Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Boligen kort
Hvem bor her: Marianne Bärnholt, 52, indehaver af indretningsfirmaet MDhouseinteriors, som indretter for private i New York, Monaco og London.
Hvilken slags hus: Andelslejlighed i ejendom fra 1868 i København.
Hvor mange m2: 175 m2. Fire stuer en suite samt spisekøkken og bad.
På grænsen mellem København og Frederiksberg har hun istandsat en stor lejlighed med respekt for historiske detaljer.
Marianne Bärnholt er vokset op i et villakvarter ved Femte Juni Plads på Frederiksberg. Da hun for få år siden valgte at flytte tilbage til Danmark efter 26 år i udlandet, blev det til en adresse ikke langt derfra på Gl. Kongevej lige over for Planetariet.
– Vi boede i den samme villa hele min barndom, så det var meget stabilt. I mit voksne liv har jeg derimod boet 23 forskellige steder, fortæller Marianne, da Videncentret Bolius talte med hende i 2016.
Australsk kolonistil og glas og stål i Hong Kong
Og hun har i den grad været vidt omkring. Det er på skift blevet til både England, Hong Kong, Bali og Australien. Da hendes yngste barn begyndte på universitetet i England bestemte Marianne Bärnholt sig imidlertid for at flytte tilbage til Danmark for at komme tættere på sine søstre og sin aldrende mor. Hendes ældste datter bor i Australien.
– I alle årene i udlandet har jeg været hjemme på besøg i Danmark hvert andet år. Og jeg må sige, at København har udviklet sig til en fantastisk by med inspirerende arkitektur. Jeg har både levet i Hong Kongs glas og stål og i australsk kolonistil, fortæller Marianne Bärnholt.
Sådan var ombygningen
Tid: Ombygningen tog fire månder og blev færdiggjort, inden Marianne flyttede ind.
Proces: Marianne Bärnholt har investeret omkring 500.000 kr. i istandsættelse af andelslejligheden.
Materialevalg: Køkken i børstet stål, bad med store cementfliser.
Pris: Badeværelse: Ca. 170.000 kr.
Køkken: 60.000 kr.
Male-, tømrer- og elarbejde: 250.000 kr.
Danske designklassikere – nej tak!
Hendes lejlighed er afslappet indrettet i international stil med bløde loungemøbler, masser af kunst og personligt nips. Det er derimod ikke her, at man finder de ellers meget populære klassiske danske designermøbler. Dem finder Marianne nemlig alt for forudsigelige, dominerende og uniformerede. Hun opfatter dem mere som et statement om, at her bor nogen med god smag og styr på tingene.
Få ting flytter med fra land til land
Selv om lejligheden er indrettet i Mariannes personlige stil, er hun faktisk begyndt næsten fra bunden, da hun vendte tilbage til Danmark.
– Jeg har ikke et nært forhold til mine møbler og ting, men er i stand til at skille mig af med dem og sælge, når jeg skifter bolig. Det er meget nemmere end at skulle flytte ting rundt i verden, opmagasinere og så videre. Det tynger og begrænser at flytte rundt med sine ting, og det blokerer for at tænke nyt. Der er kun ganske få ting, som har en personlig betydning for mig, det er fx et antikt fransk spejl fra London og maleriet af broholmeren med hvalpe fra min farfars hus i Gentofte. Et slag på tasken er, at 30 procent af indboet genbruges ved flytninger, fortæller hun.
En svaghed for gammelrosa
Marianne Bärnholts kommende projekt i lejligheden er at dekorere påklædningsværelset, der ligger i forlængelse af soveværelset. Det bliver med klassisk Etoile-tapet og feminine tekstiler som kontrast til den ellers hvidmalede, stilrene lejlighed. For tiden har hun en svaghed for gammelrosa, som er farven på hendes nye veloursofa i hotellook fra Bolia. Den står i cocktailloungen, som Marianne kalder den midterste af den store lejligheds stuer.
– Skal jeg pege på en forskel mellem Danmark og mit tidligere hjemland Australien, må det være de lyse og let indrettede boliger. Det hører sammen med klima og årstider her nordpå, hvorimod mørke træsorter og tunge ofte brune møbler virker som en skærm mod solen og varmen i Australien.
Respekt for det gamle
Marianne Bärnholt er glad for, at lejligheden var uspoleret og ikke havde været udsat for diverse modeluner, da hun overtog den. Det betød nemlig, at hun kunne dyrke og forfine håndværksdetaljer, som hun føler et dybt ansvar for at bevare for eftertiden.
– En dag skal andre bo her og have glæde af boligen. Jeg føler et ansvar og næsten ærefrygt over for historien og kulturarven. Derfor synes jeg ikke, jeg har lov til at pille for voldsomt ved de gamle detaljer og blot slå stuer sammen eller sløjfe ildstedet i køkkenet, hvor komfuret står. Af samme grund valgte jeg at mure en væg op mellem stuerne, hvor tidligere beboere havde revet væggen ned til et fritstående skelet af bindingsværk. Men stilen var misforstået og slet ikke til bindingsværk, så jeg fik en væg muret op og fandt en fransk dør på loftet, som blev blev sat i, forklarer Marianne Bärnholt.
Trods respekt for det gamle ønsker hun dog ikke at bo i et museum. Derfor er det nye køkken i børstet stål og på badeværelset er der store polerede cementfliser i tidens stil.
Nyt har det dog bedst i selskab med gammelt, så køkkenets spisebord er udført af gamle gulvplanker på et
jernstel fra Ikea. Bordet i spisestuen er ligeledes af gulvplanker på ben fra NORR11.
Ejerens bedste indretningsråd
- Lad ikke dine gamle møbler bestemme en ny indretning – fordi dine forældre har ejet møbler og boligudstyr, er det ikke ensbetydende med, at du også skal. Find din egen stil.
- Brug håndværkere, som du kender eller har fået anbefalet. Pris og kvalitet følges ofte ad.
- Husk, at det koster det samme at installere et billigt produkt som et dyrt – så køb ikke efterligninger.
- Prøv at give hvert rum sin egen stil – det gør din bolig mere spændende.
- Start ud med et stort smil til dine nye naboer. De skal leve med byggerod og larm i renoveringsperioden.