Der er kø til reparatørerne i Fensmark

Hvad vejer den?

En reparation hos en Repair Cafe starter altid med, at den medbragte ting bliver registreret og vejet. Om det er en spillekonsol, en nederdel eller en hækkeklipper, kommer den en tur op på badevægten, og vægten bliver bogført.

Her i Fensmark er det Jan Pollas, som står for modtagelse og vejning, og det er også ham, som senere vil opgøre dagens samlede reparationsvægt og sende resultatet ind til Repair Cafe Danmark, som fører statistik for hele landet. 

Selvom det for den enkelte gæst i Repair Cafeen kan handle om at få repareret et enkelt produkt, er det overordnede formål for caféerne at bidrage til en lavere udledning af CO2. Og fordi man nogenlunde kender CO2-udledningen på fx produktion af et kilo elektronik eller et kilo tekstiler, er vejningen en enkel og praktisk måde at holde styr på Repair Cafeernes klimabidrag.

Ifølge Jan har han desværre ikke selv de store tekniske evner – nærmest tværtimod. Men han er til gengæld rigtig god til at organisere, så registreringerne er en af hans måder at hjælpe på. Han har været med til at starte gruppen op, og han er både glad og stolt over, hvordan det har udviklet sig, og hvordan de lokale har bakket op.

– Langt det meste af vores kommunikation foregår via Facebook, og det er også der, vores reparatører er fundet. Vi gør dog også en del for at komme i kontakt med folk, som ikke er på de sociale medier. Dagen før en Repair Cafe deler vi fx flyers ud foran SuperBrugsen i Fensmark, hvor folk fra hele oplandet kommer og handler. Det har været en succes. Vi kan simpelthen se, at folk nu har opdaget, at vi findes, og de har fundet ud af, at vi har nogle rigtig gode teknikere. Vi kan mærke, at flere og flere gemmer deres ting til den månedlige reparationsdag, fortæller Jan.

Du skal kunne bære det

Efter et år i Repair Cafeen kan reparatørerne allerede nu se, at der er sæsoner for de forskellige ting, folk kommer forbi med. Her i havesæsonen møder de fx mange buskryddere og hækkeklippere, og omkring juletid vælter det ind med juletræskæder.

På et tidspunkt rygtedes det, at man i Fensmark var rigtig gode til at reparere symaskiner, og så kom der en bølge af dem.

I forhold til hvad man kan tage med til en Repair Cafe, er reglerne ret enkle. I princippet skal du bare selv kunne transportere genstanden derned og hjem igen. I teorien kunne man derfor godt komme med en vaskemaskine på sækkevogn, men store hvidevarer giver de sig alligevel ikke i kast med. Der findes en branche, som lever af at reparere den slags, og det er ikke meningen, at Repair Cafeerne skal tage brødet ud af munden på nogen.

– Groft sagt prøver vi her at reparere alt det, som ingen andre vil røre ved, fordi der ikke er nogen penge at tjene på det. Man kan sige, at vi tager fat i alle de ting, som en elektriker ville dømme ude med det samme, og som derfor ville blive kasseret og ende som affald, forklarer Michael.

Besværlige skruer

Ovre ved Renés bord har han skilt en batterioplader til en hækkeklipper ad. Der er desværre kommet vand ned i printkortet, og en hel elektronisk kreds er stået af. Den står ikke til at redde. Men nu har ejermanden da fået klar besked og kan med god samvittighed aflevere den på genbrugspladsen som elektronikskrot.

Næste opgave er en elkedel fra Bodum, hvor tænd-sluk-knappen driller. René vurderer, at den er et reparationsforsøg værd, og han går straks i gang med at åbne den. Bunden på elkedlen bliver holdt sammen af otte almindelige krydskærvskruer, og så er der lige én enkelt meget eksotisk udseende skrue, som også skal af, før den kan åbnes.  

– Det ser vi hele tiden. Mange ting er lavet, så de kræver specialværktøj. Vi har selvfølgelig værktøj og specialbits til det, men det har almindelige mennesker ikke. Ofte er det måske bare en ledning, der er gået løs, og det tager kun fem minutter at fikse. Men har du ikke værktøjet til at åbne op og kigge, finder man aldrig ud af det, og så ryger den bare ud. Det er ærgerligt og spild af ressourcer og en væsentlig grund til, at jeg har lyst til at bruge lidt af min fritid her, siger René. 

En anden udfordring, som teknikerne ofte støder på, er batterier, som er faldet sammen, og her er der desværre ikke noget at stille op. Batteriet er simpelthen gået i stykker, fordi det er for dårligt lavet. I praksis står man så med fx en hækkeklipper, hvor de mekaniske dele virker perfekt, men som samtidig er helt ubrugelig.

Det lykkes René at reparere tænd-sluk-knappen på elkedlen, og omkring kl. 13 er det tid til at holde en pause. Snakken går lystigt, og det er tydeligt, at man ikke kun nyder maden, men også meget hinandens selskab.

– Det er sjovt at møde mennesker her. Jeg har altid rodet mig ud i frivilligt arbejde, men jeg synes nu alligevel, at det her kan lidt ekstra. Foruden det sociale samvær og bæredygtighedsperspektivet har jeg ofte følelsen af, at vi løser et mysterium sammen. Det er vildt sjovt, og så er det selvfølgelig skønt, når det lykkes, og vi kan gøre folk glade, fortæller Michael.