Tip! Tag billeder undervejs

Når du åbner et apparat, kan du på kort tid støde på mange skruer, der skal fjernes for at komme ind og finde fejlen. Tag billeder undervejs, så du har styr på, hvor de forskellige skruer m.m. skal sidde, når du skal samle apparatet igen.
Har du et apparat derhjemme, der er gået i stykker, er det et forsøg værd at prøve at reparere det. Hvis apparatet alligevel ikke virker, kan du ikke miste noget ved at kaste dig ud i at reparere det, men hvis det til gengæld lykkes, har du sparet et nyt apparat.
Når du skal finde ud af, hvorfor dit apparat ikke virker, er det en god idé at starte med det visuelle. Er der en ledning, der er hoppet af? Eller ser noget brændt ud?
Det kan være svært at finde ud af, hvorfor et apparat ikke virker, men du kan starte med det, der er synligt.
Hvis der ikke er synlige fejl på apparatet, så forsøg at åbne det. Det kan være mere eller mindre udfordrende, afhængigt af hvordan apparatet er sat sammen, men herunder følger tre gode råd.
Hvis apparatet har skruer
Tjek først, om apparatet har skruer. Skruerne kan være gemt under et klistermærke eller en gummipude. Tjek herefter, hvilken kærv der er på skruen. En del apparater er samlet med specialskruer, som kræver værktøj, du måske ikke har derhjemme. Lån evt. af andre – eller lån specialværktøj hos fx en repair cafe.
Hvis apparatet er klikket sammen
Prøv forsigtigt, om du kan brække apparatet op. Tryk på det langs samlingen for at finde ud af, hvor det giver sig. Vær forsigtig, da det kan knække.
Hvis apparatet er limet sammen
Sæt apparatet i en skruetvinge, og spænd den forsigtigt for at se, om du kan få limen til at springe op. Hvis du først får en lille åbning, kan du prøve at lirke apparatet op. Vær forsigtig med ikke at spænde for hårdt eller for meget, da du kan risikere, at apparatet knækker eller bliver deformt.