Meget er forandret i Teresa og Jens Madsens hus i Odense, men meget er også stadig, som da den kendte aarhusianske tegnestue Friis & Moltke leverede tegningerne til huset i 1959.

- Teresa og jeg faldt jo for huset med de ting, der hørte med til det, og det ville vi gerne behandle så nænsomt som muligt, forklarer Jens Madsen til Videncentret Bolius i 2015. Han har en særlig svaghed for husene fra denne periode.

Arkitektekten dyrkede de originale detaljer

Til projektet allierede familien sig med Aarhus-arkitekten Rasmus Bak, og han har sporet familien ind på at bevare og genbruge så meget som muligt – lige fra de oprindelige dørhåndtag i plastik til skifergulvet i spisestuen, der blev taget op, og genbrugt i de nye badeværelser.

Bevar med respekt og forny med fornuft

Huset på 125 kvadratmeter er blevet udvidet i længden med en tilbygning på 47 kvadratmeter, som harmonerer fint med det oprindelige hus, og hvor der nu er indrettet to teenageværelser. Respekten for husets medfødte kvaliteter og dets mange fine detaljer går igen overalt.

Trods husets mange kvaliteter trængte det dog til en opdatering. Det gamle køkken var et lille, indeklemt rum, men blev åbnet op mod stue og spisestue, og det nye køkken i egetræ passer fint til familiens store samling af møbelklassikere.

Nye vinduespartier fra gulv til loft sørger for, at der kommer mere lys ind i boligen. Endelig er facaden blevet delvist beklædt med sortmalet træ, mens de gule mursten er genbrug fra de gamle vinduespartier.

Gule mursten blev bevaret

- Rasmus Baks justeringer var netop dem, der samlede det hele. Det var også beroligende, at han kunne bekræfte mange af de tanker, vi havde om renoveringen – fx, at vi gerne ville bevare de gule mursten, fortæller Jens Madsen.

Den særlige ånd, som familien faldt for er stadig til stede i huset, og selvom der er sket meget, så er det mest bemærkelsesværdige faktisk det, der ikke er sket.

Fakta om huset i Odense

Familien Madsen fik en tilbygning på 47 m2 samt en nænsom renovering af det eksisterende hus på 124 m2. Mange materialer er genbrugt.

Tilbygningen indeholder 2 teenageværelser og et multirum med garderobe og hjemmearbejdsplads. Køkkenet er åbnet op mod stuerne og har fået nye elementer og et skjult emfang i loftet. Alle soveværelser har fået store glasskydedøre til haven, og der blev plads til et ekstra badeværelse. Belysningsplan med bl.a. 45 loftspots hjælper med at definere og lyse rummene yderligere op.

Processen:

Arkitekt Rasmus Bak har leveret skitser og tegninger til myndighedsgodkendelse samt ydet æstetisk rådgivning i projektperioden. Ombygningen tog ca. et halvt år og blev varetaget af en entreprenør, der styrede projektet igennem med en række underleverandører.

Materialevalg indvendigt:

Parketgulve i massiv eg med gulvvarme, køkkenelementer i eg fra Køkkenskaberne. Garderobeskabene i multirummet er fra Ikea. Lågerne er sprøjtelakeret og farvesat efter Finn Juhls kaffebakker.

Blandt de genbrugte materialer er bl.a. skiferfliserne, mahognidørene, det skrå vindue i gavlen på tilbygningen, plastikhåndtagene, de grå karme, og skydedøren i soveværelset.

Materialevalg udvendigt:

Sortmalet træbeklædning. Strøgne mursten, som det er lykkes for bygherre at finde i samme gule tone og brænding som de eksisterende. Store, energivenlige vinduer ud mod haven. Kobbertagrender og –nedløbsrør.

Energioptimering:

Den lave hældning og udformningen af taget betyder, at det er dyrt og besværligt at lave en effektiv efterisolering. Derudover ville den ekstra isolering ødelægge husets proportioner og arkitektoniske linjer. De gamle vinduer og døre er udskiftet med nye og mere energivenlige. Tilbygningen overholder de nye skrappe energikrav.

Pris: 1,6 mio. kr.  Arkitekthonorar 25.000 kr. Rådgivningen omfattede skitseforslag, godkendelse hos myndigheder samt æstetisk rådgivning.