Her er køreplanen for årsopgørelsen 2024
- Januar 2025: Skattestyrelsen modtager oplysninger fra fx arbejdsgivere og banker
- Februar 2025: Skattestyrelsen samler de modtagne oplysninger og laver skatteberegninger
- 24. marts 2025: Årsopgørelsen er klar og kan ses i TastSelv på skat.dk
- Frem til den 16. april 2025: Årsopgørelsen sendes ud på papir til borgere, der er fritaget eller ikke omfattet af Digital Post
- Fra den 25. april 2025: Udbetaling af overskydende skat
- 1. maj 2025: Frist for at rette i årsopgørelsen
- 1. juli 2025: Frist for at udfylde oplysningsskema for selvstændige, borgere med udenlandsk indkomst eller ejendom, visse boligudlejere m.fl.
- 1. juli 2025: Frist for indbetaling af restskat uden procenttillæg
Kilde: Skattestyrelsen

Årsopgørelsen for 2024 indeholder blandt andet en oversigt over boligskattelån. Foto: Colourbox
Hvis du er blandt landets knap 2,1 millioner boligejere, vil du som noget nyt kunne se i årsopgørelsen, hvor meget du samlet har betalt i boligskat i 2024.
Det skyldes, at opkrævningen af grundskyld med det nye boligskattesystem, der trådte i kraft 1. januar 2024, er flyttet fra kommunerne til staten, så både ejendomsværdiskat og grundskyld nu betales løbende via forskudsopgørelsen.
– Årsopgørelsen 2024 er første årsopgørelse med de nye boligskatter. Her kan borgerne se deres foreløbige vurdering, som er beskatningsgrundlaget for ejendommen, siger underdirektør Ulrick Junge fra Skattestyrelsen.
Årsopgørelsen er officielt tilgængelig på skat.dk fra mandag 24. marts 2025, men ofte åbnes der allerede for adgangen i weekenden op til. Og netop boligskatterne er en god grund til at afsætte lidt ekstra tid til at nærlæse den.
– Vi opfordrer generelt alle borgere til at tjekke oplysningerne i deres årsopgørelser. Det gælder selvfølgelig også de oplysninger, der vedrører deres boligskat. Løb det gerne igennem, når du alligevel er logget ind i TastSelv, og tjek om alt ser ok ud, siger Ulrick Junge.
Sådan kan du se, hvor meget du har betalt i boligskat i 2024
- Log ind på skat.dk
- Klik på "Se årsopgørelse"
- Rul ned til "Ejendomsskatter"
- Se din ejendomsværdiskat og grundskyld for 2024
Kilde: Vurderingsportalen.dk
Det skal du være opmærksom på, hvis du har fået en skatterabat
Udover at du kan se i årsopgørelsen, hvad du samlet har betalt i ejendomsværdiskat og grundskyld, kan du også se, om du har fået en skatterabat – og om den i så fald ser rigtig ud.
Skatterabatten bliver givet til de boligejere, der har oplevet, at deres samlede boligskatter er steget som følge af de nye boligskatteregler. Dog er det en forudsætning for at få rabatten, at man ejede boligen pr. 1. januar 2024, hvor reglerne trådte i kraft.
Tjek, om du har fået en skatterabat
- Log ind på skat.dk
- Klik på "Se årsopgørelse"
- Klik på ”PDF” øverst i opgørelsen
- Rul ned til ”Specifikation af ejendomsoplysninger”
- Rabatten står ud for linjen ”Rabat, fordi du ejede ejendommen før 1. januar 2024”
Kilde: Vurderingsportalen.dk
Du skal være opmærksom på, at skatterabatten bliver beregnet ud fra din ejerandel, hvis I er flere ejere.
Den er som udgangspunkt personlig, men er du blevet skilt eller sidder i uskiftet bo, har du mulighed for at overtage en skatterabat fra din ægtefælle. I så fald skal du kontakte Skattestyrelsen, da du ikke selv kan rettet det på din årsopgørelse.
Få overblik over dine boligskattelån
Du kan desuden se en oversigt over dine boligskattelån for 2024, hvis du fx har indefrysningslån, pensionistlån eller tillægslån. I årsopgørelsen er lånene samlet i rubrikken ”Udskudt ejendomsskat (boligskattelån)”.
Sådan kan du se dine lån på årsopgørelsen
- Log ind på skat.dk
- Klik på "Se årsopgørelse"
- Rul ned til ”Skatteberegning og opgørelse”
- Åbn ”Forskudsskat” ved at trykke på den lille trekant
- Se dine samlede lån under ”Udskudt ejendomsskat (boligskattelån)”
Kilde: Vurderingsportalen.dk
Har du boligskattelån, vil den udskudte ejendomsskat være fratrukket den samlede skatteberegning i årsopgørelsen, forklarer underdirektøren.
Indefrysningslån eller pensionistlån for 2023 eller tidligere ligger fortsat hos din kommune. I nogle kommuner kan du få et overblik over gamle indefrysningslån ved at logge ind på borger.dk.
Skatteekspert Henning Boye Hansen, som er chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO, understreger, at han ikke er i tvivl om, at det er velment med en låneoversigt over både indfrysningslån, tillægslån og pensionistlån.
– Men jeg tror desværre, at mange vil blive forvirrede, siger han.
Få hjælp til din skat
Hvis du har brug for hjælp til dine personlige skatteforhold, kan du allerede fra weekenden 22.- 23. marts kontakte Skattestyrelsen via chat, Facebook og Instagram. Og fra 24. marts til og med den 11. april 2025 har Skattestyrelsen udvidet sine åbningstider, så du kan få telefonisk vejledning fra kl. 9-17 alle hverdage på tel. +45 72 22 28 28.
Vurderingsstyrelsen forventer flere fejl end normalt
Henning Boye Hansen tvivler i det hele taget på, at årsopgørelserne for 2024 bliver en fejlfri omgang.
– Vurderingsstyrelsen har selv meldt ud på forhånd, at der vil være fejl i opgørelsen for en del pensionister, fordi det nedslag i deres ejendomsværdiskat, som nogle af dem er berettiget til, ikke er beregnet korrekt. Det er en træls fejl i forhold til en i forvejen udsat gruppe borgere. Og jeg kan godt frygte, at det ikke er den eneste fejl, som vi vil komme til at se, siger Henning Boye Hansen.
Han henviser til en pressemeddelelse fra Vurderingsstyrelsen, hvor direktør Anne-Sofie Jensen påpeger, at implementeringen af det nye boligskattesystem er "en stor opgave", og at der er "brugt mange kræfter på at sikre kvaliteten".
– Men det er komplekst, og når mange forskellige oplysninger skal spille sammen, vil der også være årsopgørelser, som vil blive tilrettet efter den 24. marts. Det er helt normalt og sker hvert år, men i år vil der formentlig være flere end normalt, udtaler hun i meddelelsen og understreger, at der arbejdes på højtryk for at løse udfordringerne.