Spørg Bolius

Understrygning af betontagsten

Kære Bolius

Tak for en brugbar brevkasse.

Vi er i tvivl om vi skal få underfuget/understrøget vores tag eller få et helt nyt tag. Huset er fra 1974 og med betontagsten. Det tidligere undertag i plastik er nu helt væk. Jvf tilstandsrapporten er levetid for betontagsten 80 år, men jeg læser flere steder på nettet at levetid for betontagsten nærmere er 55-60 år, hvilket vil sige udskiftning snarest. Kan det svare sig at få det underfuget? Der er 400 mm isolering på loftet men ellers er det et ubrugt loftsrum. Vi har fået et tilbud på underfugning med elastisk fugemasse på Ca 46.000,- kr.

På forhånd tak for input,

Mvh Janni

Kære Janni.

Velbekomme!

Jeg ville få en fagmand til at vurdere tilstanden på jeres betontag. Hvis stenene er slidte, ru og porøse i overfladen er det tid til en udskiftning. Hvis de er i god stand kan de måske holde 10,20 eller ja op til 30 år endnu. Lige nu er de jo "kun" 50 år. 80 år er normen for betontagsten jf. tilstandsrapporters levetidstabel, mens den for betontagsten med fugesystem er 60 år. (dermed er det fugesystemet som angiver levetiden)

Om det kan svare sig kommer også an på prisen for et nyt tag.

Det ligger måske omkring 300.000,- alt efter størrelse, kompleksitet mm. (ca. 2000 kr pr m2)

Der spiller mange faktorer ind, ift. om noget kan svare sig - det kommer også an på om I har pengene, eller skal ud og låne - om I skal sælge inden for overskuelig tid, og derved måske vil få en merværdi hjem ved et nyt tag. 

Og med den bæredygtige vinkel; Om man vil reparere i stedet for at forny (apropos vores seneste nummer af Magasinet)

Hvis I vælger at få taget understrøget, så husk også at sikre jer tilstrækkelig ventilation af tagrummet (både ved tagfod og kip). Taget vil alt andet lige blive tættere og mindre ventileret med en tæt bitumenunderstrygning. 

God fornøjelse.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden