Få styr på dine giftige planter

Juleroser brugt mod sindssyge

En anden meget giftig plante er julerosen eller Helleborus Niger, som den hedder på latin. Navnet Helleborus er græsk og betyder "at være forrykt".

Gennem århundreder troede man, at julerosen havde magiske og medicinske egenskaber, og frem til 1850 blev den brugt til at behandle sindssyge med.

Stormhat/Venusvogn (Aconitum napellus)

Stormhat er en almindelig havestaude, som blomstrer i sensommeren med blå, rosa, lyslilla samt hvide og lysegule blomster. Alle Stormhat-arter er giftige. Planten har været brugt som beroligende medicin helt frem til første verdenskrig. Siden har det været forbudt, da især frø og rødder er meget giftige.

Pebertræ/busk (Daphne mezereum)

Det er en hårdfør blomstrende busk, som får lyserøde blomster allerede i januar og røde bær midt i juli. Bærrene har en bitter smag, og fremkalder en brændende fornemmelse i munden ligesom peber. Skulle man alligevel få lyst til at spise dem, er 10-12 nok til at slå et menneske ihjel. Planten stammer fra det nordlige Asien og kom hertil i Middelalderen. Bær og bark er blevet anvendt som brækmiddel og som middel mod tandpine, men den er også brugt til salve mod liggesår.

Julerose (Helleborus niger)

Det er en 25 cm høj flerårig plante, der blomster med 4-7 cm store blomster fra december til marts. Navnet Helleborus er græsk og betyder 'at være forrykt'. Forgiftninger med denne plante findes ikke så ofte mere, fordi den ikke længere bliver brugt som lægeplante. Tidligere blev den bl.a. brugt som afførings- og abortmiddel. Symptomerne ved forgiftning er langsom puls, åndenød, hjertesvækkelse og svimmelhed.

Liljekonval (Convallaria majalis)

Smukke, hvide blomster, som er stærkt duftende. Den blomstrer i maj og juni og vokser også vildt i naturen. Den foretrækker let skygge og fugtig jord. Alle plantedele er giftige. Planten er gennem århundreder blevet brugt som lægemiddel bl.a. mod epilepsi, hjertesygdomme, tarmslyng, besvimelse og småsygdomme som hæshed og hovedpine. Liljekonvallen er også blevet et symbol på renhed, ærbødighed og ny lykke - men man skal altid huske, at den er meget giftig.

Guldregn (Laburnum vulgare)

En stor busk, hvor blomsterne sidder som ærteblomster i lange hængende klaser. Frugterne er flade, brunsorte, hårede bælge med nyreformede brune frø, og bælgene kan forveksles med ærter. 3-4 stk. med 15-20 frø i hver er nok til, at et barn kan dø af det. Ved forgiftning opstår svimmelhed og en brændende fornemmelse i mund og svælg samt opkastninger, der kan være blodige. I meget svære tilfælde indtræder lammelse og dødsfald, men det sker heldigvis yderst sjældent.

Nerie (Nerium oleander)

Stedsegrøn busk med mørkegrønne læderagtige blade og røde eller hvide blomster. Nerie er så giftig, at en hest kan dø ved at spise bladene. Hvis bier indsamler honning af nerie, kan honningen være giftig. I Syden har unge mænd forsøgt at undgå militærtjeneste ved at tygge blade af nerie for at få det til at lyde, som om de havde en hjertefejl. Unge piger har brugt planten, når de ville skaffe sig af med et uønsket svangerskab. I begge tilfælde er der opstået svære forgiftninger og i nogle tilfælde dødelig udgang. Nerie-grene har også givet forgiftninger, fordi de er blevet brugt ved grillning af kød.

Påskelilje (Narcissus pseudonarcissus)

Løget fra påskelilje er blevet brugt i medicin. Bl.a. er saften rørt til salve mod sår og kvæstelser. Påskeliljeløg var med i førstehjælpskassen hos de romerske soldater, når de skulle i krig. Narcissus er græsk og afledt af ordet 'narkeo', der betyder 'fordummende' og hentyder til de giftige indholdsstoffer i planten. Løget indeholder bl.a. lycorcine, der har indvirkning på hjertet og nervesystemet. Hvis man kasserer påskeliljeløg, er det godt at grave dem ned, for hvis en hund spiser af løget, kan den dø af det. Hvis børn tygger på bladene, får de opkastning og diarré.

Erantis (Ernathis hyemalis)

Blomstens græske navn betyder 'vinterlig forårsblomst'. Erantis er en brun knold, der tidligt på året skyder en 5-10 cm lang blomsterstængel frem. Når temperaturen giver signal om, at det nu er tid til at blomstre, trækker knolden vand ind fra den fugtige jord, og det strømmer op i de tusinde celler med så stor kraft, at blomsten kan bryde gennem både sne og is. Når erantis er afblomstret, skyder stilkene, og der udvikles frø i kapslerne. En dag brister kapslerne, og frøene drysser ud på jorden Giften i erantis virker ligesom de giftige stoffer i julerose.

Taks (Taxus Baccata)

Nåletræ der kan blive op til 14 meter. Nålene er meget grønne og blanke på oversiden. På bagsiden er de lysegrønne og matte. Taks får frugter der først er grønne og senere, når den er moden, bliver klar rød. Taksen er meget giftig for mennesker og meget giftig for dyr. Det er alle de grønne dele, nåle og grønne frø, som er meget giftige. Ved forgiftning får man opkastning, diarre, mavekneb og det kan påvirke blodcirkulationen og åndedrættet.

Bittersød natskygge (Solanum dulcamara)

Frugterne på denne busk er aflange røde bær. Hele planten indeholder solanin, som er nervegift. Oprindeligt brugte man roden i medicin, men senere brugte man også stænglerne. Afkog er brugt mod gigt, syfilis, hudsygdomme og som urindrivende og blodrensende middel. Bittersød henviser til smagen på bærrene, fordi de først smager bittert og siden sødt.

Kristtorn (Ilex aghuifolium)

Bærrene er flotte orangerøde og virker især tiltrækkende på børn. 20-30 stk. af frugterne giver opkastninger, diarré og kollaps og kan i yderste tilfælde være dødbringende for børn. Fugle spiser gladelig bærrene uden at tage skade. Der er uenighed i lægeverdenen om, hvorvidt planten er dødelig, eller om den kun fremkalder mavesymptomer. Dens anvendelse som lægeplante skyldes bladene, som der udvindes en bittersød tonik af med beroligende virkning. Kristtorn er brugt til behandling af kolik, fordøjelsesbesvær, malaria og mod røde hunde. På Korsika fremstiller man en drik, der minder om kaffe, af de ristede og knuste bær.

Snebær (Symphoricarpes albus)

Næsten ethvert barn har prøvet at plukke bærrene og trampe på dem, så de giver et smæld. Derfor er børn med god grund fascineret af busken med de rødlige blomster og hvide bær. Men det kan blive et ubehageligt bekendtskab, hvis saften kommer i øjnene, eller barnet finder på at spise bærrene. Ved indtagelse kan det medføre forvirringstilstand og dyb bevidstløshed, og saften kan fremkalde betændelse i hud og slimhinder.

Liguster (Ligustrum vulgare)

Liguster, der bliver brugt som hækplante, har sorte frugter på størrelse med ærter. De er meget bitre i smagen, og der skal spises mange bær, før en egentlig forgiftning opstår. Der findes dog enkelte tilfælde af forgiftninger af børn med døden til følge, men så skal der indtages meget store mængder.

Hvid anemone (Anemone nemorosa)

Den lille skønne forårsbebuder danner et tæppe af små, hvide blomster i april, før skoven springer ud. Den er køn, men alle dele på planten er giftige. Symptomerne er kredsløbskollaps, lammelse af åndedræt og beskadigelse af slimhinder. Saften er hudirriterende og giver kløe og blæredannelser. Hvis saften kommer på huden, skal man vaske de angrebne steder godt. Plantens brug i urtete er blevet forbudt af Statens Levnedsmiddelinstitut.

Almindelig mistelten (Viscum album)

Vi kender den fra julemåneden som de grene, 'vi må kysse under'. Traditionen stammer fra legenden om guden Balder, som døde, fordi han blev ramt af en pil lavet af mistelten. De andre guder fik imidlertid vækket Balder til live igen, og for at undgå problemer med planten gav de den i kærlighedsgudinden Frejas varetægt. De unge grene og skud indeholder stoffet viscin. Afkog af planten er vanddrivende og bruges også som middel mod kighoste og astma. Ved forgiftning får man mavekramper og kaster op, men der skal indtages større mængder, før førstehjælp er nødvendig.