Ulempen er, at en kassekredit kræver en betydelig selvdisciplin, så du ikke blot øger det daglige forbrug.
Renten er afgørende
Afgørende for, om et prioritetslån er en attraktiv løsning, er renten set i forhold til rente plus bidrag på et variabelt forrentet realkreditlån.
På et F5-lån ligger renten i december 2018 på 0,25 procent, hvortil kommer bidrag på ca. 2,1 procent. Dermed løber den samlede udgift til realkreditselskabet op på ca. 2,35 procent årligt.
Hvis du er villig til at betale lidt ekstra for den fleksibilitet, som kassekreditten giver, vil en rente på mellem 2,5 og 3 procent være attraktiv for de fleste. Eksempelvis tilbyder Middelfart Sparekasse prioritetslån til renter mellem 1,25 og 2,25 procent.
Hvis din bank kræver en rente på 4–5 procent, begynder fordelene ved prioritetslånet så småt at fordufte. Du kan selv tjekke priserne på prioritetslån på mybanker.dk, hvor du søger efter ”boligkredit”. Du skal dog oprette dig som bruger først.
Udnyt friværdien gennem et prioritetslån
Er du så heldig at bo i et område med stigende boligpriser, vil du sandsynligvis have opsparet en vis friværdi efter nogle år. Med friværdien i baglommen, er du godt stillet, hvis du ønsker en kassekredit med lav rente i banken.
Du kan evt. omlægge hele dit realkreditlån og supplere med et prioritetslån, men vær opmærksom på omkostningerne ved en låneomlægning.
Brug prioritetslån som nedsparing
Er du på vej ind i pensionsalderen, kan du benytte prioritetslånet som nedsparing og hæve et månedligt beløb til forbrug. De fleste prioritetslån giver dig kun mulighed for afdragsfrihed i 10 år, så metoden har derfor en begrænset holdbarhed.
Fordele og ulemper ved prioritetslånet
Fordele:
- Giver stor fleksibilitet i økonomien.
- Kan benyttes som en lavt forrentet kassekredit.
- Mulighed for at benytte som budgetkonto, hvorfra de faste udgifter betales.
- Banken kræver kun renter af det beløb, der er trukket på kreditten.
- Kan indfries mod betaling af restgæld.
- Pantebrevet bag prioritetslånet kan genbruges, hvilket giver lavere låneomkostninger.
Ulemper:
- Typisk lidt højere rente end på et tilsvarende realkreditlån.
- Kræver økonomisk selvdisciplin.