Spørg Bolius

Betaling af gammel grundskyld - når man er ny ejer

Jeg har købt hus 30/12-23 og har netop modtaget ny vurdering for 2021,2022,2023 hvor der opkræves restbeløb for grundskyld. Jeg har ikke ejet boligen på dette tidspunkt, pånær de sidste to dage i år 2023. Refusionsopgørelsen er afsluttet. Så hvordan kan man få sin grundskyld tilbage, når man ikke er ejer på daværende tidspunkt?

Jeg havde et andet hus, inden jeg købte dette her, som jeg har betalt min grundskyld på. Vil det sige at jeg heller ikke får for meget indbetalt grundskyld tilbage fra 2011-2023?

Mvh Kristine

 

Kære Kristine
 
Tak for din henvendelse.
 
Tidligere blev grundskylden opkrævet af kommunerne. Men med de nye boligskatteregler, der trådte i kraft 1. januar 2024, er betalingen flyttet fra kommunerne til staten, så man i stedet betaler grundskylden løbende via sin forskuds- og årsopgørelse.
 
Derfor sender kommunerne nu en eventuel efterregulering af grundskylden for skatteårene 2021-2023.
 
Hvis en bolig er blevet handlet i perioden 2021-2023, vil det som udgangspunkt være den, som ejer boligen på tidspunktet for efterreguleringen af grundskyld, der modtager en efteropkrævning eller en tilbagebetaling af grundskyld fra kommunen.
 
Da der er en stigningsbegrænsning for grundskylden, vil det for de fleste være begrænsede beløb, som efterreguleres.
 
Når den endelige grundskyld på baggrund af 2020-vurderingen er beregnet, sender kommunen en ny ejendomsskattebillet for det pågældende år. Hvis man har ejet ejendommen i både 2021, 2022 og 2023, modtager man flere ejendomsskattebilletter.
 
Ved ejerskifte aftaler man typisk i købsaftalen, hvordan køber og sælger fordeler de økonomiske mellemværender mellem sig - som fx ejendomsskat.
 
Hvis du har yderligere spørgsmål om din grundskyld for 2023 eller tidligere, kan du kontakte Borgerservice i din kommune.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Louise Kastberg, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden