Belægningsfugen regner væk
Vi har anlagt pigsten i vores forhave, nogle af dem ligger på en hældning. Mellem pigsten er der stenmel. Når det regner kraftigt ryger stenmelen ned, samt nogle pigsten løsnes. Hvad kan vi gøre for at det holder bedre på hældningen således stenmelen ikke ‘skylles ned’ af regnen mellem pigstenene?
Vi har selv tænkt på at iblande lidt cement i stenmelen mellem pigstenene på hældningen, men ved ikke om det er holdbart.
Mvh Anna

Hej Anna
I nogle tilfælde kan det være en løsning at støbe stenene fast, men I skal være opmærksom på, at der med de danske vejrforhold hurtigt kan komme revner i støbningen, da jorden omkring og under udvider sig når den fryser til i vinteren. Netop derfor bruger man sjældent faste fuger til belægninger i Danmark, på samme måde som man ser det brugt længere syd på. Revnerne i sig selv, gør måske ikke det store, men de kan være kilde til irritation når der begynder at vokse ukrudt i dem, da det kan være svært at rense bort.
En anden løsning kan være at bruge et grovere materiale mellem stenene, der ikke så let vakses væk, og så efterfylde med stenmel ind i mellem efter behov. Et grovere materiale kunne fx være små skærver eller andet kantet materiale, der kan skabe stabilitet mellem pigstenene så de ikke løsnes. Men I undgår desværre nok ikke at der skal efterfuges og rettes lidt på stenene ind i mellem.
Med venlig hilsen