Spørg Bolius
Vi skal sælge vores mors hus til en af os søskende - hvilken pris skal der sættes - skat, arv m.v.?
Hej Bolius
Lige et spørgsmål om hushandel / overtagelse af min mors hus, for hun er kommet på plejehjem (94 år). Vi er 2 søskende, og jeg vil gerne købe min mors hus, men ved ikke, hvad man kan/må i forhold til min søster og mor, og om det er bedst at købe, mens hun er i live, eller når vi engang kommer til arv/bodeling.
Ved ikke, hvor mange år hun har tilbage, og om vi skal leje huset ud en, til hun ikke er her mere? Ja puhaaa ... det er noget svært at tale om, men håber I kan hjælpe mig.
Mvh. Karin og Henning
Hej Karin og Henning
Din mor må selv bestemme, hvem hun vil sælge sit hus til og til hvilken pris. Dog vil det af skattemæssige årsager være mest praktisk, hvis salgsprisen højst ligger 15 procent under den seneste offentlige vurdering.
Hvis din mor sælger huset til dig for vurderingen minus 15 procent, bør du overveje din søsters position. Ved et sådant salg vil du sandsynligvis opnå en økonomisk fordel i forhold til din søster, hvilket hun muligvis ikke finder retfærdigt. Og det kan give problemer i familien.
Hvis din mor vælger at sælge huset til markedspris/mæglervurdering til enten dig eller til en udefrakommende køber, er ”det kapitel afsluttet”.
Din mor får penge ind på kontoen, og kan vælge at give din søster og dig en afgiftsfri gave på op til 68.700 kr. om året (2021).
Om salget af huset til markedspris skal finde sted her og nu, eller efter din mors bortgang, er op til jer. Rent økonomisk er der ikke den store forskel. Dog bliver behandlingen af boet lettere, når boet stort set kun indeholder kontanter og/eller værdipapirer.
Personligt ville jeg nok foretrække et salg her og nu. Dels for at få ”det kapitel lukket”, og dels fordi muligheden for afgiftsfrie gaver reducerer en kommende arveafgift.
Med venlig hilsen