1. Friske æg hver dag
Med blot 4 - 5 høns kan du få friske æg hver morgen. Afhængigt af race kan en høne under optimale forhold lægge 150-300 æg årligt. Hønen lægger flest æg, når den er mellem et halvt og halvandet år gammel, herefter falder antallet gradvist.
2. God gødning til haven
Hønsemøg er god gødning til haven. Hønsemøget skal dog helst ikke være for frisk, da det så kan skade planterne på grund af et højt indhold af kvælstoffer. Lad hønsemøget kompostere i mindst tre måneder inden brug og bland det gerne med kompostjord, før den lægges ud. Brug ikke hønsemøg direkte mellem grøntsager, der skal spises friske. Grav helst gødningen ned i jorden tidligt på foråret.
3. Høns spiser snegle
Hvis du kæmper med dræbersnegle i haven, er høns også en god idé. Høns æder særligt de små snegle, der endnu ikke er fuldt udvoksede. Det kræver selvfølgelig, at hønsene af og til får lov til at gå frit i haven.
4. Spis bedre hønsekød
Du kan naturligvis også spise dine høns, og hobbyhøns er angiveligt ofte mere velsmagende end meget af det kylling, du kan købe i butikkerne. Det skyldes bl.a., at høns i haver lever længere end slagtekyllinger, at de spiser en mere alsidig kost og udsættes for mindre stress. Det er bedst at slagte dine høns, når de er mellem to måneder og to år gamle.
5. Høns er hyggelige kæledyr
Høns kan blive ret tamme og kan være gode og sjove kæledyr for børn og andre dyreglade sjæle. Men husk ikke at knytte dig for tæt til hønsene, hvis du planlægger at slagte dem.
6. Beroligende stemning til haven
Mange oplever, at det virker beroligende at have klukkende høns gående rundt i haven. Nogle hønseejere lader deres høns gå frit omkring i haven om dagen. Gør du det, så husk indhegning om grunden, så de ikke løber væk. Alt efter din og dine naboers lydfølsomhed, kan det også være meget stemningsfuldt med en hane, der galer solen op. Du kan "slukke" for det meget tidlige hanegal ved at lave hønsehuset lystæt. Så galer hanen først, når du åbner for hønsehuset.