- Sæt dig ind i teknologien. Der findes flere forskellige typer solcellepaneler, og det er værd at undersøge markedet, før du laver en investering. Få evt. hjælp af en solcellemontør til at træffe det rigtige valg. Overvej evt. indbyggede solceller. Hvis du er på jagt efter de mest bæredygtige solceller, bør du bede leverandøren om data for solcellernes klimaaftryk i produktionen og sammenholde med øvrige produkter på markedet.
- Beregn økonomien. Det er ikke sikkert, der er god økonomi i det for dig, hvis du investerer i solceller. Mange faktorer spiller ind. Har du pengene til investeringen i forvejen, eller skal du låne? Og hvordan er afkastet? Sørg for at lave en ordentlig beregning af, hvordan det kan påvirke din økonomi at installere solceller, hvor du også forsøger at tage højde for forskellige prisudviklinger på el-markedet.
- Sørg for den rette placering af anlægget. Solceller kan monteres på tage, facader og stativer på jorden. Hældningen bør være mellem 15 og 90 grader, og orienteringen helst mellem sydøst og sydvest. Undgå skygge på anlægget. Selv en smule skygge vil på de fleste paneler resultere i stop af produktion i den tid, panelet er påvirket af skygge. Et solbeskinnet, sydvendt tag med en hældning på 45 grader er optimalt ift maximal udnyttelse. Tænk på, om du skal have solceller oven på dit eksisterende tag, eller om det er tid til at skifte taget, og du vælger en 2-i-1 løsning, hvor solcellepanelerne også fungerer som tagbeklædning.
- Vælg den rigtige størrelse på dit anlæg. Solcellepaneler fås i mange størrelser, og her er det vigtigt at vælge en størrelse, der passer til dit forbrug. Men også både praktisk og æstetisk bør solcellerne passe til dit hus. Solcellerne bør mindst kunne producere halvdelen af dit årlige forbrug. Så hvis du bruger 6000 kWh om året, bør du have et solcelleanlæg på mindst 3 kW.
- Vælg en godkendt installatør til monteringen. Energistyrelsen har lavet en VE-godkendelsesordning for de installatør- og montørvirksomheder, som har dokumenterede kompetencer til at installere dit solcelleanlæg korrekt, så du får det største udbytte af anlægget. Se listen her (ligger nederst på siden)
- Sørg for korrekt montering. Det anbefales at bruge autoriserede solcelleinstallatører til arbejdet, men vælger du alligevel at købe og installere en gør det selv-pakke, skal du sikre dig, at monteringen af solcellerne sker efter alle forskrifter. Forkert monterede solceller kan både ødelægge den bygning, de er monteret på, men også udgøre en fare for dig selv og andre i fx stormvejr. Uanset om du selv trækker kablerne til solcelleanlægget eller ej, skal de og resten af solcelleanlægget tilsluttes af en autoriseret elinstallatør.
- Tilmeld dit solcelleanlæg. Husk at tilmelde dit solcelleanlæg til en elproduktionsleverandør, som køber din overskudsstrøm til den aktuelle elpris. Elprisen defineres af den nordiske elbørs Nord Pool.