Anna Sofie Jacobsen står bag instagramprofilen @havenpaataget med knap 10.000 følgere. Hun har en have på 330 m2 nord for København og hjemmesiden havenpaataget.dk.

Vi har spurgt hende om hendes have.

Mit yndlingselement i haven:

– Mit tulipanbed, som blomstrer fra marts til starten af juni og lyser hele haven op og forsyner mig med massevis af buketter i månedsvis. Dette års bed er skabt af hundredvis af løg, som vi lagde dagen inden nytår. Først fjerner jeg 20 cm jord og hælder løgene ud så tæt, at de lige nøjagtig ikke rører hinanden. Det hele tog halvanden times tid, og det er vildt, hvad så lille en indsats kan give af store oplevelser flere måneder om året.

– Når tulipanerne visner, lader jeg dem dø hen og aftørre i solen, hvorefter de hives op. Så gemmer jeg løgene hen over vinteren i kælderen. Ved nytårstid bliver de blandet med nye løg og så forfra igen.

–For mig er tulipanbedet også en måde at teste en masse tulipansorter, så jeg hele tiden kan tilbyde de bedste løg i mit løgsalg.

Sådan spirede min haveinteresse: 

– Vi boede tidligere i villalejlighed på første sal, hvor der uden for vores køkken var en tilbygning med et tagpaptag. Det fik vi lov at forvandle til en taghave. Det blev senere grundlaget for navnet på mit firma: Haven På Taget.

– Min haveinteresse tog hurtigt fart, mens vi lavede taghaven. Jeg blev helt bidt af at få plantet mest muligt, selv på den relativt begrænsede plads. Og begyndte også hurtigt at eksperimentere med, hvordan jeg kunne få noget interessant at se på det meste af året.

– Jeg ønskede mig smukke tulipaner og fik lyst til at finde nogle lidt andre typer end dem, du normalt ser. Jeg begyndte at importere forårsblomstrende løg og lave kuraterede pakker med dem. Hurtigt steg efterspørgslen på pakkerne, og da jeg med stor succes designede og skabte et grønt uderum til et tøjfirma midt inde i København, sagde jeg mit job som embedsmand op og har siden helliget mig mit eget havefirma.

Min overordnede havefilosofi:

– Jeg går efter minimal indsats, men maksimalt udbytte. Min tilgang er, at haven ikke skal stresse mig, men give ro og glæde. Det betyder, at jeg har sluttet fred med skvalderkål, som i øvrigt også er levested for flere dyr.

– Mit nummer ét er som sagt løgplanter. De er nemme at lægge, er en nem måde at få en farverig have på, og uden at du bliver ruineret. Jeg er også glad for høje stauder og gerne sat ved siden af spiselige planter som artiskok, palmekål og grønkål.

– Jeg kvier mig ved at fælde træer og buske. Det er i hvert fald vigtigt ikke at fælde noget som helst, før du har fulgt din have gennem et helt år, for oftest er der en mening med, at de forrige ejere havde et stort træ i baghaven eller en række buske lige ved fx havestien.

Mit bedste tip:

– De fleste af mine stauder er aflæggere fra naboer, venner og bekendte. Ellers er det ret smart at købe barrods­planter på nettet. Fx når du skal købe roser. De koster intet sammenlignet med de samme planter i en lille plastikpotte på planteskolen.

– Og del dine stauder i efteråret – så kan du let få fx en geranium til at blive til flere. Tænk også i at have planter i haven, som blomstrer på forskellige tidspunkter og har forskellige farver. Et emne, som er oplagt at nørde igennem i de mørke vintermåneder.

Flotte blomster fra Anna Sofie Jacobsens have