
Forbrugernes fremtidige krav og ønsker til badeværelset kræver flere strømudtag. Et af dem kan bruges til at sætte strøm til Sigma DuoFresh-modulet fra Geberit, som både fjerner ubehagelige lugte og har LED-orienteringslys, der tænder om natten, så du kan finde vej til toilettet uden at skulle tænde store lamper, der gør dig alt for vågen.
Pris (forår 2024): ca. 4.375 kr.
For bare få år tilbage rystede vi på hovedet af japanernes og sydeuropæernes wc-anordning, hvor toiletpapir er byttet ud med vandskyl til måsen efter endt toiletbesøg.
Hovedrysten er nu byttet ud med accept, og mere end det. Douchetoilettet er for alvor ved at rykke ind på de danske badeværelser.
Geberit bag 'japansk toilet'
Det mærkes tydeligt hos både Geberit og Duravit, der i årevis har produceret douchetoiletter, men som nu kan se populariteten i salgstallene. Som man kan tro, er det ikke japanerne, der udviklede douchtoilettet, men derimod schweiziske Geberit, men det har taget europæerne længere tid at tage toilettypen til sig.
– Flere kunder er generelt interesserede i et højt hygiejneniveau på badeværelset. Det gælder også i sammenhæng med selve toiletbesøget. Og flere har fået øjnene op for, at hygiejnen forbedres enormt, når du bruger vand i stedet for toiletpapir efter toiletbesøg. Præcis som når du vasker hænderne efter et toiletbesøg, siger produktchef hos Geberit Per Holleufer.
Douchetoiletter ligner normale toiletter
Set udefra adskiller Geberits AquaClean-toiletter, som er deres navn for douchetoilettet, sig ikke synderligt fra de traditionelle væghængte toiletter. Det er også en væsentlig årsag til, at salget af douchetoiletter er steget, fortæller Annette Wandsø, salgskonsulent i Duravit:
– Tidligere udgaver var ikke særlig kønne. De havde synlige vandslanger og elledninger, men i dag ligner douchetoiletter almindelige toiletter, og så er der kommet modeller i et prisleje, hvor alle kan være med.
Douchetoilet med indbygget afkalkning
Flere modeller kommer i dag med indbyggede afkalkningsprogrammer, der forlænger wc’ets levetid eller i hvert fald gør behovet for reparation og udskiftning af reservedele meget småt.
– I vores AquaClean Alba-model er der et lille ikon, som blinker, når det er tid til at køre et afkalkningsprogram. Fuldkommen som når du en-to gange om året afkalker kaffemaskinen. Driller afkalkningsprogrammet eller ethvert andet program ved modellen, så kan en af vores teknikere overtage styresystemet virtuelt og fikse problemet uden at komme fysisk på besøg, forklarer Peter Mølgaard Hansen, salgsdirektør i Geberit.

En af Duravits topmodeller inden for douchetoiletter hedder SensoWash Starck F Plus. Toilettet har effektiv lugtudsugning, der sørger for, at luften altid er frisk på badeværelset, og kan betjenes uden berøring. Toiletsædet har tre forskellige vaskeprogrammer, tørrefunktion, natlys, automatisk åbning af låg og et system, så det er let at afkalke.
Pris (forår 2024) inkl. indbygningscisterne: ca. 73.880 kr.

SensoWash D-Neo er Duravits bud på et kompakt douchetoilet i et enkelt design. Her får du tre forskellige vaskeprogrammer med mulighed for at ændre vandtemperatur, vandtryk og brusearmens placering, samt varme i sædet, natlys og en praktisk afkalkningsfunktion. Betjening foregår via medfølgende fjernbetjening.
Pris (forår 2024): ca. 12.000 kr.
Der mangler strøm på badeværelset
I takt med at flere elektroniske installationer i form af fx berøringsfri trykplader og armaturer, douchetoiletter, LED-lysgange og LED-oplyste spejle, som samtidig er tv-skærme finder vej til badeværelset, er der selvsagt behov for flere strømudtag. Udfordringen er, at kun hvert fjerde badeværelse har trukket nok strøm, hvis det skal passe til fremtidens behov.
Det viser en nyere YouGov-undersøgelse foretaget for sanitets- og møbelproducenten Geberit.
Det kan derfor være en idé at indtænke fremtidige behov, hvis du skal have toilet og badeværelse eller står foran en renovering.
– Det koster måske nogle hundrede kroner ekstra, at der er forberedt til el i fx nærheden af toilettet, når man er i gang med at få lavet el på det nye badeværelse, hvorimod det hurtigt kan blive en helt anden pris, hvis gulv- og vægfliser fx skal lægges om, fordi el og strømudtag skal laves senere. Selvom du ikke her og nu skal bruge strøm til et douchetoilet eller lugtudsugning i toilettet, så er det på den lange bane bedst og billigst at fremtidssikre badeværelset til den dag, det skulle blive aktuelt, råder Per Holleufer, produktchef i Geberit.

Geberits model AquaClean Alba har en patenteret Whirlspray-feature, der gør, at vand blandes med luft og derfor giver en blid vandstråle. Med til at højne hygiejnen er, at toiletskålen ingen kanter har, hvor der kan samle sig skidt, og toilettet skyller med kropstempereret vand.

AquaClean Alba toilettet har et automatisk afkalkningsprogram for at undgå for mange kalkaflejringer i et land som Danmark med højt kalkindhold i vandet.
Pris: ca. 9.695 kr.
Lugtudsugning, berøringsfri toiletskyl, douchetoilet og orienteringslys
Ifølge undersøgelsen lavet af YouGov for producenten Geberit er en del danskere parate til at lade den nye teknologi rykke ind på toilettet:
- 61 procent kunne godt tænke sig en lugtudsugningsfunktion.
- 60 procent ønsker sig berøringsfri toiletskyl.
- 37 procent kunne godt tænke sig et douchetoilet.
- 29 procent ønsker sig toilet med orienteringslys.
Det er alle funktioner, der kræver strøm ved toilettet. Per Reinholdt, teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, bemærker, at når det kommer til køkkener, så er de fleste opmærksomme på, at der skal være stikkontakter og udtag nok til at matche fremtidens behov for flere køkkenmaskiner. Det samme gælder ikke på badeværelset, hvor mange ikke får lavet tilslutningspunkter til de fastmonterede, sanitære installationer, der i dag fylder mere og mere på moderne badeværelse.
– Det er en skam, da det kan resultere i ekstraregninger til at etablere det efterfølgende. Vi skal jo nødigt havne i en situation, hvor man selv begynder at trække forlængerledninger med videre på badeværelser, da det jo specielt i sådanne miljøer vil kunne gå hårdt ud over sikkerheden, siger han.