En gynge i haven kan give mange timers leg og latter hos familiens yngste. 

Du kan for eksempel vælge et gyngestativ eller at hænge en gynge op i et træ. Uanset, hvilket løsning du vælger, er det en god idé at tjekke, hvor mange kilo gyngen kan bære. 

Vælg et egnet sted med plads omkring, så børnene ikke rammer noget, når de gynger. Der skal gerne være 3-4 meter frit både foran og bagved gyngen. Jo større gynge, jo større område skal være frit. 

Det er også en god idé at være opmærksom på underlaget. Et gyngestativ kan godt stå på en fliseterrasse, men børnene slår sig hårdere, end hvis de lander på en blød græsplæne. Du kan evt. lægge særligt faldunderlag under gyngerne som fx gummifliser eller sand.

Tip!

Hvis du vælger at bygge et hjemmelavet gyngestativ, kan det være en god idé at bruge konstruktionstræ. Det er nemlig særligt udvalgt til at kunne modstå tryk og træk, og der vil være færre og mindre knaster, så træet ikke bliver svækket med tiden.

Gyngestativ i haven

Gyngestativer fås i flere størrelser typisk med plads til 1-2 gynger og evt. i kombination med et legetårn. Du kan både købe gyngestativer, der skal samles, eller bygge et selv, og du kan både vælge en gynge til baby eller til større børn.

Montering af et gyngestativ

Det vil være forskelligt fra model til model, hvordan gyngestativet skal fastgøres. Du kan grave stolperne ned eller støbe dem fast, og jo hårdere underlaget er, desto større arbejde. 

Hvis stolperne bliver støbt, og træet på gyngestativet ikke har kontakt med jorden, vil levetiden på gyngestativet under normale forhold være længere, da træet ved jorden ikke er lige så udsat. 

Jo dårligere kvalitet på træet, desto hurtigere vil det blive nedbrudt. 

Fordele og ulemper ved et gyngestativ

Fordelen ved et gyngestativ er, at du kan få gynger i haven, selvom du ikke lige har et gammelt træ, der kan bære en gynge. 

Ulempen er, at det kan være en dyrere løsning, og den kræver noget arbejde, når gyngestativet skal sættes op. 

Tip!

Er gyngestativet eller gyngen CE-godkendt, overholder det EU-krav til sundhed, sikkerhed og miljø.

Gynge i et træ

En gynge i et træ kan være en fin måde at få en gynge i haven uden at placere et stort gyngestativ, der tager både plads og udsyn til resten af haven. Du kan vælge at skrue gyngen fast i træet eller bruge stropper, der gør det nemt at flytte gyngen.

Montering af gynge i et træ

Du skal vælge en gren, der kan bære vægten. Brug din sunde fornuft, når du mærker i grenen, og tjek desuden, at der ikke er tegn på råd i træet. 

Gyngen kan både monteres med skruer i træet, eller du kan købe nogle særlige stropper, der sættes rundt om grenen. Stropperne skåner træet, og det gør det nemmere at tage gyngen ned om vinteren eller flytte den til et andet træ i haven eller i sommerhuset. 

Når du monterer gyngen, er det en god idé, at snorene hænger i en V-form. Det sikrer, at gyngen ikke så let snurrer rundt om sig selv. Hvis grenen er skæv, kan gyngen også komme til at gynge lidt skævt. 

Er træet højt, kan du forlænge snorene på gyngen. Indstil gyngen efter barnets højde, så barnet selv kan komme op på gyngen – den skal dog ikke hænge for lavt, så fødderne rammer jorden, når barnet bøjer benene. 

Du kan let skifte gyngen ud med et par redskabsringe, en trapezgynge eller andre legeredskaber. 

Video: Sådan sætter du en gynge op i et træ

Fordele og ulemper ved en gynge i et træ

Fordelen ved at hænge en gynge i et træ er, at det er let at pille gyngen ned og tage den med i sommerhuset eller ind om vinteren. Den er mere integreret med haven, og det er også en billigere løsning, der kan sættes op på 10-15 minutter. 

Ulempen er, at det kan være svært at finde et egnet træ. Måske står det omgivet af buske og blomster – eller tæt ved hegnet ind til naboen. Det kan også være, at grenene er meget skæve, eller træet ikke er højt nok. 
 

Alternative placeringer til gynger

Du kan også hænge en gynge op i en carport eller et andet overdækket område på din grund. 

Konstruktionen kan sandsynligvis bære 30-40 kilo uden problemer. Tjek først, at træet har det fint, og at du ikke svækker på konstruktionen, når du fastgør gyngen.

Tjek, at gyngerne er sikre

Uanset, om du har et nyt eller et gammelt gyngestativ, er det en god idé at gå det igennem 1-2 gange om året. Det samme bør du gøre, hvis du flytter ind i en ny bolig med gyngestativ i haven. Tjek følgende: 

  • Stram og efterspænd møtrikker og bolte. De kan godt løsne sig, når børnene er flittige gæster på gyngerne.
  • Tjek, at gyngestativet ikke står løst og rokker i underlaget. Du kan i værste fald risikere, at gyngestativet vælter. Hiv, træk og skub til gyngestativet for at tjekke, at det står ordentligt fast. 
  • Er selve gyngestativet af træ, skal du undersøge det for begyndende råd. Prik i træet med en skruetrækker – løsn lidt jord ved foden af gyngestativet for at tjekke, om der er råd i træet hernede. Hænger gyngen i et træ, bør du ligeledes tjekke træet og især, at der ikke er råd i den gren, gyngen hænger i. 
  • Efterse snorene til selve gyngen for slitage. 
  • Brug træbeskyttelse indimellem, så holder træet længere. 

Podcast: Mig og min have

Episode 6: Leg i haven

En have skal rumme hele familien - og indbyde til hygge og samvær. Vi sætter i dette afsnit fokus på, hvordan du med simple metoder kan få mere leg og samvær i haven til gavn for hele familien.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit