Spørg Bolius

Hvordan kan jeg lægge fliser så jeg undgår ukrudt i fugerne?

Hej Bolius

Vi planlægger at forny vores flisebelægning udendørs. Vil vil gerne have fliser uden mellemrum til ukrudt. Samtidig skal det jo heller ikke være en ren, ensformig “ørken”.
Nogle steder i parker har vi set, at mindre fliser er lagt i en slags støbning/cement(?).
Men vi tænker også, at det måske ikke er så modstandsdygtigt i forhold til frost.
Hvad kan I anbefale i så henseende?
Venlig hilsen Steen

Hej Steen
 
Der findes desværre ikke en nem løsning til at undgå ukrudt mellem fugerne. Og belægninger helt uden fuger er meget svære at holde jævne i det danske klima, da fugerne netop er med til at stabilisere stenene mod hinanden og udligne tryk fra bl.a. frost i jorden samt fra belastning fra gang eller kørsel. Samtidig er fugerne med til at beskytte stenene mod kantafskalning, da fliser og sten der ligger helt tæt vil gnide mod hinanden, hvor særligt kanterne bliver udsatte og kan knække af i bidder.
 
Støber man stenene eller fliserne fast, risikerer man at betonen knækker i løbet af vinteren, efterhånden som frosten udvider den fugtige jord og presser belægningen opad. Dette problem oplever man ikke længere syd på, hvor vintrene ikke er lige så strenge. Når betonen så knækker, åbnes der op for at mere vand kan trænge ned i belægningen, og fører til yderligere sætteskader og mulighed for at ukrudt kan få fat og være svært at luge væk.
 
Den bedste måde at holde ukrudt væk fra belægningerne er ved, at sørge for at fugerne mellem sten eller fliser er helt tætte fra starten, og så holde dem vedlige løbende. En tæt og vedligeholdt fuge vil være mere modstandsdygtig over for ukrudt, end en fuge der ikke er fyldt helt op. Ved jævnligt at feje med en stiv kost og efterfylde fugerne ved behov, kan man undgå at det meste ukrudt når at få fat.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Berit Rørbøl, haveekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden