Spørg Bolius
Vi har flexlån - skal vi omlægge til fastforrentet lån?
Hej Bolius
Vi har et gammelt flexlån med 10 årig afdragsfrihed som udløber d 1/2 22
Vi påtænker at sælge vores hus indenfor 3-4 år da vores sidste hjemmeboende barn forlader huset der og vi ønsker en anden boligform
Er det smart eller usmart at lave en skrå konverting nu ? Eller skal vi blot fortsætte og køre over i t afdrage på nuværende lån ?
Restgæld er 990000 kr
Mvh c
Hej C
Der findes desværre ikke noget ”korrekt” svar. Svaret afhænger af, hvilke risici, som I ønsker at tage. En omlægning til et nyt fastforrentet lån, kan være en rigtig god idé – hvis renten (på et fastforrentet lån) stiger markant frem til det forventede salg af ejendommen.
Da jeg går ud fra, at I ikke har ændret risikoprofil, vil en omlægning imidlertid være spekulativt drevet. I satser med andre ord på, at renten stiger. I den situation vil I kunne indfri lånet til en lavere kurs, end I fik det udbetalt til. Hvis renten fx stiger et procent-point, vil restgælden falde med cirka 8 procent svarende til cirka 80.000 kr.
På den anden side kommer der omkostninger til omlægningen, hvilket hurtigt kan løbe op i 10.000 kr. Dertil kommer ekstra renteomkostninger på cirka 1,5 procent årligt, hvilket over fire år løber op i cirka 40.000 kr. efter skat.
Hvis renten ikke falder, vil en skrå konvertering derfor være en dyr fornøjelse, da I både betaler en højere rente fremover og har betydelige omkostninger i forbindelse med en omlægning.
Hvis I beholder flex-lånet, har I på den anden side en risiko for, at centralbankerne forhøjer deres toneangivende renter, hvilket smitter af på flex-renterne. Den risiko kan I minimere ved at skifte over til et F3-lån ved årsskiftet.
Grundlæggende bør I dog gøre op med jer selv, om I vil satse på en markant rentestigning eller ej. Eller med andre ord, om I vil deltage i en spekulationsdrevet omlægning.
Med venlig hilsen