Elregningen vokser, når det bliver efterår. Det bliver mørkere og koldere, det kræver mere energi at holde stuerne lyse og varme, og samtidig stiger kWh-priserne, fordi den såkaldte nettarif hæves i størstedelen af døgnet fra 1. oktober til marts.
Her har vi samlet 10 gode råd, som kan gøre din elregning mindre.
1) Spar på lyset
Når efteråret kommer, følger de mørke dage med. Det betyder, at vi bruger mere strøm på lys og lamper. I den forbindelse er det en god idé at skifte alle pærer ud med LED-pærer. Belysning står for omkring 11 % af elregningen.
LED-pærer er dyrere end almindelige pærer, men de bruger mindre energi og holder markant længere – levetiden for LED-pærer kan være helt op til 50 år. Til sammenligning lever sparepærer 10 år. Så du kan spare mange penge over tid.
Før havde LED-pæren dårligt ry for sit grimme lys. Det er ikke længere tilfældet, og lyset i nyere LED-pærer er blevet meget mere behageligt og flot.
2) Sluk for kontakten
Standbyfunktioner står for op mod 10 % af elregningen. Så husk, at det er ikke nok at slukke fjernsynet med fjernbetjeningen. For at spare på strømmen bliver du nødt til at slukke på stikkontakten eller for din elspareskinne. Det gælder ting som computer, radio, spilkonsol, fladskærm, router, mikrobølgeovn, og hvad du ellers har af apparater, der ikke behøver at stå tændt.
Små råd til at spare strøm i hverdagen
- Fyld vaske- og opvaskemaskinen helt op, før de startes.
- Vask tøj ved lavere temperaturer. Kun håndklæder og viskestykker skal vaskes ved 60 grader. Det meste tøj bliver rent ved 30 grader.
- Brug mindre vand under madlavning.
- Brug ordenlige gryder og pander. Hvis der er buler i gryder og pander, optager de ikke ligeså let varme fra varmepladerne.
- Afrim din fryser og afkalk elkedel, kaffemaskine, op- og vaskemaskinen med jævne mellemrum.
3) Vær bevidst om dit el-forbrug
Det er nemmere at spare, hvis du ved, hvor meget du bruger. Hvis du eksempelvis skriver dit forbrug ned ugentligt, kan du løbende holde øje med, om du bruger for meget el.
Hvis du følger denne artikels spareråd, men samtidig kan se på dit forbrug, at det ikke virker, er det en god idé, at du skaffer dig en elmåler. Med en elmåler kan du måle de forskellige apparaters forbrug. Et gammelt tv bruger for eksempel væsentligt mere strøm end et nyt tv.
En elmåler kan typisk lånes gratis på biblioteker og i elforretninger.
4) Drop tørretumbler – hæng tøjet til tørre udenfor
Det er dyrt at tørre tøj i tørretumbleren. Afhængig af, hvilken energimærke din tørretumbler har, bruger den mellem 1 og 3,2 kWh, hvis du tørrer ca. 7 kilo tøj i tørretumbleren. Det er dyrt, hvis man fx bruger sin tørretumbler tre gange om ugen.
De penge kan du spare ved at hænge tøjet til tørre udenfor. Også i frostvejr. På grund af kulden tager det længere tid, men tøjet skal nok blive tørt.
Det kan dog normalt ikke anbefales at tørre tøjet indendørs. Tøjet afgiver for meget fugt. Der hænger omkring 3 liter vand i tøjet efter en vask, og når det tørrer, øges risikoen for skimmelsvamp i huset.
5) Drop terrassevarmeren
Det er hyggeligt at tilbringe de kolde efterårsaftener under terrassevarmeren, men det kan ses på elregningen. Som tommelfingerregel bruger en eldrevet terrassevarmer ca. 1,5 kWh i timen, så find uldtæpperne frem, eller træk indenfor i stedet.
6) Tjek strømforbruget på tv, pc og spillekonsoler
Underholdning (fx spillekonsol, computer, hi-fi etc.) står for 19-22 % af en gennemsnitlig families strømforbrug, mens tv står for 7-17 %. Derfor er det en god idé at tjekke maskinernes og skærmenes strømforbrug, når du køber dem, og i øvrigt igen huske at slukke for dem, når du ikke bruger dem.
Brug ikke din spillekonsol til at streame tv, film og serier . brug i stedet fx tv-apps, Chromecast eller Apple TV . En spillekonsol bruger nemlig mellem 12-20 gange mere strøm end fx en Chromecast.
7) Brug elspareskinne
Med en elspareskinne er det nemt at slippe for at bruge for meget standby-strøm. En elspareskinne er en stikdåse, hvor der ofte er en tænd/sluk-funktion på. Du slukker for elspareskinnen, og du slukker samtidig for alle de tilsluttede apparater.
Du kan eksempelvis samle alle ledninger til fjernsyn og tilbehør som Google Chromecast, dvd-afspiller og højttaler i den samme elspareskinne og på den måde undgå at bruge standbystrøm.
8) Tjek, om din cirkulationspumpe er for gammel
Mange har en forældet cirkulationspumpe, som kan stå for op mod 10 % af husstandens samlede energiforbrug. Der er sket en stor udvikling i cirkulationspumperne effektivitet, så der kan være mange penge at spare ved at udskifte den
Det koster typisk 4.000 kr. at få leveret og monteret en ny cirkulationspumpe.
9) Sørg for, at huset er tæt
Har du en varmepumpe, kan det ses på din elregning, hvis huset ikke er tæt. Derfor skal du kontrollere, at døre, vinduer og loftrum er lukket ordentligt til.
10) Køb hårde hvidevarer med det bedste energimærke
Hvis du skal købe nye, hårde hvidevarer som vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, køleskab og fryser, så køb dem med det bedste energimærke, A, for de bruger mindst strøm. De koster dog ofte lidt mere, men på den lange bane vil det som regel betale sig hjem igen.
Af klimamæssige hensyn anbefaler vi først at udskifte dine hårde hvidevarer, når de er så slidte, at det ikke kan betale sig at reparere dem.