Spørg Bolius
Udskiftning af træpillefyr - skal vi hellere vælge varmepumpe?
Hej Bolius.
Vi har planer om udskiftning af vores gamle (17 år) pillefyr/fastbrændselsfyr, men er i tvivl om, hvad vi gør klogest i at gøre.
Installation af luft- til vand varmepumpe koster ca. 140.000 kr. minus 28.000 kr. i tilskud. Installation af et nyt pillefyr koster ca. 60.000 kr., så vi lander på ca. det halve.
Hvad opvarmningsudgiften lander på årligt ved jeg ikke.
Mit spørgsmål går på, hvorvidt det vil være uklogt at installere et nyt pillefyr, eller om det vil være klogere at installere varmepumpe?
Søren G
Hej Søren G
Der er 2 måder at kigge på det.
Den bæredygtige peger på varmepumpen. Pillefyr opvarmes med biomasse, og den forbrænding frigiver en masse CO2. Varmepumper kører på el, og som vi ved, så bliver el hele tiden mere og mere grøn. Så selv om vi ikke er på en ren grøn strøm, så går udviklingen hurtigt i den retning. Så med den grønne kasket på, ville jeg uden tøven pege på varmepumpen.
Den økonomiske vinkel er lidt mindre sikker. Men umiddelbart peger noget stadig mod pillefyret. Varmepumpen koste ca. 50.000 mere at installere. Til gengæld er gennemsnitsprisen på de to varmeformer til varmepumpen fordel.
Vi har en artikel med en gennemgang af de forskellige opvarmningsformer, og med de gennemsnitspriser der er for Danmark, så spares der hvert år penge. MEN... det kommer i sidste ende an på, hvilke priser du selv har i dit område, og hvad du kan få træpiller for. Og så er det selvfølgelig ret afgørende, hvor stort et hus / forbrug I har. Jo større hus, desto større besparelse på varmepumpen.
Læs mere: Det koster de forskellige opvarmningsformer - se priserne for opvarmning af din bolig
Til sidst vil jeg anbefale dig at indhente flere priser. Måske du kan finde en vvs'er, som kører kampagne på varmepumper (eller pillefyr)? Og så er der også muligheden for at undgå den store udskrivning til en start, ved at få en varmepumpe på abonnement. Det kræver at I kigger lidt langsigtet, og forsøger at lave en økonomisk oversigt over en længere periode, men mange kan faktisk få en fornuftig ordning på den måde.
Læs mere: Skrot dit olie- eller gasfyr: Lej en varmepumpe med abonnement
Og det allersidste du skal have med i overvejelserne er, hvor meget påfyldning og rengøring du har, og hvad du evt. kan bruge den tid til:-)
Med venlig hilsen