Der er stor forskel på kvaliteten af opvaskemaskiner. Det viser en test, som Forbrugerrådet Tænk har lavet af 56 opvaskemaskiner i 2014, 2015 og 2016.  Opvaskemaskinerne får karakterer mellem 75 og 35 procent, tre opvaskemaskiner får bedømmelsen ”under middel”.

Bosch og Siemens opvaskemaskiner klarer sig bedst

Bosch og Siemens er ifølge testen de bedste opvaskemaskiner. De 6 bedste opvaskemaskiner i testen er således enten en Siemens eller Bosch opvaskemaskine.

De to mærker er næsten ens, det er mest designet af betjeningen, der er forskel på. Således er vinderen af testen, Bosch SMU51M12SK, præcis den samme opvaskemaskine som Siemens SN45M209SK. Den eneste forskel er prisen – her er Siemens-modellen i december 2016 110 kr. billigere end Bosch-modellen. Da opvaskemaskinerne blev testet var Bosch-modellen billigst, og det var grunden til, at den blev kåret som vinder.

Derfor kan det godt betale sig at undersøge og sammenligne modellerne nærmere inden køb, anbefaler Forbrugerrådet Tænk.

Opvaskemaskine-ejere: Miele opvaskemaskiner er bedst

Forbrugerrådet Tænk har udover testen lavet sin egen undersøgelse, hvor 1.800 medlemmer af Forbrugerrådet Tænk har delt deres erfaringer med forskellige opvaskemaskiner. Undersøgelsen viser, at ejerne er mest glade for Miele, og de angiver også, at Miele opvaskemaskinerne er dem, der holder længst.

Ifølge undersøgelsen er AEG-Electrolux det mest problemramte mærke. Her har hver femte ejer (19 procent) oplevet, at deres opvaskemaskine er gået i stykker, mens det samme er tilfældet for 16 procent af Miele- og Siemens-opvaskemaskiner og 12 procent af Bosch-opvaskemaskiner.

Her er de bedste opvaskemaskiner i Forbrugerrådet Tænks test

Efter testen af de 56 opvaskemaskiner anbefaler Forbrugerrådet Tænk henholdsvis Bosch SMU51M12SK, Siemens SN65M046EU og Siemens SR46M280SKsom de bedste køb. De koster henholdsvis 3.998, 4.192 og 3.443 kr. og er henholdsvis til underbygning, en fritstående samt en smal opvaskemaskine. Samtidig er de tre opvaskemaskiner blandt de billigere i testen.

Her kan du læse lidt flere detaljer om opvaskemaskinerne og nogle af resultaterne fra testen:

Bosch SMU51M12SK

  • Samlet bedømmelse: 75 % (god)
  • Type: Til underbygning
  • Vand og tørring: God
  • Energiforbrug og vandforbrug: God
  • Tidsforbrug: Under middel
  • Brugervenlighed: God
  • Støj: God
  • Pris inkl. fragt fundet på pricerunner.dk 13. december 2016: 3.998 kr.

Siemens SN65M046EU

  • Samlet bedømmelse: 71 % (god)
  • Type: Fuldt integreret
  • Vand og tørring: God
  • Energiforbrug og vandforbrug: God
  • Tidsforbrug: Under middel
  • Brugervenlighed: God
  • Støj: Middel
  • Pris inkl. fragt fundet på pricerunner.dk 13. december 2016: 4.192 kr.

Siemens SR46M280SK

  • Samlet bedømmelse: 69 % (god)
  • Type: Smal, 45 cm
  • Vand og tørring: God
  • Energiforbrug og vandforbrug: God
  • Tidsforbrug: Under middel
  • Brugervenlighed: Meget god
  • Støj: God
  • Pris inkl. fragt fundet på pricerunner.dk 13. december 2016: 3.443 kr.

Gode råd ved køb af opvaskemaskine

  • Tjek pladsen. Hvis du kun har lidt plads til opvaskemaskinen i dit køkken, kan du vælge en smal model eller en bordopvaskemaskine, så du ikke skal bukke dig ned. Ellers bør du købe en fritstående opvaskemaskine, der kan stå under køkkenbordet eller for sig selv, eller en integreret opvaskemaskine, der kan gemmes bag en køkkenlåge, da begge typer er bedre og mere miljø- og energivenlige.
  • Overvej mængdesensor. En mængdesensor indstiller vand- og energiforbruget efter, hvor meget der er fyldt i opvaskemaskinen.
  • Gå efter en opvaskemaskine med et A-mærke for både vaske- og tørreevne. Mærkningen går fra A til G, hvor A er det bedste.
  • Overvej en opvaskemaskine med Zeolith-tørring. Mineralet zeolith absorberer vand og frigiver det igen i form af varme. Det gør det effektivt og muligt at tørre fx plast-beholdere helt.
  • Energimærkning. A+++-modeller bruger mindst energi og er dermed billigst i drift. Ikke alle A+++-modeller vasker og tørrer dog godt.
  • Støj. Hvis opvaskemaskinen står i et køkkenalrum, er det ekstra vigtigt, at den ikke larmer for meget. Gå efter en opvaskemaskine med et så lavt dB(A)-tal som muligt.