Se det stråtækte sommerhus fra 1922
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
I Melby mellem Roskilde Fjord, Arresø og Kattegat ligger et lille charmerende sommerhusområde. Vibeke Bisgaard og hendes mand faldt nærmest ved en tilfældighed over et 88-årigt gammelt sommerhus i den nordsjællandske by.
- Min mand og jeg kiggede lidt for sjov. Hvis vi gik forbi en ejendomsmægler, kiggede vi på det, der hang i vinduerne, og så kiggede vi lidt i boligsektionen om søndagen, fortæller Vibeke Bisgaard.
Lille sommerhus, stor glæde
Efter kun to uger dukkede en salgsannonce op for sommerhuset, og så fik Vibeke Bisgaard travlt med at overtale sin mand Paul til at køre op og kigge på det. Sommerhuset var bare 35 kvadratmeter stort i grundplan og havde et køkken på 5 kvadratmeter.
- Vi var helt overbevist om, at det her var det rigtige. Et autentisk sommerhus fra 1922 på en ugeneret tilgroet grund og så langt væk fra de mere mondæne sommerhusområder længere mod nord.
Sommerhus tæt på bopæl
Samtidig lå sommerhuset blot en halv times kørsel fra Allerød, hvor parret bor i vinterhalvåret.
- Det var afgørende for os, at hvis vi skulle have et sommerhus, skulle vi kunne bruge det i hele sommerhalvåret, og stadig kunne køre ubesværet frem og tilbage på arbejde, fortsætter Vibeke Bisgaard.
Sommerhusejere er helt almindelige
Det var ikke meget parret kendte til Melby, før de købte huset. Men for 20 år siden, var Vibeke Bisgaard på et kursus i byen.
- Jeg kan huske, jeg synes, her var dejligt, og det må have lagret sig i mit baghoved. At byen stadig er uspoleret, og at de andre sommerhusejere er ganske almindelige mennesker som os selv, er bare herligt, mener hun.
Sommerhus et af de første i Melby
Det var en fabrikant fra Frederiksberg, der opførte sommerhuset. Dengang var det et af de første sommerhuse i Melby, og man kunne se langt ud over de omkringliggende marker og helt til vandet, fra det lille hus på bakketoppen.
Da fabrikanten døde i 1960'erne, blev grunden delt i to stykker. Den ene søn arvede halvdelen med sommerhuset, mens den anden søn fik den anden halvdel af grunden. Sønnen med sommerhuset døde i slutningen af 1990'erne, og hans kone beholdt huset til sin død i 2008.
- Det var hustruens arvinger, vi købte huset af - parret havde ingen børn - og det var sikkert vores held, fortæller Vibeke Bisgaard.
Autentisk sommerhus med nyt stråtag
Sommerhuset stod helt uspoleret.
- Sommerhuset havde et næsten nyt stråtag og en meget fin tilstandsrapport. Ingen tvivl, om at dets ejere har passet godt på det igennem tiderne.
- Vi ønskede at respektere husets historie. At det er småt, synes vi bare er perfekt, men vi ville gerne male det både inde og ude, og så ville vi forære huset et nyt køkken.
Nej til hvidt, ja til farver
Netop det nye køkken fik større indflydelse end først tænkt, for da Vibeke Bisgaard fik besøg af indretningsarkitekt Lisbeth Olsen fra Kvänum køkkener, fik hun formaninger om straks at stoppe de håndværkere, der var i gang med at male alt indvendigt hvidt.
- Jeg har ikke selv nogen særlige evner omkring farver og indretning, så jeg lyttede selvfølgelig på Lisbeth, siger Vibeke Bisgaard.
Indretningsarkitekten skulle heller ikke bruge megen overtalelse til at få ejerne overbevist om, at det ville være langt kønnere at gå ombord i farvepaletten af kysten og sommerens farver - cremet gul, søgrøn og himmelblå. Resultatet taler for sig selv.
- Jeg synes, huset skulle forkæles med delikate og sommerlige farver, forklarer Lisbeth Olsen.
Farver i sommerhuset
Der er brugt oliemaling i højglans fra Farrow & Ball:
- Wimbourne White på vægge i stue og køkken.
- Clunch på gulvene.
- Teresa's green på karme og vinduer i køkkenet.
- Skylight på vægge i soveværelset.
- Farrows Cream på døre/vinduer/bjælker indendørs og på vinduer udendørs.
- Monkey Puzzle (den mørke grønne) er brugt udvendigt.