Stuen er lejlighedens eneste fællesrum. Julie og børnene Kille og Vilmer har værelser nedenunder. Hele lejligheden ovenpå var før en del af boligen, men nu er det meste af den igen en bolig, hvor de ældste børn kan bo.
Babyskrål, teenagerod, vennebesøg, adskillige tårne af Lego, studentergilde og en skilsmisse. Arkitekt Julie Trier Brøggers lejelejlighed i centrum af København har klaret det hele – og med tre børn.
Ikke et eneste rum har i starten af 2020 samme funktion, som da hun flyttede ind i den tre værelser store bolig for 22 år siden.
En børnevenlig bolig er fleksibel
– En familie er dynamisk, og det skal boligen også være. Skal man have det til at gå op, handler det om ikke at indrette sig for statisk og hele tiden tænke næste step med, siger Julie Trier Brøgger, mens hun sidder ved spisebordet i lejlighedens eneste fællesrum.
Bag hende står en trappe som tegn på, at familien har gjort netop dét bedre end de fleste. For cirka 10 år siden fik de mulighed for også at leje boligen ovenpå, men nøjedes ikke med at ånde lettet op over den ekstra plads. I stedet planlagde de allerede her, hvordan de med tiden kunne nedskalere den ekstra etage til kun ét værelse og afspærre resten til en toværelses lejlighed, som børnene på skift kan flytte hjemmefra i.
Det gør de så. Den ældste søn har allerede boet der, og snart flytter den mellemste ind. Når alle tre børn har boet der, kan Julie Trier Brøgger tage trappen ned, opsige lejen og bo i den oprindelige lejlighed.
De to ældste børn – Vilmer og Marius – indtog den tidligere dagligstue til et deleværelse. Forældrene byggede en lang seng med opbevaringsplads under. Privatfoto.
Lillesøster kunne få sit eget værelse, da familien lejede lejligheden ovenpå. Sengen er hjemmebygget. Privatfoto.
Arkitekt: Indret til børnene – men gør det realistisk
Men det kan være svært at tænke langt frem, når børnene er små, indrømmer Julie Trier Brøgger.
– Som arkitekt ser jeg mange, der har bygget nyt køkken eller badeværelse, da børnene var små, men uden at tænke over, at børneværelset fx så bliver et gennemgangsværelse.
– Her tænker man, at børnene bliver ved med at have lyst til at være, hvor man selv er, men pludselig er de store og vil kunne lukke døren. Jeg vil derfor råde til at være realistisk, så man ikke får spændt ben for sig selv med forkerte rumforløb og dyre projekter, der senere skal rives ned, råder arkitekten.
Hun anbefaler en planløsning, hvor værelserne støder op til et fællesrum. Når børnene er små, kan de så lege på deres værelse med døren åben og føle, de er sammen med familien, mens døren kan lukkes, når de bliver store.
Beliggenheden med udsigt til Peblingesøen i København har betydet, at Julie Trier Brøgger har holdt fast i lejligheden i så mange år. Privatfoto.
Skal man have spisestue, sofastue og værelser?
Ifølge en undersøgelse, som Videncentret Bolius står bag, mener tre ud af fire, at børn bør have deres eget værelse. 14 procent mener, at det gælder fra fødslen, mens 43 svarer, når barnet er to til fem år. Af undersøgelsen fremgår også, at fire procent af de adspurgte børnefamilier slet ikke har et børneværelse.
– Mange har et billede af, at man skal have sit eget værelse, en sofastue og en spisestue. Men det er ikke altid muligt eller nødvendigt. Hvis vi havde haft en fastlåst tanke om det, ville vi ikke have kunnet bo i lejligheden ret længe, siger Julie Trier Brøgger, hvis børn med stor succes har delt værelse i den tidligere dagligstue og først havde behov for eget værelse omkring 9-10- årsalderen.
– Det gælder om at tænke ud af boksen og se potentiale og muligheder i de rum, man har. Ligesom det er vigtigt at indrette sig praktisk og sørge for kroge til ro og gode fællesrum, siger hun.
Sådan har lejligheden udviklet sig
- 1998-2001 – forældre og ét barn
82 m2.
Der var god plads, da Julie Trier Brøgger, hendes mand og deres nyfødte søn flyttede ind i lejligheden for 22 år siden. De indrettede spisestue og dagligstue i to af rummene, mens det tredje ved hjælp af en reol som skillevæg blev delt i et forældresoveværelse og et børneværelse. Børneværelset var indrettet med en lille seng og et bord.
- 2001-2008 – forældre og to børn
82 m2.
Da familien fik barn nummer to, kom der hurtigt alt for store bunker af Lego og andet legetøj i det fælles soveværelse. Samtidig blev dagligstuen med sofaen stort set aldrig brugt, hvorfor de to drenge på fem og to år i stedet fik et værelse til deling. Her blev der bygget en lang seng i hele rummets længde, hvor drengene i mange år lå og talte sammen med hovederne mod hinanden.
- 2008-2009 – forældre og tre børn
82 m2.
Med en lillesøster som nyt og femte familiemedlem begyndte pladsen at blive trang. Samtidig følte familiens ældste dreng på ni år sig for sej og stor til at have den seks-årige lillebrors legetøj liggende, når vennerne kom på besøg. Storebror fik derfor værelset med den lange seng alene, mens lillebror rykkede ind i halvdelen af forældresoveværelset, hvor lillesøster også var. Her erstattede familien den tidligere reol med en skillevæg med vindue i, så lyset kunne komme længere ind, og byggede en høj forældreseng med opbevaring under samt en reol i en døråbning til et legekøkken.
- 2009–2016 – forældre og tre børn
Lejlighed i to plan på 164 m2.
Familien slog til, da de fik muligheden for at leje lejligheden ovenover, og satte en trappe op for at forbinde de to boliger. Udvidelsen skete på et heldigt tidspunkt, for havde de ikke fået lejligheden, var de blevet nødt til at flytte på grund af pladsmangel. Familiens to store drenge fik hver sit værelse ovenpå, mens datteren fik eget værelse med en hjemmebygget seng af gamle tegnebordplader og en skabsvæg foran en døråbning, der blev til et skoskab i gangen
- 2016–i dag – familie med mor, et voksent barn, en teenager og et barn
102 m2 og 62 m2.
Det var dyrt også at leje lejligheden ovenpå, især da forældrene blev skilt. Men fra start havde familien en plan om, at den skulle bruges, når børnene flyttede hjemmefra. Derfor var det helt fint, at de på grund af lejeregler ikke kunne bygge om og fjerne det ekstra køkken. Det skulle jo bruges igen senere. Et værelse blev bevaret til boligen nedenunder. Her har Julie Trier Brøgger i dag soveværelse og kontor, mens den mellemste søn er rykket ind i værelset med skillevæggen, den indbyggede seng og sofakrogen.
- Fremtiden – når alle børn er flyttet
82 m2.
Når alle børn er flyttet og har boet i lejligheden ovenpå, kan Julie Trier Brøgger opsige den og fjerne trappen igen, så boligen bliver skaleret ned til og i størrelse passer bedre til én voksen. Trappen har med vilje været billig, og hullet mellem de to lejligheder minimalt, så forbindelsen hurtigt og uden det store tab kan fjernes igen.
Hjemmebyggede møbler er billigere og mere fleksible
Selv har hun gjort det ved at optimere det meste af boligens indretning med hjemmebyggede møbler af genbrug. For det er både billigt og nemt at ændre, ligesom hun er stærk fortaler for tanken om at dele og bruge det, man har.
For nogle år siden forvandlede hun en gammel dør til en sofa. Ovenpå lå tre madrasser som hynder, mens fyldet i puderne var sammenrullede dyner. På den måde kunne der hurtigt laves sovepladser til børnenes venner. Og da familiens drenge delte værelse, sov de i en hjemmelavet seng til to og med indbyggede skuffer fra en gammel kommode. For opbevaring er vigtigt til børn og kan pladsbesparende bygges ind i andre møbler.
– I mit arbejde som arkitekt har jeg også opdelt et børneværelse med en specialbygget køjeseng som skillevæg. Her kunne barnet på den ene side kravle op og sove i den øverste køje, mens barnet på den anden side havde en slags alkove, siger hun.
I lejligheden ovenpå har Julie nu et kombineret arbejds- og soveværelse, som er lukket af fra den selvstændige del af lejligheden. Skillevæggen med det gamle vindue vender ud mod trapperummet, så der også her kommer mere lys ind.
Delte et værelse i to med kun ét vindue
I lejligheden er familien lykkedes med at dele et værelse i to, der kun har ét vindue ud. Løsningen blev en skillevæg med endnu et vindue, så lyset også kan nå det yderste rum.
– Lys og rumfordeling er enormt vigtigt. For er der ikke lys, er der ikke rart at være. Og med væggens placering er det yderste rum samtidig rykket tættere på stuen, siger Julie Trier Brøgger, hvilket både var rart for sønnen på dengang seks år, der havde sit værelse der, men også har vist sig brugbart i dag mange år senere, hvor hele værelset er hans.
Når sønnen ikke er hjemme, kan man lade døren derind stå åben og bruge den forreste del af rummet som en ekstra hyggekrog. På den måde står kvadratmeterne ikke ubrugte hen, når han ikke sover hjemme. En udfordring, mange sammenbragte familier ellers ofte står over for.
– Det er vigtigt at undgå døde rum, da det gør boligen kedelig og er spild af plads. Jeg har også set det løst med en stor dobbeltsidet reolvæg på hjul. Når barnet ikke var hjemme, var det en almindelig reol langs væggen, og legetøj var skjult på ”bagsiden” af reolen. Når barnet kom hjem, blev reolen rullet ud og en seng klappet ud, så stuen blev delt og et børneværelse opstod.
