Spørg Bolius

Gør en vedligeholdelsesplan det sværere at sælge?

Jeg bor i en lille ejendom fra 1932 med tolv lejligheder. Større renoveringsprojekter, først nye faldstammer og badeværelser (incl. armeringsjern) og nu fugning af murværket bliver igen og igen forsinket pga. uforudsete udgifter. Mit forslag om en vedligeholdelsesplan, så vi har et fælles overblik over, hvad vi må forvente, blev ikke vedtaget, blandt andet fordi administrator fik sagt, at en vedligeholdelsesplan kan gøre det sværere at sælge.

Men er der belæg for en sådan påstand? Kan det ikke lige så godt tænkes, at potentielle købere vil føle sig trygge ved, at vi har et overblik over, hvad der skal til for at holde ejendommen i forsvarlig stand?

Hvad siger eksperterne?

På forhånd tak!

Tove

Jeg kender ikke til undersøgelser der kan pege hverken den ene eller den anden vej.

Men jeg kan se begge scenarier. Den mulige køber som løber væk, da listen er lang og kan se udgifterne hobe sig op. Men også køberen, som siger, ja tak,- sikke et overblik og der er nogen som har styr på ejendommen.

Og hvis man skal tænke lidt etisk, så er det måske også bedst at sælge med åbne kort, fremfor at nogen ender med at føle de har købt katten i sækken.

Og hvis I har overblikket, så burde det jo også gøre det nemmere at få klaret de rigtige opgaver på de rette tidspunkter. Bliver de vigtige vedligeholdelsesopgaver hele tiden skubbet i baggrunden af sjovere eller andre uforudsete ting, så kan det på den lange bane blive dyrere for jer alle.

Vi har en artikel om vedligeholdelsesplaner. Den er mest om parcelhuse, men tankerne og overvejelserne passer nok i en vis grad til jeres type bolig

Få boligejere lægger vedligeholdelsesplaner, selvom det kan være en god idé (bolius.dk)

Planlæg årets vedligeholdelse (bolius.dk)

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tue Patursson, fagekspert

Aktuelt på forsiden