Et terrændæk består oftest af isolering, armeret betondæk evt. med gulvvarme og til sidst en gulvbelægning. Foto: Scanpix
Hvad er et terrændæk?
Et terrændæk er den del af et hus, som starter ved jordoverfladen og slutter ved overkanten af betongulvet. Terrændækket skal beskytte huset mod fugt, holde på varmen i huset og sikre en fast bund for huset og gulvene. Desuden skal det være tæt for at holde radonholdig luft og eventuelle andre forurenende gasser fra jorden ude.
Gennem tiderne har måden, man har udført terrændæk på, ændret sig markant. Før i tiden var man ikke opmærksom på vigtigheden af isolering, radontætning samt armering af betonlaget for at undgå svindrevner.
Bor du i et ældre hus, vil terrændækket derfor med al sandsynlighed være bygget mere primitivt end de moderne terrændæk, man ser i dag, og det er ikke atypisk at opleve mangelfuld isolering eller radonsikring.
Typisk skelner man mellem de tunge traditionelle terrændæk med en betonplade samt de lette terrændæk uden beton, som er mindre ressourcekrævende og dermed også mere bæredygtige. gennem tiderne har især opbygningen af de tunge terrændæk ændret sig i takt med nye krav til byggeriet samt nye materialer på markedet.
De traditionelle tunge terrændæk består af:
- Et kapillarbrydende lag og/eller et lag trykfast isolering
- Et betonlag
- En gulvbelægning
De lette terrændæk består af:
- Et kapillarbrydende lag
- Et lag trykfast isolering
- En gulvspånplade på min 22 mm
- En gulvbelægning
Hvilke typer terrændæk findes der?
I boksen nedenfor beskrives opbygningen af 5 forskellige typer af terrændæk, der er anvendt gennem tiderne:
- Type 1-3 er traditionelle løsninger, som de er blevet lavet i mange år.
- Type 4 er den løsning, som anvendes mest i dag, og som isolerer bedst.
- Type 5 er et let terrændæk opbygget uden beton og dermed den mest bæredygtige type.
Ved alle typer terrændæk er det vigtigt, at der ikke er kuldebroer ved terrændækkets tilslutning til husets fundament og ydervægge. Der skal isoleres lodret ved fundamentet, så der ikke opstår revner, der kan lede kulde ind i huset.
Opbygningen er startende med det øverste lag, dvs. selve gulvbelægningen.
Forskellige typer terrændæk gennem tiderne
Type 1:
Før 1960 blev betonlaget oftest lagt direkte på jord. Terrændækket bestod af:
- Gulvbelægning
- Beton i en tykkelse af 80-100 mm
- Jordlag
Type 2:
I 1960’erne blev man opmærksom på vigtigheden af etablering af et kapillarbrydende lag i konstruktionen, som kunne lede fugten væk. I ’61 blev der for første gang krævet isolering i terrændækket i Bygningsreglementet Terrændækket bestod af:
- Gulvbelægning
- 50-75 mm isolering lagt mellem strøer
- Fugtspærre i form af plast
- Beton i en tykkelse af 80-100 mm
- Kapillarbrydende lag af løse letklinker (lecanødder), i en tykkelse af minimum 150 mm
Type 3:
I 1980erne ændrede man byggeteknik, så isoleringen blev placeret under betondækket i form af trykfast isolering. Terrændækket bestod nu af:
- Gulvbelægning
- Fugtspærre i form af plast
- Armeret beton i en tykkelse af 100 mm
- Trykfast isolering med en tykkelse af 100 til 150 mm
- Kapillarbrydende lag af fx løse letklinker (lecanødder) i en tykkelse af minimum 150 mm
Type 4:
I dag stilles der store krav til både varmeisolering, fugtbeskyttelse samt radontætning, så terrændæk i dag indeholder:
- Gulvbelægning
- Fugt/radonspærre, hvis der skal lægges trægulv. Skal der lægges fliser eller andet uorganisk gulvmateriale, kan dette step undlades.
- Armeret beton, minimum 100 mm
- Trykfast isolering (ofte ekspanderet polystyren). Der bruges minimum 300 mm.
- Kapillarbrydende lag, min. 150 mm. Hvis der bruges ekspanderet polystyren som isolering, fungerer dette som kapillarbrydende lag.
- Grus til at udligne overfladen, ca. 5-10 cm stabilgrus, som komprimeres med en pladevibrator (afretningsgrus).
Type 5:
Et let terrændæk uden et betonlag, er mere bæredygtigt end de øvrige udgaver, og er begyndt at blive efterspurgt. Yderligere reduceres behovet for udgravning og kuldebroer langs fundamentet. Et sådan terrændæk kan bygges op på følgende måde:
- Gulvbelægning
- Tyndt mellemlag
- 22 mm gulvspånplade med fer- og notsamlinger
- Tyndt mellemlag fx gulvpap
- 100 mm eps (ekspanderet polystyren)
- Fugt- og radonmembran
- 300 mm ekspanderet polystyren
- Komprimeret sand
Kapillarbrydende lag
Et kapillarbrydende lag er et lag, som stopper opdriften af vand og fugt. Det hjælper med at sikre, at der ikke transporteres fugt op fra jorden til gulvet.
Man kan anvende ekspanderet polystyren (EPS), også kaldet flamingo, som kapillarbrydende lag. Ovenpå jorden lægges først 5-10 cm stabilgrus for at sikre en lige overflade. Gruset skal vibreres, så det er stabilt.
Ovenpå gruset lægges herefter det kapillarbrydende polystyren-lag, som skal forhindre vand i at trænge op i huset for i stedet at lede det væk.
Det kapillarbrydende lag kan bestå af flere forskellige materialer, fx grus (med en mindste kornstørrelse på 4 mm), singles (en type sten), coatede, løse letklinker (lecanødder) eller trykfaste isoleringsplader.
Et kapillarbrydende lag kan ikke alene sikre, at der ikke trænger fugt op.
På billedet ses trykfast isolering med varmeslanger, inden betonen hældes på. Foto: Tue Patursson, Bolius Boligejernes Videncenter
Trykfast isolering
Hvis man ikke anvender plader, som både fungerer som kapillarbrydende lag og isolering, skal der ovenover det kapillarbrydende lag lægges trykfast isolering.
Betonlag
Oven på isoleringsmaterialet lægges et armeringsnet (et stort stålgitter), som også kaldes svindarmering. Nettet er udført med en indbyrdes afstand på ca. 150 mm.
Armeringsnettet placeres på isoleringen med afstandsstykker. Afstandsstykkerne kan være små stykker plastik, som sørger for, at armeringsnettet har den korrekte afstand til isoleringen, når der støbes på det.
Hvis der skal være gulvvarme i huset, bindes gulvvarmeslangerne fast til armeringsnettet. Herefter støbes et betonlag, der fungerer som underlag for det færdige gulv i huset.
De steder, hvor betonlaget støder op mod fundamentet (under ydervæggene, de bærende og evt. stabiliserende vægge), placeres en strimmel trykfast isolering på ca. 20 mm. Isoleringen skal forhindre kulde fra fundamentet i at trænge ind i huset samt forhindre revnedannelse grundet husets naturlige bevægelser.
Radonspærre/fugtspærre
Radonspærren skal sikre, at der ikke trænger radon op i boligen fra jorden. Samtidig fungerer den også som fugtspærrer. Radon er en radioaktiv gasart, der findes naturligt i undergrunden, men trænger der for store mængder op i vores boliger, kan de være sundhedsskadelige.
Det er ikke et krav at anvende en radonspærre i konstruktionen, når du bygger nyt, såfremt du på anden vis kan dokumentere, at du på anden vis kan holde niveauet af radon nede under de gældende grænseværdier, fx ved hjælp af radonsug.
Opfører du et nyt terrændæk uden radonspærre, skal du sørge for, at der er en fugtspærre i konstruktionen for at holde fugt ude.
Bemærk, at der ikke må være både en radonspærre og en fugtspærre i samme konstruktion, da du derved risikerer, at fugten bliver fanget mellem de to membraner.
Ligger der isolering over fugtspærren, må der aldrig ligge mere end 1 tredjedel af den samlede isolering over den.
Hvis du har støbt gulvvarme ind i betonen, skal fugtspærren placeres mellem betonen og gulvbelægningen.
I konstruktioner hvor en fugtspærre ikke er nødvendig – eksempelvis ved etablering af fliselag ovenpå betonlaget – kan radonspærren fx undlades: hvis betonlaget er min. 100 mm armeret beton 20. I så fald skal man stadigvæk sørge for radonsikring mod ydervægge, bærende vægge og andre steder, hvor betonlaget gennembrydes.
Hvad skal du være opmærksom på, når du opfører terrændæk?
For at et terrændæk skal fungere optimalt, stilles der store krav til den byggetekniske konstruktion og den håndværksmæssige udførelse. Der er ingen lovkrav på området, men der findes en række retningslinjer for, hvordan der laves et korrekt og holdbart terrændæk:
- Det kapillarbrydende lag skal forhindre fugten fra jorden i at trænge op i huset. Derfor skal det være minimum 150 mm tykt.
- Det støbte betonlag bør ikke være mindre end 100 mm, og det skal være beton 20 og armeret.
- Såfremt der findes en fugtfølsom gulvbelægning som fx trægulv, skal der lægges en fugtspærre oven på betonlaget, så fugt fra betonen ikke kan komme op i gulvbelægningen. Fugtspærren skal tapes sammen i samlingerne, og overlæg skal minimum være på 200 mm. Her vil fugtspærren også fungere som radonspærrer.
- Mere end halvdelen af isoleringen skal placeres under betonen for at undgå kondens på oversiden af fugtspærren.
- Kuldebroer ved husets sokkel skal reduceres og om muligt fjernes ved at isolere lodret yderst ved fundamentet.
- Alle varmerør skal isoleres. Der, hvor rørene går igennem betonpladen, skal der være foringsrør.
- Isoleringsmaterialet skal være trykfast og kan fx bestå af løse letklinker (lecanødder), trykfaste mineraluldsplader eller polystyrenplader (flamingo). Nogle materialer er både kapillarbrydende (forhindrer opstigende fugt) og varmeisolerende på samme tid.
- For at undgå, at mere radon end de tilladte grænseværdiertrænger op i boligen fra jorden, skal der radonsikres. Det støbte betonlag, som er i de fleste terrændæk, anses dog – såfremt det er armeret tilstrækkeligt - for at være tæt i forhold til radon. Problemer med opsivning opstår ofte ved gennemføringer, ude langs vægge og fundament. Det kan du undgå ved at klæbe en radonspærre på betonen og lade den gå op ad ydervæggen.
