Gulvets opbygning og forskellige gulvtyper
Gulvopbygningen er afgørende for, hvilken type gulv, man kan vælge. Det, der ligger nedenunder selve gulvbelægningen, kan enten være en etageadskillelse (hvis der er en etage under) eller terrændækket. Denne del er en del af husets konstruktion.
Det konstruktive lag som holder trægulvet på plads, kaldes også for undergulvet.
Allerede når dit hus skal projekteres, skal du ret tidligt i processen beslutte, hvilken gulvbelægning du ønsker i hvilke rum. Inden selve udførelsen, er det altafgørende, at man i den tidlige projekteringsfase tager højde for plads til gulvets opbygning, installationer som måse skal løbe under gulvet, isolering mv.
Opbygning af et parketgulv på strøer fylder fx op til 15-20 cm, mens et tæppe- eller vinylgulv direkte på beton kun kræver omkring 2,5 cm - inklusive afretningslag.
I denne artikel ser vi bort fra de hårde gulvbelægninger, såsom fliser og klinker.
Bærende konstruktioner som terrændæk og etageadskillelse
I enfamiliehuse er den typiske opbygning et terrændæk på jord. I ældre huse kan der være en krybekælder så underlaget for gulvbelægningen er et bjælkelag eller et betondæk.
I ældre etageejendomme er etageadskillelsen som regel en bjælkekonstruktion, mens det i nyere etagebyggeri typisk er betondæk som fx in-situ støbt beton eller huldæk.
Oven på denne bærende konstruktion er der afsat plads til at opbygge gulvet enten som traditionel opbygning med strøer eller som et fast eller svømmende gulv lagt direkte på gulvkonstruktionen.
Hvilke typer gulvbelægninger findes der?
Man kan opdele gulvbelægninger i to hovedtyper: Bærende gulvbelægning og ikke-bærende gulvbelægning.
- Bærende gulvbelægninger ligger på strøer ( lægter, hvis eneste formål er at bære gulvet) eller direkte på bjælkelaget.
- Ikke-bærende gulvbelægninger ligger på et fast underlag, et såkaldt undergulv.
Hvad er en bærende gulvbelægning?
Bærende gulvbelægninger er ofte massive trægulve af planker, brædder eller stavparket. Gulvbrædderne kan bære sig selv samt vægten af møbler og personer og kan derfor ligge på strøer eller træbjælker.
Afstanden mellem strøerne eller bjælkerne afgøres af tykkelsen og styrken af gulvbelægningen samt leverandørens montagevejledning.
Bærende gulvbelægning kan også være lamelbrædder eller lamelparket med en tykkelse og styrke, der kan bære og fordele vægten til strøer eller bjælker.
Typisk vil afstande mellem strøerne eller bjælkerne til lamelparket være væsentligt mindre end ved massive gulvbrædder.
Træinformationens bog "Træ 79 Trægulve" anviser god og håndværksmæssig skik, når man skal lægge gulve.
Hvad er en ikke-bærende gulvbelægning?
Ikke-bærende gulvbelægninger kan ikke bære sig selv samt vægten af møbler og personer. Det kræver derfor et undergulv, der kan bære og fordele vægten. Et undergulv kan enten være af beton eller en form for gulvplader af træfiber, træplader el.lign. Det kan også være et gammelt gulv bestående af gulvbrædder.
Ikke-bærende gulve kan være fx lamelplank eller lamelparket, der er et tyndt lag træ limet på en spånplade, som samles med not og fer, et bøjlesystem eller et kliksystem.
Undergulvet kan enten være lagt på strøer, forskallingsbrædder, bjælker eller være limet eller sømmet på den underliggende konstruktion. Det kan også lægges som et svømmende gulv.
Hvad er et svømmende gulv?
Et svømmende gulv er et gulv, hvor selve gulvbelægningen ikke er fastgjort til underlaget, men ligger på et mellemlag, så det frit kan bevæge sig (svinde/udvide sig) i forhold til underlaget.
Hele gulvfladen udgør en sammenhængende flade, og derfor skal der langs alle vægge være plads til de bevægelser i gulvet, da træ trækker sig sammen og udvider ved ændringer i fugt og temperatur.
Såfremt der er tale om meget store flader/lokaler, kan det også være nødvendigt at opdele gulvfladen i mindre felter ved at udføre dilatationsfuger i gulvfladen, så der skabes plads til bevægelser i gulvet. Er der dilatationsfuger i undergulvet, skal man også sørge for, at disse føres videre op gennem gulvbelægningen.
Oftest vil dilatationsfugen være placeret mellem to rum, fx imellem en gang og et soveværelse. Her kan man bl.a. bruge dørens bundstykke eller en gulvliste, til at dække over dilatationsfugen så den ikke synlig. Gulvet kan stadig bevæge sig og arbejde derunder, uden at det kan ses.
Fugefri gulve kan normalt udføres i et stykke op til 8 x 12 m, hvor de 12 m er i bræddernes længderetning, hvor udvidelsen er mindst.
Mellemlaget i et svømmende gulv er medvirkende til at dæmpe trinstøj, da lyden som følge af dette støddæmpende lag ikke så let forplanter sig til de omliggende konstruktioner.
Hvilke typer lette gulvbelægninger findes der?
Plankegulve består af massive planker af forskellige træsorter, som kan have forskellig tykkelse og bredde.
De kan lægges på strøer eller med fer og not eller lagt som et svømmende gulv. Planker lagt med en gummifuger kaldes skibsplanker.
Parketgulve er trægulv der består af mindre stave, er eventuelt lagt i mønstre som ruder eller sildebensparket. Parketgulve findes både som massiv parket og som parketlamel, dvs. et tyndt lag træ limet på en spånplade, lamelplank eller lamelparket.
Lamelgulve er opbygget af flere lag, typisk tre. Nederst er der et tyndt bundlag, dernæst en tykkere kerne og øverst den ønskede træsort i et slidlag på 2-12 mm.
De nederste lag kan være af fx krydsfinér eller spånplade, hvorpå der er limet et tyndt lag (2-12 mm) træ, det kan være som brædder eller som parket (kortere stave) i forskellige mønstre.
Nogle gulvprodukter har en speciel udfræsning, så man med et klik kan låse gulvbrædderne sammen, så gulvet kan lægges helt uden lim.
Det er lettere for en lægmand at lægge et gulv med et klik-system end et gulv med fer og not, der skal. Undgå da helst at lægge gulvet i et zigzag-mønster, hvor bræddestødende er så tætliggende og ensartede i forskydningerne, at de udgør et zigzag, hvilket sjældent er pænt at se på.
Alle trægulve kan overfladebehandles eller leveret behandlet på forskellige måder. De forbehandlede gulve kan umiddelbart benyttes. Spørg dog ind til om de bør lakeres mere for at være tilstrækkeligt beskyttede til videre brug.
- Lakeres med forskellige former for lak.
- Oliebehandles.
- Lud- og sæbebehandles.
- Males.
Hvilke andre typer lette gulve findes der?
Laminatgulve består fx af en spånplade eller et lamineret bræt, hvorpå der er klæbet en ca. 2 mm tyk plastfilm (laminat).
Denne plastfilm kan have fotoprint af mønster, så det ligner et andet materiale, ofte forskellige træsorter, et parket- eller klinkegulv.
Et laminatgulv kan hverken slibes eller lakeres eller behandles på anden måde. Det er til gengæld rimeligt stærkt og rengøringsvenligt. Når det bliver slidt skal det skiftes. Betragt et laminatgulv som et heldækkende gulvtæppe. Der også skiftes, når det bliver slidt.
Linoleum er et naturprodukt som fås i forskellige tykkelser og med forskellig bagside (som fx trindæmpende) og findes i mange mønstre og farver.
Linoleum kendetegner sig ved at være relativt tyndt og elastisk og kan lægges enten som baner eller i forskellige fliseformater. Linoleum har den fordel, at det til en vis grad kan reparere sig selv og det kan behandles og vedligeholdes, så det holder sig pænt i mange år.
Vinyl er et kunstprodukt af blødgjort plastik, der ligesom linoleum er tyndt og elastisk. Det findes i mange farver og mønstre og kan lægges som baner eller fliser. Det er en god idé at få certificeret håndværker på opgaven for at svejse det sammen og sikre tætheden. Vinyl kan ikke som linoleum reparere sig selv.
Derudover findes mange andre tynde elastiske gulvmaterialer, fx forskellige korkprodukter, forskellige former for gummigulve samt tæpper.
Sammenligning af udvalgte materialer til dit gulv
Hvilke materialer kan anvendes som undergulv og mellemlag?
For at få et gulv med de ønskede egenskaber og den forventede levetid er det vigtigt at vælge den form for undergulv, som gulvproducenten eller leverandøren anbefaler.
Der skal stilles lige så høje krav til kvaliteten og udførelsen af undergulvet som til det færdige gulv, da det færdige gulv aldrig kan blive bedre end det underlag, det ligger på. En af de vigtige ting ved et undergulv er, at det er plant og vandret. Tolerancen for planhed bør normalt ligge indenfor +- 2 mm på 2 meter retholt retholt og 0,6 mm på 0,25 meter retholdt.
Undergulve kan laves af træbaserede produkter som fx gulvplader, betonafretning træbaserede plader, spånplader, OSB-plader eller krydsfiner, træfiberplader, MDF-plader eller brædder. Eller undergulvet kan være gulvgipsplader (dog ikke i vådrum), asfalt, flydemørtel betonafretning eller lignende.
Eksisterende gulv kan i visse tilfælde fungere som undergulv for en ny (tynd) gulvbelægning – fx gulve af træ, laminat, linoleum, gummi, vinyl og lignende. Sidstnævnte 3 gulvbelægninger kræver dog typisk et mellem lag af tynde masonitplader som er lagt på gulvspartel, så det ligger helt plant og sømmet fast til eksisterende gulv.
Mellemlag anvendes ved svømmende gulve for at sikre, at gulvpladen kan bevæge sig frit i forhold til den bærende konstruktion. Mellemlag kan bestå af fx gummikork, polystyren, skumplast, trindæmpende isolering, skumplast, korkmuldpap, filt og lignende produkter.
For gulve i badeværelser og andre vådrum (rum med gulvafløb) gælder særlige regler.
I limede gulve er gulvbelægningen limet på underlaget (betondæk eller svømmende undergulv). Hvis den bærende konstruktion er af beton, kan den fungere som undergulv, blot den er plan med en jævn overflade og et lavt fugtindhold. Men det giver et meget hårdt gulv. Den lim der anvendes her, skal være af en særlig meget fleksibel type, fordi beton og træ ikke har samme udvidelsesmønster ved fugt og temperatursvingninger.
Fugefri gulve støbes på stedet, normalt på betonunderlag, det kan være fx epoxy, terrazzo, betongulve o.l.