Der er stor forskel på, hvor lang tid det tager at få sagsbehandlet en byggetilladelse på huse, og hvor meget det koster, alt efter, hvilken kommune du bor i.
Det viser en opgørelse fra DI Byggeri.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Pris for byggetilladelse: Fra gratis til mere end 1.000 kr. i timen
De fleste kommuner tager en fast timepris, når de behandler en byggetilladelse, mens andre tager et fast gebyr.
Gennemsnitsprisen pr. time er 652 kr.
I fire kommuner er prisen pr. time i 2023 over 1.000 kr.:
- Hillerød: 1.024 kr.
- Allerød 1.023 kr.
- Køge 1.006 kr.
- Silkeborg 1.002 kr.
I den modsatte ende er det helt gratis i 19 kommuner: Assens, Ballerup, Billund, Fredericia, Frederikssund, Faaborg-Midtfyn, Gladsaxe, Guldborgsund, Høje-Taastrup, Ikast-Brande, København, Lejre, Nordfyns, Nyborg, Ringsted, Skive, Slagelse, Struer og Ærø.
Så lang ventetid er der på sagsbehandling af byggetilladelse
Et er prisen, noget andet er, hvor lang tid det tager at få en sagsbehandling af sin byggetilladelse.
I 2022 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 69 dage, viser opgørelsen fra DI Byggeri.
I 18 kommuner tager det i snit mindst 100 dage at få behandlet sin byggetilladelse. Det er især kommunerne i hovedstadsområdet, der har en lang sagsbehandlingstid med Københavns Kommune suverænt i spidsen med 212 dage.
- København: 212
- Lyngby-Taarbæk: 185
- Allerød: 187
- Tårnby: 152
- Gentofte: 150
- Hørsholm: 139
- Bornholm: 138
- Fanø: 128
- Holbæk: 127
- Kerteminde: 123
- Læsø: 119
- Solrød: 110
- Roskilde: 109
- Frederiksberg: 107
- Guldborgsund: 107
- Odsherred: 101
- Gladsaxe: 102
- Gribskov: 100
I Odder, Vallensbæk og Odder Kommuner er sagsbehandlingstiden kun 4, 8 og 10 dage.
- Kommunerne sagsbehandler byggetilladelser ud fra nøjagtig samme lovgivning, og derfor er det selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at der er en prisforskel på over 600 kroner i timen. Men hvis sagsbehandlingen er effektiv og ventetiden kort, så betaler vi gerne den pris, det koster. Men en gennemsnitlig ventetid på fx 213 dage i Allerød er simpelthen for lang tid. Herning og Næstved med landets laveste timepriser har derimod en kortere ventetid på i gennemsnit 47 og 50 dage, siger Anders Stouge, branchedirektør for DI Byggeri.