1. Flygtninge fra hverdagens stress
Væk med madpakker, myldretrafik og mandagstræthed. Du kan sikkert mærke skuldrene falde et par centimeter. Og det er netop pointen for den store andel af danskerne, der bruger sommerhuset som et tilflugtssted fra hverdagens trummerum.
Typiske karakteristika:
- Det arbejdende folk
- Ofte børnefamilier, der til daglig bor i enfamiliehus
- Søger afslapning, naturlige omgivelser og socialt opholdssted
- Huset ligger på en naturgrund, og standen er hverken prangende eller faldefærdig
- Sommerhuset bruges i ferier og weekender
- Vil på længere sigt også gerne tjene penge på sommerhuset
2. De indfødte med arvegodset
Mormor Olga er død – og efter hendes ønske, arvede du sommerhuset, hvor I jo havde så mange gode stunder sammen – for gud ved hvor mange år siden, da du var barn. Måske burde du have solgt sommerhuset, men det er jo egentlig meget hyggeligt, og den lokale købmand ville også blive skuffet. Så du beholdt det, men besøger det sjældnere og gør mindre ud af vedligeholdelse og renovering end de andre sommerhusejere.
Typiske karakteristika:
- Sommerhusets DNA løber i blodet
- Ofte er der stor tilknytning til lokalområdet
- Typen er oftest oppe i årene og derfor ofte pensionist
- Standen på sommerhuset er dårligere end gennemsnittet
- Bruges sjældnere – og primært i ferier og weekender hen over sommeren
3. Parcelhuserstatterne
Solen skinner, og fuglene pipper, så du skynder dig ud i sommerhuset, så du kan få jord under neglene. Og nu du alligevel er her, trænger stakittet til ny maling, græsplænen til at blive klippet, og tagrenderne til at blive tømt. Men så har du også fortjent en kold specialøl fra det lokale bryghus, der selvfølgelig skal nydes i selskab med gode venner og familien.
Typiske karakteristika:
- Bor ofte til leje i etageboliger, men med ønske om at eje fast ejendom
- Bruger sommerhuset til afslapning, for at være sammen med venner og for at passe hus og have
- Er der ofte og har derfor en god tilknytning til lokalområdet
- Sommerhuset ligger tæt på andre, græsset er nyklippet, og der er stakit eller hæk om grunden
- Standen er god, og komforten høj
- Typen kan omfatte både beskæftigede, pensionister og arbejdsløse
4. Investorerne
Sommerhus? Nå ja, sådan et ejer du også. Du er der dog sjældent – det går jo fra indtægterne af udlejningen. Til gengæld er huset flot og med høj standard, så en masse andre skal nok få glæde af det. Og det gør du selvfølgelig også – på bankkontoen.
Typiske karakteristika:
- Sommerhuset er kun én blandt flere ejendomme
- Det har stort set kun ét formål – at sikre dig en indtjening ved udlejning og salg
- Standen er af højeste karat, og faciliteterne er i top
- Huset ligger oftere for sig selv uden synlige naboer
- Ejeren har fast arbejde, ofte med højere indkomst