Spørg Bolius

Gulvvarme i beton eller i plader

Hej.

Vi påtænker gulvvarme i vores 80'er Bulow Nielsen villa. Da gulvet ligger direkte på betondækket, er eneste løsning vi kan se en opbankning af betondækket og udgravning af 75mm batts og 200mm singles/klinkelag samt evt lidt jord så der kan efterisoleres nok.

Men hvis man så står med den nødvendige plads i dybden til at vælge mellem både den drøje løsning (indstøbt i beton) og den lette model (spånplade eller styrolit eller lign med spor til rør og så varmefordelingsplader) ? Hvilken løsning anbefaler i så ? Mange steder omtales plade løsningen kun når der ikke er plads til at bygge gulvet op fra grunden, men kan det ikke have sin berettigelse alligevel pga den hurtige reaktion på varmebehovsændringer - så hvorfor laver man stadig betonstøbt gulvvarme i nye huse ?

Og hvordan vil i foreslå den optimale opbygning i de to løsninger ?

Morten K

Hej Morten

Løsningen med betongulvet er klart at foretrække, når først I har taget beslutning om at banke gulvet op. Det er den klart mest sikre løsning. Ikke så meget pga. selve gulvvarmen, men pga. af forhold som fugt, radon og andre mindre ting som knirkende gulve mv.

Så jeg vil klart anbefale et terrændæk, med en god radonsikring og hertil hørende god fugtsikring med 400 mm isolering af polystyren, (krav fra 2015).

Hvis I så blot tænker gulvvarmen ordentligt ind, og får lavet gulvvarmen korrekt, så bliver der ingen problemer med gulvvarmen.

Der er mange forhold der spiller og som der skal tages højde for, og jeg kan ikke komme ind på det hele her. Men eksempelvis skal man sørge for at hæve varmeslangerne så langt op i betonlaget som muligt. Mange ligger slangerne nede på oversiden af isoleringen, og så 10-12 cm beton over - og så siger det sig selv, at varmen er langsom om at reagere.

Videre taler vi om korrekt indstilling, og evt. inddeling i flere zoner i en større stue, med tilhørende forskellige følere, og en række andre ting. Sørg for at få god videre rådgivning her, (og det er desværre ikke hos den lokale vvs'er). Brug en vvs-ingeniør eller lign. til at dimensionere og kontrollere varmeanlægget.

Og ellers kan jeg anbefale den noget nye bog "Gulvvarme" af Leon Buhl, Nyt Teknisk Forlag.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden