Når Anders Thomsen kommer hjem fra arbejde, støvsuger han hele huset. Hver eneste dag. Han tørrer også bordplader, vindueskarme og andre flader af – som regel flere gange om dagen. En gang om ugen gør han og kæresten Anne-Mette sammen hovedrent i villaen på 160 m2 i Aalborg.
– Ja, vi gør nok hyppigere rent end dem, vi kender, fortæller 29-årige Anders, da Videncentret Bolius talte med ham i 2017.
– Jeg får ro af det. Jeg kan godt lide, at der er rent og pænt, og at man ikke skal tænke over, om der skal gøres noget, hvis man får gæster eller uanmeldt besøg. I stedet for at tænke ’på torsdag skal jeg gøre rent, for det trænger’, kan man lige så godt gøre rent, når det trænger. Og jeg er så en af dem, der synes, det trænger ret tit, lyder det fra Anders, der arbejder som sales manager.
Er det nødvendigt at støvsuge to gange om dagen?
Han kan godt tage sig selv i at tænke, at det er anden gang på en dag, at han støvsuger eller tørrer af, og er det nu virkelig også nødvendigt? Men han har det bare bedst, når han gør rent.
– Jeg kan bedre lide at gøre det end ikke at gøre det. Der er også dage, hvor jeg ikke lige magter det, men jeg gør det alligevel, for jeg ved, at jeg har det bedre, når jeg har gjort det, siger han.
Fik støvsuger som gave, da han fyldte 18
Anders’ venner kalder ham tit – med et smil på læben – for en ordensmand. På jobbet er hans skrivebord altid ryddet pænt op, stolen er skubbet ind, når han går, og hvis en kollegas skrivebord står lidt skævt, retter han på det.
Men det er ikke, fordi hans forældre gik med en klud i hånden hele tiden i barndomshjemmet. Faktisk var det teenageren Anders, der støvsugede hele hytten, når han kom hjem fra skole, og til sin 18-års fødselsdag fik han en støvsuger – som han i øvrigt brændte af i løbet af et år.
– Mine forældre har boet rent og pænt, men ikke så hidsigt som mig. Når de er på besøg i dag, driller de mig og spørger, om de skal have blå plasticfutter på fødderne ligesom på et hospital, siger Anders.
Rent er rart
Som barn havde han en ven, hvor forældrene også havde et firma tilknyttet boligen, og derfor havde en fast rengøringskone.
– Hvis jeg skal have det et sted fra, så skal det være der. Jeg kan huske, at når jeg overnattede hos min kammerat, så fik jeg en følelse af, at det var rart, at der var så rent, som der var. Og at når jeg engang fik mit eget hus, ville jeg gerne have det sådan, siger Anders, som ikke har rengøringshjælp, men klarer det selv sammen med sin kæreste.
Flere mænd er ordensmennesker
Når Anders fortæller andre om sine rengøringsvaner, siger flere – også mandlige kolleger – at de har det på præcis samme måde, og at de støvsuger hver dag.
– Der er flere, der gør det, men ikke siger det højt, for efter den gamle opfattelse har det nok typisk været en udpræget kvindeting. Men i det nye dagens Danmark tror jeg, at rollerne er byttet rundt, og jeg er ikke det eneste ordensmenneske, jeg kender.
Hovedrengøring i weekenden
Mens Anders står for støvsugning og aftørring i hverdagene, er det ofte kæresten Anne-Mette, der tager den ”lidt større tur” en gang om ugen, hvor skabe og skuffer bliver gjort rent. Og selvom hovedrengøring hver eneste uge for nogle vil lyde af meget, tager det ikke så længe hjemme hos Anders og Anne-Mette, fordi der bliver gjort så meget rent til hverdag.
– Anne-Mette er heldigvis også et ordensmenneske, men nogle gange er vi da uenige om rengøringen. Eller jeg er nok mest uenig med hende. Det er sådan noget med, at hvis jeg lige har støvsuget, så skal hun ikke gå rundt og grise, siger Anders.
Flere krummer på gulvet
For knap et år siden blev familien udvidet med August. Og med et lille barn følger også spildt bananmos og krummer på gulvet.
– Jeg gør ikke rent mere, end jeg gjorde, før vi fik August. Men jeg gør måske ikke så meget rent, som jeg gerne ville. Jeg synes ikke, det har krævet mere arbejde, kun oppe i hovedet, for jeg skal acceptere, at tingene ikke bare står, som jeg er vant til, siger Anders.
Mens kæresten Anne-Mette godt kan hygge med August efter aftensmaden og vente med at tørre de spildte madrester op, til den lille er puttet, har Anders det bedst med, at der bliver tørret op med det samme.
– Men jeg ved godt, at jeg ikke kan løbe efter ham med støvsugeren, selvom jeg gerne ville, lyder det fra Anders.
Bakterier til barnet
Da både Anders og Anne-Mette har allergier, og deres hjem altid er meget rent, har de bevidst valgt en dagpleje til August, hvor dagplejemoren har hund.
– Han får lov til at pøle med de bakterier, han skal have.
Støvsuger kun hver anden dag i ferien
Når der er gæster, lader Anders kluden ligge, til gæsterne er gået.
– Når vi har gæster til juleaften eller nytårsaften, ved jeg godt, at jeg ikke kan gå og rydde op imens. Men når de er ude ad døren, tager jeg støvsugeren, selvom det er meget sent, inden jeg går i seng.
Når familien er ude hos venner, kan Anders sagtens slappe af, selvom der er nullermænd i krogene og støv på reolerne.
– Og jeg kan også godt lide, når vi fx er i sommerhus. Så holder jeg lidt ferie, og så støvsuger jeg kun hver anden dag.