Spørg Bolius
VVS-rapport i andelslejlighed
Hej Bolius,
I forbindelse med salg af andelslejlighed, har jeg fået lavet det obligatoriske vvs tjek. Her kunne vvs'eren ikke godkende mit badeværelse, som jeg fik renoveret december 2017 pga. flere forhold.
Håndværkerne, som udførte arbejdet (autoriserede og på regning) mener det er udført korrekt.
Hvad kan man gøre for at finde rigtig og forkert i forholdene? Kan man kontakte en uvildig, som
'overtrumfer' både vvs rapport og den udøvende håndværker, uanset udfald? -
Hvor længe efter udført arbejde kan man komme efter en håndværker, hvis det ikke er lavet korrekt?
Hvis der er tvivl om et forhold, hvordan er proceduren så? Går man med livrem og seler og
giver anmærkning, da det ikke kan dokumenteres? Eller lader man tvivlen komme til gode, når der er nævnt i tilbud for arbejdet?
Hvis badeværelset ikke kan godkendes, vil det så tælle som nedsættelse i prisen? Eller man 'blot' ikke får forbedring for det?
Håber I kan hjælpe med nogle svar.
Mvh Sigurd
Hej Sigurd
Det er da et rigtig godt spørgsmål.
Umiddelbart ville jeg da bede begge vvs-montører om at bevise og redegøre for deres argumenter.
Hvis den ene mener noget er ulovligt og forkert udført, så bør han da kunne dokumentere sin påstand. Og det samme gælder så også den vvs’er der har lavet arbejdet, som må kunne henvise til en norm, montagevejledning etc.
Men ellers ja, så må du have en tredje part ud til at vurdere hvem der har ret.
Og hvis det så viser sig, at arbejdet er ulovligt og/eller forkert udført så må den ansvarlige part jo i gang med at rette arbejdet.
Man taler typisk om en 5 årig håndværkergaranti, men hvis arbejderne er ulovligt lavet, så er der reelt 10 års garanti.
Hvis badeværelset ikke kan godkendes, så får du nok ikke for forbedringen. Men det kommer så meget an på manglen. Er det en simpel ting, som kan rettes, så bør det jo reelt ikke trække ned på hele badeværelset og værdien af dette.
Men omvendt, hvis fejlen betyder at store dele af badeværelset skal laves om, så er det jo en anden snak.
Jeg håber I kan bruge mit svar. Held og lykke med det.
Med venlig hilsen