Indgangsporten til den giftige have i nordengelske Alnwick. Foto: Assia Awad
- Du må ikke røre ved, lugte til eller smage på planterne, lyder det formanende fra guiden, før han åbner de sorte jernporte, der er udsmykket med kranier og advarsler om, at planterne indenfor kan dræbe.
Gifthaven, vi er på vej ind i, er en del af et stort havekompleks tilknyttet slottet Alnwick i den nordengelske markedsby af samme navn. Haven er den første af sin slags i Storbritannien, der er åben for offentligheden, men den har baggrund i en århundreder lang tradition.
I middelalderen og renæssancen blev giftige planter jævnligt brugt til at rydde rivaler af vejen ved de europæiske hoffer. Ikke mindst Medici-familien holdt sig ikke tilbage, og det var efter et besøg i deres gifthave, at Alnwicks slotsfrue, Jane Percy, besluttede sig for at skabe noget lignende.
I denne artikel kan du læse om nogle af de planter, der vokser i gifthaven i nordengelske Alnwick, og som - i nogle tilfælde - også vokser rundt omkring i danske haver.
Cannabis, svampe og opiumsvalmuer
Gifthaven i Alnwick har særlig tilladelse til at dyrke euforiserende planter. Her er det cannabis - bag hegn, så svage sjæle ikke fristes. Foto: Flickr/Madraban
Haven åbnede i 2005, og den er i løbet af få år blevet en kæmpe turistattraktion, som også bruges af skoler til at oplyse eleverne om euforiserende stoffer. Man har derfor fået en speciel tilladelse til at dyrke cannabis (der som den eneste af havens planter ikke indeholder gift), kokaplanter, hallucinerende svampe og opiumsvalmuer. Disse planter er alle beskyttet af bure for ikke at friste svage sjæle.
En række sikkerhedsforanstaltninger er på plads for at sikre, at alting går ordentligt for sig. Man kan derfor kun blive lukket ind i gifthaven i selskab med en guide, og gartnerne bærer typisk handsker og nogle gange også masker.
Det sidste kan synes en kende overdrevet, men hvert år besvimer enkelte gæster, fordi de kommer lidt for tæt på havens bulmeurt, der udsender en kraftig duft, som nogle mennesker er særligt følsomme overfor.
Rabarberblade skyld i flere dødsfald under verdenskrigene
Bladene på rabarber indeholder oxalsyre, der kan ophobe sig i kroppen og i store mængder kan være dræbende. Foto: Assia Awad
Mange af gifthavens planter kan man også finde i ganske almindelige haver og parker samt vildtvoksende i naturen. Det gælder bl.a. rabarber (Rheum x hybridum). Den delikate forårsbebuder indeholder oxalsyre, som i større mængder kan dræbe i løbet af få timer.
Der er dog ingen grund til at droppe rabarbergrøden, da størstedelen af giften findes i bladene, som man skal spise omkring fem kilo af, for at det får en dødelig udgang. Fordi giften ophober sig i kroppen, kan man blive langsomt forgiftet, hvis man jævnligt indtager rabarberblade.
Det skete i Storbritannien under 1. verdenskrig, da de britiske myndigheder udgav en pamflet, hvori de anbefalede borgerne at bruge rabarberblade som erstatning for kål og spinat. Mindst 13 personer døde efter at have fulgt rådet. Da myndighederne opdagede fejlen, trak de pamfletten tilbage, men da 2. verdenskrig brød ud, udsendte de samme vejledning igen, og mindst fem borgere yderligere døde.
Julerosen brugt som kemisk våben i antikken
Julerosen er populær som både i krukker og som bunddække, men berøring kan give kløende udslæt. Foto: Assia Awad
Den stedsegrønne staude julerose (Helleborus niger) er populær som såvel krukke- som bunddækkeplante, men den indeholder forskellige giftige glykosider samt giftstoffet protoanemonin, som betyder, at berøring kan resultere i kløende udslæt, især hvis du har våde eller svedige hænder. Den store fare ligger i rødderne, der kan gøre dig særdeles syg, hvis du spiser dem eller håndterer dem med sår på hænderne.
Julerosen blev for 2.500 år siden brugt som kemisk våben i Grækenland. Her forgiftede man fjendernes vandforsyninger ved at kaste planten ned i deres brønde. I middelalderens Skotland gned soldater inden et slag deres pilespidser og spyd med julerosens rødder for at gøre våbnene giftige.
Olieplanten - blodig diarré og et snigmord i London
Olieplanten regnes for verdens giftigste plante og blev under den kolde krig brugt til snigmord, men den findes også i danske haver. Foto: Flickr/Lady Jillybean
Olieplanten (Ricinus communis), eller kristpalme, som den også kaldes, regnes for den mest giftige plante i verden. Den stammer oprindeligt fra Afrika, men har også har fundet vej til danske haver.
I sen august/tidlig september bærer planten røde og orange piggede frugter, der indeholder bønnelignende frø, som man kan udvinde amerikansk olie af. Restmassen fra denne produktion består af ca. fire procent ricin, den mest dødelige af alle plantegifte. I et enkelt frø er der nok gift til at dræbe omkring 100 mennesker, hvis det udvindes på korrekt vis. Ricin er langt mere farligt, hvis det indåndes eller injiceres fremfor indtages.
I 1978 blev giften brugt til at snigmyrde den bulgarske afhopper Georgi Markov i London. En paraply med en indbygget affyringsmekanisme skød en lille kugle indeholdende ricin, i en mængde, der svarer til et saltkorn, ind i benet på ham, og han døde tre dage senere. Det hemmelige bulgarske politi stod formentligt bag mordet.
Giftinformationen på Bispebjerg Hospital advarede i 2003 mod at købe frø fra olieplanten, efter at en fireårig pige havde spist et til tre frø og var blevet indlagt med voldsomme mavesmerter og blodig diarré. Hun overlevede heldigvis.
Almindelig taks kan dræbe på under en halv time
Almindelig taks indeholder giftstoffet taxin, der kan dræbe på under en halv time. Foto: Assia Awad
Den eneste del af nåletræet almindelig taks (Taxus baccata), der ikke er giftig, er det røde frugtkød, der omgiver frøene. Taxin kaldes giftstoffet, som kan dræbe dig på mindre end en halv time, hvis du spiser frøene, mens det typisk tager et par timer, hvis du indtager andre dele af træet.
Faren ved taxin-forgiftning er, at der er meget få symptomer, så du opdager måske slet ikke, at du er blevet forgiftet. Man vil typisk blot føle sig kold og træt og falde i søvn for ikke at vågne op igen.
Giftstoffet bliver også brugt til behandling af forskellige kræftformer. I dag fremstilles denne medicin syntetisk, mens den før i tiden blev udvundet af takstræets bark. Taks er sammen med ene de eneste oprindelige nåletræer i Danmark, men i dag finder man primært træet i haver, da vildvoksende taks er nær ved udryddet.
Romere brugte påskeliljeløg som selvmordspiller
Den helt almindelige påskelilje er også giftig, og romerske soldater brugte løgene som en slags selvmordspille. Foto: Assia Awad
Påskeliljer (Narcisus tresamble) indeholder de giftige alkoider narcissine og galantamin, der især er koncentreret i løgene. Derfor valgte nogle romerske soldater at medbringe påskeliljeløg i slag. Hvis de så blev dødeligt sårede, spiste de løgene for at dø hurtigere.
I dag sker de fleste forgiftninger ved, at folk forveksler påskeliljeløg med almindelige spiseløg og bruger det i madlavningen. Heldigvis mister giften noget af sin kraft, når den bliver opvarmet, så folk bliver oftest blot syge, men dør ikke af at spise løgene.
De grønne dele af planten og blomsterne indeholder dog også gift, og en af gifthavens kvindelige besøgende kom ved et uheld til at forgifte sin mand. Hun havde midlertidigt placeret et bundt påskeliljer i et vandglas, fordi hun ikke havde en vase i nærheden. Da hun efterfølgende flyttede buketten til en vase, glemte hun at tømme vandglasset, og hendes mand kom til at drikke blomstervandet, hvilket kostede ham tre dage på hospitalet.
Kæledyr døde af at spise laurbærkirsebær
Når bladene på laurbærkirsebær knuses, dannes giftstofferne blåsyre og bittermandelolie. Foto: Assia Awad
Nogle planter har udviklet giftige egenskaber som en overlevelsesmekanisme, der skal forhindre dem i at blive ædt. Det gælder fx den stedsegrønne busk laurbærkirsebær (Prunus laurocerasus), som indeholder cyanogene glykosider, der især er koncentreret i bladene. Når de knuses, dannes giftstofferne blåsyre og bittermandelolie.
Der er eksempler på, at hus- og kæledyr er døde efter at have spist laurbærkirsebær, ligesom der cirkulerer historier om, at folk der er blevet dårlige efter at have kørt i bil med afklippede grene af planten i bagagerummet. Hvis du begynder at kunne lugte mandler eller marcipan, når du beskærer din laurbærkirsebær, er det bittermandelolien, du kan lugte, og så er det måske en god ide at tage en lille pause.
Alrunen brugt som elskovsmiddel og i undervisningen på Hogwarts
Der findes mange magiske myter om alrunens egenskaber, og den er både blevet brugt i middelaldermedicin og i bøgerne om Harry Potter. Foto: Assia Awad
Alrune (Mandragara officinarium) er en plante, der har været omgærdet af megen mystik og overtro gennem tiden. Ifølge én myte udstøder roden et sønderrivende skrig, der dræber alle inden for hørevidde, når man hiver planten op af jorden, og eleverne i Harry Potter-bøgerne blev derfor på fornuftig vis forsynet med høreværn, når der stod ompotning af alruner på skemaet.
Planten, der er et medlem af natskyggefamilien ligesom tomat og kartoffel, indeholder de giftige alkoloider scopolamin og hyoscamin, som virker hallucinerende.
I middelalderen og renæssancen var alrunen en populær ingrediens i medicin og indgik blandt andet i en opskrift fra 1470 på en mikstur, som blev brugt til at bedøve patienter, der skulle undergå operationer. En svamp blev gennemvædet af væsken, der bestod af en blanding af opium, bulmeurt, skarntyde, alrune, morbær, vedbend og salat og lagt over patientens ansigt, hvilket resulterede i op til fire dages søvn.
Planten har også været brugt som brækmiddel, elskovsmiddel, mod sindssyge og som lykkebringende amulet.
