Derfor rydder vi op som Marie Kondo

I et toetagers hus i Nordsjælland bor Pernille Rysgaard og David Utzon-Frank med døtrene Benedikte på to et halvt år og Elisabeth på 8 måneder. Små børn skaber et generelt kaos, da der hele tiden er behov, der skal dækkes, og ting, som bliver slæbt rundt overalt. Oveni er der et arbejdsliv, der skal passes ind sammen med huslige pligter og oprydning. 

Rod kan hurtigt blive en del af børnelivet, hvor der ifølge Pernille Rysgaard er ting overalt vilkårlige steder, fordi det ikke har en plads. Hjemme hos familien giver det mangel på overblik, fordi de aldrig kan finde det, de skal bruge. Marie Kondo har selv to børn og forsikrer, at børnefamilier sagtens kan bruge hendes oprydningsmetoder, hvilket Pernille Rysgaard har givet sig i kast med.

- Jeg har mærket en stor forskel i min oprydning og kan nu sortere tøj fra med prismærke, altså ting, jeg normalt ville have beholdt, fordi det virker lidt tosset at kassere tøj, der er ubrugt. Men hvis man får alle mulige andre følelser frem end glæde, så gør det netop ikke noget godt for en at beholde det. Metoden har også påvirket min organisering. Måden, man folder og opbevarer tøj på, er virkelig god til at få overblik. Og det er muligt at folde langt det meste – selv irriterende kuvertlagner. Dog har jeg ikke gennemskuet, hvordan jeg folder undertøj, så det ligger stadig lidt hulter til bulter – dog i kasser. 

- Allerede nu virker alt meget mere organiseret og overskueligt. Det er virkelig tilfredsstillende at se alting ligge pænt. Nu kan jeg finde tingene igen. Det gør hverdagslivet langt nemmere, når man én gang for alle er kommet til bunds, siger Pernille.

Følger man KonMari-metoden, skal du takke ting, når du skiller dig af med dem. Også den praksis har Pernille Rysgaard fulgt. 

- Det virker lidt fjollet, men det giver faktisk god mening, når man hiver sit gamle graviditetstøj frem. Jeg skal ikke have flere børn, så jeg har ikke brug for det mere, men nogle af tingene er svære at tage afsked med, fordi jeg bar det, mens jeg ventede vores piger, men når man så takker det, så gør det det underligt nok nemmere, forklarer Pernille, der især finder Marie Kondos tilgang inspirerende, fordi hun gør det til en positiv proces at rydde op i stedet for en sur pligt. Og det er hverken raketvidenskab eller noget, som kræver alt muligt udstyr – kun lige lidt æsker og kasser, fx skotøjsæsker.

- Forklaringen på Marie Kondos popularitet tror jeg er, at hendes oprydningsstil er så effektiv, og at den rent faktisk skaber glæde og overskud. Det betyder også noget, at hendes udstråling er positiv og imødekommende. Der er ingen løftede pegefingre eller krav om, at man skal smide ud. Man skal bare tage stilling til, om genstanden vækker glæde eller ej – ret simpelt.

For kulturjournalist og forfatter Heidi Laura er rod vildfarne ting, der hober sig op på steder, hvor der burde være rolige, tomme flader. Da hendes hjem – et treetagers hus på Fyn – også er hendes arbejdsplads, gør rod det sværere at slappe af, arbejde og sågar lave mad. 

Hun lever på mange måder efter Marie Kondos oprydnings­metoder, som hun på en måde også praktiserede, før hun overhovedet kendte den japanske oprydningsguru. Men i dag har hun fået sat ord på oprydningsfilosofien. Især fremhæver hun Kondos metoder til at få overblik over sine ting. 

- Rod er alle mulige ting, der er blevet smidt i skuffer eller om bagerst i skabet, fordi man ikke lige vidste, hvor man skulle gøre af dem. Så ligger de der i en stor, mærkelig, ubrugelig sammenblanding. Oprydning er derfor at få tingene til at finde hjem på deres plads. Men også at vide, hvad jeg ejer, forklarer Heidi Laura.

Hun rydder tit op, hvis hun er enten i dårligt humør eller bekymret over et eller andet, da oprydningen har en nærmest terapeutisk funktion for hende. 

- Når jeg har travlt, slækker jeg på oprydningen. Så vokser bunkerne omkring mit arbejdsbord, og tøj hober sig op på badeværelset, mens det venter på at blive sorteret, dampet igennem og komme på plads. Der kan være noget selvforstærkende over den slags rod, fordi jeg, hver gang jeg ser det, føler mig lidt udmattet og udsætter at gøre noget ved det. Det er altid befriende, når jeg så får det gjort, og hver gang undrer jeg mig over, hvorfor det tog så lang tid, fortæller Heidi Laura.

Et sted, hun altid holder ryddeligt, er køkkenet, ligesom sengen bliver redt hver morgen. Resten af huset forsøger hun løbende at rydde op i ved at tage ting med til deres rette sted med det samme. Mindst to gange om året rydder hun op i sin garderobe. Køkkenskufferne og skabene bliver også gennemgået et par gange årligt, og her finder hun altid glemte ting, hvorefter hun så bruger et par uger til at få brugt lageret op.

Heidi Laura er tilhænger af Marie Kondos idéer om, at vi skal vise vores ting respekt og bruge tid på dem. Og at vi ikke skal leve med ting, vi ikke kan lide. 

- Jeg blev meget rørt over Kondos måde at vise hjemmet respekt på ved at knæle og hilse på det, som man ser i tv-serien. Selv tænker jeg meget over bæredygtighed og på, hvordan vi kan stille om til en ny måde at producere ting på, så de holder længst muligt. Der ligger jo hårdt arbejde og mange ressourcer bag at skabe alle disse ting. Alligevel har vi i de seneste generationer levet, som om ting ingenting betød og bare kunne kasseres løbende, siger Heidi Laura.
 I vores del af verden er vi måske ved at drukne i al den overflod – helt konkret i form af rodede hjem og frustration over alt det, man ikke kan finde. 

- Her har Kondo en klar opskrift på at løse dette onde. Hun leverer sine idéer på en menneskelig og tolerant måde, som handler om at værdsætte og knytte sig til sine ting. Jeg tror, at respekt for ting kan ændre noget grundlæggende ved vores levemåde. Derfor er det vigtigt for mig at passe på mine ting, reparere dem og give dem videre til nogle, der vil sætte pris på dem, siger Heidi Laura.