Det er langt fra alle danske boliger, der er isoleret godt nok, og dårlig isolering kan betyde, at:
- Din varmeregning bliver alt for høj.
- Du må døje med kulde og træk.
- Der kan komme skimmelsvamp.
Her kan du se 5 tegn på, at din bolig trænger til isolering. Ofte vil der være flere af de 5 tegn.
1. Høj varmeregning
Hvis din varmeregning er meget høj i forhold til sammenlignelige boliger, eller du har en fornemmelse af et for stort varmeforbrug, er det et tegn på, at din bolig ikke er godt nok isoleret.
Varmeregningen afhænger også meget af, hvilken opvarmningstype du har - fx er varmepumper typisk billige at varme op med, mens et gammelt oliefyr er en af de dyreste måder at varme boligen op på. Og naturligvis også, hvor høj en temperatur du har i huset, lejligheden eller sommerhuset.
Har din bolig en energimærkerapport, kan du i den se, hvilke bygningsdele der kan energiforbedres. Ellers kan du bestille rådgivning hos en energikonsulent.
Uanset, om der mangler isolering på loftet, i ydervæggen, eller hvis varmerørene ikke er isoleret godt, vil du sænke varmeregningen ved at efterisolere.
2. Boligen er svær at varme op
Hvis din bolig er vanskelig at opvarme, er det et typisk tegn på, at der er for lidt isolering. Manglende isolering gør det svært at holde på varmen.
Et hus taber typisk varme gennem ydervægge, tag, vinduer og gulv eller fundament. Ved du ikke, hvor din bolig taber varme, så få undersøgt, hvilke steder, hvor der ingen eller kun lidt isolering er. Også her kan du bruge energimærkerapporten eller få hjælp af en energikonsulent. Start med de steder, hvor varmetabet er størst.
At boligen er svær at varme op, kan også skyldes, at din din bolig har for få radiatorer, og/eller at de er få små til at afgive nok varme. I disse områder vil varmen have svært ved at fordele sig tilstrækkeligt i hele rummet, og i områder kan det føles koldt.
3. Det er fodkoldt
Hvis der er fodkoldt, er det nærmest en garanti på, at din bolig trænger til mere isolering.
Hvis der ikke er isoleret (nok) under gulvet, vil det føles koldt, og der kan være træk langs gulvet. Og der kan slippe rigtig meget varme ud gennem gulvet.
Som tommelfingerregel trænger gulvet til at blive isoleret, hvis boligen er fra før 1979, isoleringslaget er mindre end 100 mm, og gulvet ikke allerede er blevet grundigt efterisoleret.
Hvis du skal installere gulvvarme eller renovere gulvet, er det en god idé at give det ekstra isolering ved samme lejlighed, da det kan være meget dyrt.
4. Kolde vægge
Hvis vægoverfladerne er kolde, kan du næsten være sikker på, at der er for lidt isolering i dine vægge og mure.
Du kan lægge din hånd på væggen i vinterhalvåret og mærke, om væggen er kold. Det behøver ikke at være hele væggen, der er kold – det kan også være enkelte steder, at der mangler isolering – såkaldte kuldebroer. Typisk kan der også mangle isolering i hjørner og overgange mellem sokkel/væg og væg/loft.
Væggene kan også blive sorte flere steder i vinterhalvåret, hvor de er kolde. Det kan bl.a. skyldes, at der er temperaturforskelle på grund af for lidt isolering. Det sorte på væggen vender tilbage igen, når det bliver koldt, selvom du har malet i mellemtiden.
Hvis der mangler isolering i vægge og mure, bør du efterisolere. Det er bedst at foretage udvendig efterisolering, kun i særlige tilfælde kan du efterisolere husets ydervægge indefra.
5. Kulde og træk fra utætheder
Alle de steder, hvor ydervæggen brydes af fx et vindue, en dør eller et andet materiale, skal der isoleres og tætnes, ellers har kulden mulighed for at trænge ind.
Vind og kulde kan også trænge ind, hvis tætningslister i vinduer eller døre er nedslidte.
Du kan nemt undersøge, om der er tæt nok ved at holde en hånd op til vinduet eller døren, når det blæser. Det kan også være, at du oplever, at flammen i et stearinlys blafrer, hvis det er tæt på.