Måske drømmer du om et stort blomsterbed med smukke farver og masser af dufte. Måske har du længe savnet at kunne høste flere grøntsager og krydderurter fra din egen køkkenhave. Eller måske har børnene gang på gang plaget om fodboldmål i baghaven.
Det kan være svært at vide, hvor du skal starte, hvis du drømmer om at gøre noget ved haven. Det er nemlig nemt nok at drømme om en masse løse funktioner i sin have, men det sværeste er at få skabt en helhed, når det skal føres ud i livet, påpeger haveekspert Jesper Carl Corfitzen.
– Vi vil gerne have en ny terrasse, plads til boldspil eller dit, dut og dat. Men det bliver for stor en mundfuld at gabe over, når det hele skal til at hænge sammen. Når vi så går ud og kaster penge og kræfter efter en masse små ting løbende, så ender det med ikke at blive det resultat, vi havde håbet, siger Jesper Carl Corfitzen.
TIP!
Er du lige flyttet ind i et hus, er det en god idé at lade haven være et år, før du begynder at lave ændringer. Så har du et ordentligt overblik over, hvad der er i haven, hvornår det blomstrer, og hvor det er godt at opholde sig i haven i forhold til solen.
Vent med staudebedet
Så selvom man drømmer om et fint blomsterbed med pæoner i alverdens farver, skal man altså ikke bare kaste sig ud i at etablere det, lyder rådet fra Jesper Carl Corfitzen. I stedet skal man sørge for, at grundplanen for haven er på plads, og starte med de store elementer i haven, for de tager længst tid.
– Start med træer, hække og buske. Desuden skal du se på terrasser, græs og gangstier i haven, så grundlaget er i orden. Du kan sagtens inde i dit hoved have en klar plan for, hvor det flotte staudebed skal ligge, men først handler det om at få plantet hækken, der adskiller staudebedet fra legeområdet lige bagved, siger han.
Det kan godt give mening at sprede din makeover af haven over nogle år af hensyn til pengepungen. Men bliver du utålmodig, kan du snyde dig til lidt farver i haven, selvom du først skal etablere det nye staudebed om to år.
– Et lille snydetrick er at sætte nogle krukker tæt på terrassen eller så sommerblomster lige uden for køkkenvinduet. Selvom resten af haven er fyldt med opgravet jord og alt muligt andet, så får du noget pænt at se på her og nu, siger Jesper Carl Corfitzen.
Haven er en legeplads
Når grundlaget for haven er på plads, er det nemlig ret nemt at ændre et midlertidigt sommerblomsterbed til et regulært staudebed. Men selvom det er et godt at begynde med at lave en grundplan for haven, så gælder det også om at følge sin mavefornemmelse, siger Jesper Carl Corfitzen:
– Du skal ikke nødvendigvis være bange for at gøre noget ved din have. Synes du, at træet står rigtigt i det hjørne, så plant det der. Haven er også en legeplads og ikke et prestigeprojekt. Find ud af, hvad I drømmer om som familie, og så kan I altid se, hvad der kan lade sig gøre.
Tips & Råd
15 gode råd til en flot prydhave
Indret din have, så du har noget smukt at se på året rundt. Få tips til farver, blomster og stauder, valg af planter og opholdssteder, så du kan nyde…
Tips & Råd
17 tips til leg i haven
Indret din have, så den inviterer børnene til leg. Få gode råd til, hvordan du både får plads til blomster, trampolin, sandkasse og klatretræer.
Tips & Råd
16 tips til nyttehaven
Drømmer du om bærbuske, krydderurter og frugttræer? Få gode tips til nyttehaven, så der både er plads til mistbænk, drivhus og højbede.
Podcast: Mig og min have
Episode 1: Sådan skaber du gode rum i din have
Så er det blevet forår, og det er tid til at komme i gang i haven igen. Det er nemlig nu, du skal planlægge årets projekter, og derfor er vi taget hjem til Lars og Marthe i Odense, der virkelig har fået det bedste ud af deres rækkehushave. Vi giver dig tips til, hvad du selv skal gå i gang med i din have, og hvordan du virkelig får sat fut i oplevelserne og sanserne, der kan imponere selv den mest garvede haveentusiast.
Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.
Alle afsnit