Spørg Bolius
Genoppudsning af gammel væg
Hej Bolius
Jeg har købt et bondehus fra 1940. Jeg har netop taget det gamle tapet ned og har konstateret at en del af pudsen er løs. Vi banker al pudsen ned, men alle 3 murere der har kigget, har forslået hver deres oppudsning.
Væggen er noget opfugtet og selvom vi løser problemet med fugten er det vigtigt for os med en diffusionsåben løsning. Jeg har selv foreslået kalkmørtel - alle murerne sukker.
Væggen skal ikke efterfølgende behandles med andet end fx. silikatmaling, da jeg synes det passer bedst til husets alder.
En murer har foreslået, netpudsning og universal mørtel. Denne murer er bange for om kalkmørtlen vil binde når murværket er lidt opfugtet - derfor netpudsning.
En har foreslået KC 50/50/700 bakkemørtel. Den 3. er opgivende gået med til hydraulisk kalkmørtel - hvad gør det af forskel at den er hydraulisk?
Hvad er den bedste og "rigtigste" løsning, hvis jeg gerne vil have en diffusionsåben løsning, der er
holdbar og som kan stå blank.
Tak for hjælpen - Rikke
Hej Rikke
Kalkmørtel og hydraulisk mørtel er det samme. Der er kun kalk i, og det gør den mere bæredygtig og diffusionsåben. Det er fint at benytte til et bondehus som også var det man brugte på den tid.
Ud over silikat maling eller anden diffusionsåben maling, kunne man også benytte ler maling.
Jeg vil ikke benytte cementbaserede produkter da de ikke arbejder så godt sammen med murstenene, Kalkbaserede produkter er mere fleksible end cementbaserede produkter. De hæfter fint på let opfugtede mursten.
Jeg kan i øvrigt henvise til Center for bygningsbevaring i Rådvad.
Held og lykke
Med venlig hilsen