Boligen kort
- Hvem bor her: Kristina Rossel Jepsen, 28, på barsel, Nicholas Mtiliga, 38, restaurantchef, Marley på 2½ år, Noelle på 6 måneder.
- Hvilken slags hus: Andelslejlighed i ejendom fra 1871 på Vesterbro i København.
- Hvor mange m2: Fem værelser fordelt på 103 m2 .
Selvom vi jo allerede boede i byen, drømte vi om at komme helt ind til hjertet af København – dér hvor man rigtig bruger sit nærmiljø, og diversiteten er stor, fortæller Kristina Rossel Jepsen om familiens beslutning om at flytte fra et moderne nybyggeri med vandudsigt og to altaner til en gammel ejendom i det før så berygtede ”red light district” på Vesterbro i København.
Videncentret Bolius talte med parret i 2018.
Vesterbro tiltrækker børnefamilier, studerende og kunstnere
I dag er bydelen byfornyet, og hipstere, studerende, kunstnere og børnefamilier er blevet trukket til af den intense ambiance i kvarteret. De gamle lejligheder i ejendommene i det livlige Vesterbrogade-område bliver efterhånden renoveret og moderniseret og har givet nye, spændende muligheder for bl.a. børnefamilier at bo i byen.
– Sådan en gammel lejlighed ønskede vi os. Vi kan godt lide det perfekte i det uperfekte, som de her rum med deres skæve gulve og lofter, døre, der binder, og vandrør, der løber synlige i køkken og badeværelse. Det giver os en helt særlig energi at bo i et hus, der er bygget af menneskehænder med gammeldags mursten og hø i væggene som isolering, siger Kristina med et smil og slår ud med armene i den højloftede, lyse lejlighed på 3. sal med kig til det grønne gårdmiljø, hvor ejendommens børn leger på legepladsen.
Se hvordan familien bor:
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Køkkenet gjorde udslaget
Ejendommen, hvor familien bor, blev opført i 1871 som boliger til byens arbejdere og håndværkere i forbindelse med industrialiseringen og den betydelige forøgelse af indbyggertallet i København. Kristina og Nichos lejlighed var formentlig engang to mindre lejligheder, der på et tidspunkt er blevet slået sammen. I dag er det en rummelig bolig på 103 m2 fordelt på tre værelser, to stuer og et stort køkken. Og netop køkkenet var udslagsgivende for parret, da de første gang så lejligheden:
– Køkkenet var helt nyt og lige vores stil, så vi var solgt med det samme. Det er super hyggeligt i lidt gammeldags stil, men alligevel topmoderne, og den kombination kan vi rigtig godt lide.
Køkkenet var helt nyt og lige vores stil, så vi var solgt med det samme
Da køkkenet var nyistandsat, skulle Kristina og Nicho kun male væggene, ellers krævedes der ingen forbedring, og det var også en bonus for familien, der netop var blevet udvidet med lillesøster Noelle.
– Vi kunne stort set bare flytte ind i lejligheden uden at skulle igennem en stor og dyr istandsættelse af køkkenet. Det tiltalte os, at vi ikke skulle stå med et større renoveringsarbejde i vores hverdag, som i forvejen er tæt pakket med børn og arbejde.
Plads til leg og hygge
Det er vigtigt for parret, at deres hjem passer til hele familien, og at den fungerer i en travl hverdag med to små børn med deres behov for plads til at lege og tumle – og sove. Men samtidig er et sted, hvor der er mulighed for socialt samvær eller ro til fordybelse.
– Vi har indrettet os, så vi altid har flere muligheder for at opholde os, hvor det nu lige passer ind i vores rytme. Hvis børnene sover til middag, kan vi have gæster i køkkenet, eller hvis der er andre børn på besøg, bliver gulvet i stuen nemt ryddet, så der er plads til, at de kan lege. Den lidt mere fredelige spisestue bruger vi også, hvis der er brug for at sidde uforstyrret og læse eller arbejde.
Ud over en funktionel fordeling af rummene har Kristina og Nicho indrettet sig enkelt og personligt i et moderne miks af design, genbrug og ting, som har stor affektionsværdi for dem.
– Det vigtigste for os er, at vi har et hyggeligt, personligt hjem, men også at det er et funktionelt sted for os alle. Alt skal kunne bruges og tåle at blive brugt – hos os er der intet, som kun er til ”fint brug”. Tingene kan se nok så fine ud, men hvis ikke det fungerer rent praktisk, holder det ikke længe hos os, siger Kristina.