Inspiration til dit gæsteværelse
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Et gæsteværelse behøver ikke at være et hengemt rum, der kun tages i brug, når overnattende gæster gør deres indtog. Med den rette indretning kan værelset sagtens blive en levende og dynamisk del af boligen, der benyttes af alle hjemmets beboere – fx kan det være et kombineret gæsteværelse og kontor, eller et kombineret gæsteværelse og opholdsrum/tv-stue.
Først og fremmest skal et gæsteværelse være et rart sted at opholde sig. Derfor advarer Videncentret Bolius’ fagekspert Tine Nielsen imod at lade det blive et sted, hvor man sætter gamle møbler, bøger, etc. ind, som eller aldrig bliver brugt, fordi det nemt kan give det et støvet og livløst udtryk.
Gør det lidt indbydende og lad der være lys, luft og ting, der passer sammen, så gæsten ikke får den mistanke, at her har man puttet alt det ind, man ikke kunne bruge andre steder. Det er det værste, man kan gøre ved et gæsteværelse, mener Tine Nielsen.
Hvilken seng skal du vælge til et gæsteværelse?
Det vigtigste møbel i et gæsteværelse er sengen og her kan man selvfølgelig vælge en almindelig seng, som oftest er den løsning, der er mest komfortabel at sove på. Ulempen er, at den optager rigtigt meget plads og forvandler rummet til et soveværelse.
Derfor er en sovesofa eller en daybed tit et bedre valg. De giver fleksibilitet og fylder betydeligt mindre, hvilket betyder, at rummet om dagen kan bruges som opholdsrum. Der er dog stor forskel på, hvor behagelig en sovesofa/daybed er at sove i, så afprøv gerne sengen, inden køb, hvis der er mulighed for det. Mange sovesofaer fås med en ekstra seng, indbygget i en skuffe, der kan trækkes ud og bruges for sig selv, hvilket er smart, hvis man har to overnattende gæster, der ikke har lyst til at dele seng.
En køjeseng kan også være en fin løsning, forudsat, at ens gæster ikke har problemer med at forcere en stige. Et andet fikst alternativ kan være en vægseng, der klappes op af væggen, når den ikke er i brug. Det er den mest pladsøkonomiske løsning, men som regel også den dyreste, med mindre du selv kan bygge en.
Gør plads til gæsters tøj med skab, kommode eller knagerække
Som vært bør du sørge for, at de besøgende har et sted at opbevare deres tøj. En kommode med et par tomme skuffer, et klædeskab, hvor man har reserveret en del af pladsen til gæster eller blot en klædestang hængt fra væg eller loft kan være udmærkede løsninger. Hvis pladsen er trang, kan en knagerække med bøjler være et fint alternativ. Et spejl bør også være en del af indretningen, så gæsterne nemt kan tjekke, at alt sidder, som det skal.
Gør gæsteværelset klar inden gæsterne kommer
- Luft ud.
- Læg rent sengetøj på.
- Tænd for varmen, hvis vejret kræver det.
- Læg håndklæder ind på værelset.
- Stil en vase med blomster ind.
- Sæt en fyldt vandkaraffel og glas frem.
- Sæt en skål med frugt og andre snacks frem.
- Læg en seddel frem med koden til trådløse netværk.
- Hent de ting fra værelset, som du forventer at skulle bruge under besøget.
Indret gæsteværelse som opholdsrum
Det kan være rart for de besøgende, at gæsteværelset ikke kun kan bruges til at sove i, men også som opholdsrum. Derfor kan det være en god ide at supplere med et eller flere små borde. Det kan være sideborde, bakkeborde eller indskudsborde, der er nemme at flytte rundt med og kan bruges til forskellige ting, fx som et lille sofabord om dagen og sengebord om natten. En skammel, taburet eller puf kan også i et snuptag bruges som et bord.
Tine Nielsen anbefaler desuden, at gæsterne har adgang til noget underholdning som magasiner, bøger, aviser, en radio eller et tv.
Lav kombineret kontor og gæsteværelse
Det er oplagt at bruge gæsteværelset til andet end blot at huse gæster, så tænk gerne flere funktioner ind i rummet som hjemmekontor, hobbyrum, tv-stue, læseværelse, motionsrum, børneværelse eller opbevaring.
For at skabe plads til forskellige aktiviteter kan du vælge fleksible og multifunktionelle møbler. Skal rummet bruges til hobbyrum eller kontor, kan et bord, der kan slås ned eller op, når det ikke er i brug, være en smart løsning, det kan fx være en sekretær, der også har indbygget opbevaring.
Hvordan indretter du gæsteværelset?
Udnyt også gerne loftshøjden og vælg smalle, men høje, garderobeskabe, på den måde får du mest mulig opbevaring på færrest mulige kvadratmetre. Senge og sovesofaer med indbyggede skuffer er også glimrende valg til gæsteværelser.
Brug også væggene mest muligt. Skal rummet bruges som tv-stue, så hæng fjernsynet på væggen og montér hylder, bogkasser eller lignende over skrivebordet, det sparer også plads.
Hvis du bruger gæsteværelset til opbevaring, så gem det gerne væk i lukkede skabe, så gæsterne ikke føler, at de invaderer dit privatliv, og sørg for, at ting, du skal bruge under besøget, er hentet ud af gæsteværelset, inden gæsterne kommer, så du ikke hele tiden skal forstyrre dem.
Placér gæsteværelset nær badeværelset
Hvis du kan vælge mellem forskellige værelser, så gør det nemt for gæsterne og vælg et, hvor de ikke skal igennem andre rum for at komme til badeværelset. Mange kældre er ikke godkendt til beboelse, og her kan det måske være fristende at bruge et værelse son gæsteværelse, fordi det er begrænset, hvor meget gæsten skal opholde sig i rummet, men det fraråder Videncentret Bolius’ fagekspert Tine Nielsen.
Når det ikke er lovligt at have beboelse i kælderen, skyldes det bl.a., at det ikke er muligt at få et sundt indeklima i kælderrummet. Regler for brandsikkerhed og redningsmuligheder er heller ikke sat efter, at der kan være sovende personer i kælderen.