Spørg Bolius
Får badeværelset renoveret - har jeg eller håndværkerne ansvaret for at alle regler overholdes?
Hej Bolius.
Vi er ved at få renoveret badeværelse, og der er en del håndværkere inde over. Gulvet er brækket op, og der skal ligges gulvvarme og så videre.
Vi har med vilje hyret firmaer til opgaven, fordi vi ingenting kan selv udover nedrivning! Hvor ligger mit ansvar som bygherre i forhold til, at firmaerne laver det ordentligt og ikke laver noget, som de ikke må eller kan?
Eksempelvis er der lavet nye vandrør, men om det er kloakmesterarbejde som VVS’eren har lavet, er jeg jo
hverken kvalificeret eller i stand til at bedømme.
Med venlig hilsen
Markus P.
Hej Markus
Indledningsvis er det altid dit ansvar som bygherre at sørge overordnet for det gode projekt. Altså skal du som bygherre bidrage med alt det du kan for at sikre det gode arbejde.
Men når det så er sagt, så er du lægmand og forbruger, og du har hyret professionelle parter til at udføre et arbejde, hvormed du lægger ansvaret for arbejdets håndværksmæssige korrekte udførelse hos de professionelle parter.
Når du afleverer din bil til service, står du jo heller ikke ude på værkstedet og kontrollerer, om mekanikeren nu også ved nok om klimaanlægget, når nu han lige før skiftede bremseklodser.
Men byggeri er komplekst, og derfor anbefales det altid at hyre en hovedentreprenør ind, som står for den samlede udførelse, således at der ikke opstår forvirringer håndværksfagene imellem, og så der ikke falder noget ned mellem to stole. Det ved jeg ikke, om du har her.
Men ellers kan man jo hyre sig en bygherrerådgiver, som er en byggesagkyndig, der kommer ud og kigger håndværkerne over skuldrene. Dette kan jeg varmt anbefale at man benytter sig af - både før, under og efter.
- Før til at gennemgå projektet og måske endda hjælpe med tegninger og beskrivelser.
- Under med tilsyn undervejs i byggeriet og særligt før, vigtige dele bliver lukket ind, - eksempelvis installationer såsom vandrør, afløbsledninger og gulvvarmeslanger - samt før der lægges klinker på for kontrol af fald på gulvene med videre.
- Og efter, når arbejdet er færdigt og skal afleveres færdigt til jer.
Håber du kan bruge mit svar. Held og lykke med det.
Se også: Love og regler om badeværelser
Med venlig hilsen