Sådan lykkes du med lavendler
Lavendler er ikke svære at få til at lykkes, hvis du følger disse råd:
- Lavendler skal plantes et sted, hvor der er sol hele dagen, for de elsker sol og varme og hader fugt og regn.
- Står de direkte plantet i jorden, skal de ikke vandes. Vælger du derimod at plante dem i krukker, skal de vandes. Lad dem tørre ud mellem vandingerne, og vand så igen.
- Plant helst lavendler i sandjord – de trives ikke så godt i lerjord.
- Beskær lavendlerne i april, hvis du ikke kan lide, at rødderne bliver hårde og træagtige.
- Vil du derimod hellere have dem store og træagtige, skal du beskære dem i september. Klip dem ikke for langt ned, for så risikerer de at gå ud.
Kilde: Esther Geneser
De tidlige morgentimer og de sene sommeraftener er Esther Genesers favorittidspunkt i sin have. For her er lyset smukkest, og luften mættet af fugt, som får duftene fra lavendelmarken til at træde ekstra tydeligt frem.
– Når jeg står herude i lavendlerne, føler jeg mig virkelig lykkelig og privilegeret. Men jeg arbejder også for det, siger 44-årige Esther med sin charmerende portugisiske accent.
Hun trækker en hånd gennem lavendlerne og udbryder spontant:
– Ej, de dufter altså så godt!
Lavendler plantet på skråning
I 2010 flyttede Esther ind hos sin mand, Torben, der havde boet i huset i Alsønderup i Nordsjælland i flere år. Da Esther kom til, var kun en lille del af grunden udnyttet til have. Resten stod hen i et vildnis af mirabelletræer, skvalderkål og brændenælder. Men det fik den brasilianskfødte kvinde hurtigt lavet om på.
– Torben og jeg sad en aften og kiggede ud over grunden. Jeg pegede på skråningen og spurgte, om vi ikke skulle plante noget, der kan lide meget sol. Jeg foreslog lavendler, og det var Torben helt med på, siger hun med et stort smil.
400 forskellige lavendelsorter
Der findes ca. 40 arter af lavendel og flere end 400 lavendelsorter. Esther Geneser har selv valgt nogle sorter, som hun ved kan trives i sin have. De fleste har lilla blomster, men der er et par enkelt undtagelser i lyslilla og lyserød.
Esthers sorter er:
- Ægte lavendel, Lavandula angustifolia (blå)
- Lavandula angustifolia ’Hidcot Blue’ (blå)
- Lavandula angustifolia ’Edelweiss’ (hvid)
- Lavandula angustifolia
- ’Munstead’ (blå)
- Lavandula angustifolia
- ’Thumbelina’ (blå)
- Lavandula angustifolia ’Rosea’ (lyserød)
Jeg går tur i mine lavendler
I sommeren 2015 blomstrede Esther Genesers lavendelmark for første gang. Dengang var planterne helt små og spinkle. Det har årene ændret på, og nu har de vokset sig kraftige og danner tilsammen et blomstrende brus på skråningen – et Mini-provence på nordiske breddegrader. På sine ferierejser til Sydfrankrig er hun ofte blevet overvældet af synet og duften af lavendelmarker, og samtidig er hun blevet inspireret af franske havemagasiner.
- Jeg er lykkelig, når jeg går en tur i mine lavendler, lyder det fra Esther.
Lavendler blev reddet i regnfuld sommer
Hun har foreløbig kun har oplevet et enkelt år med udfordringer, der var ved at slå hende ud. Det var den meget regnfulde sommer i 2017, som nær havde fået planterne til at skylle helt væk.
– Lavendler hader fugt, så de blev helt sorte ved rødderne og begyndte at rådne. Jeg tog regntøj på og begyndte at klippe blomsterne af. Det hjalp, og jeg fik reddet planterne, siger hun og ser lettet ud.
Blomsterbinding og lavendelsæbe
Esther Geneser tager sin saks frem og klipper en tyk håndfuld lavendelgrene. Så samler hun buketten med en elastik og lægger den i sin kurv.
Hendes have er ikke en produktionshave og skal heller ikke være det, men hun har flere aftagere, der køber lavendelbuketter og sælger dem på Grønttorvet i København. Hun lever af haven gennem betalende gæster og ved at afholde kurser og workshops i aktiviteter som blomsterbinding og fremstilling af lavendelsæbe.
Lavendelmark er det store trækplaster
En tur rundt i haven på en solbeskinnet sommerdag får én til at føle sig hensat til en bjerglandsby i Provence. Lavendelmarken er det helt store trækplaster, som også tager sig smukt ud fra vejsiden. Men derudover dyrker Esther forskellige slags stauder, roser, træer og nogle bede med spiselige sager som jordbær. Og bagerst i haven tripper en flok høns rundt og bidrager til stemningen med deres gokke-lyde.
Det er ikke unormalt, at Esther arbejder mellem fem og ti timer om dagen i sin have, for som hun siger med et stort smil:
– Haven er mit lille barn.
Sådan kan du bruge lavendler
Lavendler står dekorativt og duftende, og måske er den funktion helt nok for dig.
Vil du have mere ud af planterne, kan du klippe buketter af dem. Lad buketten hænge nedad og tørre i to døgn, inden du sætter den i en vase – uden vand.
Du kan også krydre dit syltetøj med lavendler. Lav en omgang solbærsyltetøj efter din yndlingsopskrift, og klip lidt tørrede lavendelblomster i og rør rundt. Pas på – lavendler smager kraftigt, så vær ikke alt for gavmild.
Lav dit eget lavendelsukker, hvor du blot tilsætter tørrede lavendelblomster til et glas med sukker. Brug det på pandekager, i muffins eller som drys på en lagkage.
Kilde: Esther Geneser