Spørg Bolius

Skal vi installere varmepumpe til opvarmning, beholde gasfyr til det varme vand - og hvordan med elafgifter?

Hej Bolius

Vi overvejer at få installeret en varmepumpe til erstatning af vores gasfyr.
Gasfyret er relativt nyt og for at reducere installationsomkostningerne overvejer vi at bibeholde gasfyret til opvarmning at sanitetsvand.
Myndighederne oplyser at elafgiften kan reduceres hvis et gasfyr erstattes med en varmepumpe, som primær varmekilde til opvarmning.
Da gasfyret fremover udelukkende anvendes til varmtvandsforbrug er spørgsmålet om installationen kan godkendes til reduktion af elafgiften.

Håber I kan besvare. Mvh Per w
 

Hej Per W

Fremtidens varmekilde til boliger er fjernvarme og til dem, der ikke kan få fjernvarme, individuelle varmepumper.

Kan du på sigt få fjernvarme, der hvor du bor, anbefales det at koble sig på den, når den kommer, og hvis ikke fjernvarme er en mulighed, ja så er det en varmepumpe.

Er det varmepumpen, der er det, du må vælge, er det svært præcist at sige hvornår, det giver bedst mening at skifte, da prisen på el også er steget. Derfor er det også blevet dyrere at have en varmepumpe. Se mere her om de aktuelle energipriser:Find de aktuelle energipriser 

Jeg kan godt forstå, det umiddelbart ikke giver mening at udskifte gasfyret med en varmepumpe, hvis det er forholdsvis nyt, men hvis du alligevel vil købe en varmepumpe, kan jeg ikke se formålet med at have to varmekilder.

Nu hvor gasfyret er nyt, kan det være, at du kan sælge det til en rimelig pris.

Er det en luft til luft-varmepumpe, du ønsker at installere, kan den kun forsyne med varme i det rum, den er opstillet. Den kan derfor ikke erstatte gasfyret, men kun supplere.

For at få nedsat elafgiften skal huset være registreret på BBR som elopvarmet hus, og så er det kun det forbrug over 4.000 kWh, som du får nedsat elafgift på.

I disse tider er det svært at sige, hvad der er billigst. Der skal derfor en udregning af investering + forventet forbrug til at kunne sammenligne med, hvad det koster nu. Og denne udregning vil være forbundet med en masse estimater. 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Henrik Bisp, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden