Spørg Bolius
Terrassebrædderne krummer - er de lagt så de vender forkert?
Hej Bolius
Vi har fået anlagt en træterrasse i lærketræ for to år siden. Allerede samme år begyndte nogle af brædderne at bue sådan, at vand samler sig på midten.
Vores tømrer har tilbudt at slibe hele terrassen, så den igen bliver plan. Jeg tænker, at problemet måske kan handle om, at nogle af brædderne er vendt forkert (marvsiden den forkerte vej) - vores tømrer mener, at problemet handler om, at træ arbejder.
Mit spørgsmål går på: Hvis nu problemet er, at brædderne er vendt forkert, vil en afslibning så løse problemet - eller vil de igen begynde at bue?
vh Lene
Hej Lene
Hvis jeres terrassebrædder krummer, som du beskriver, kunne det tyde på, at marvsiden vender nedad, og ikke opad, som det ellers anbefales. Brædderne vil forsøge at ”rette årringene ud”, og det er det, der skaber en bue på brættet.
Se mere i vores korte video her: Vend terrassebrættet rigtigt
En undtagelse er dog, hvis brædderne har en profilering, for så vil de kun kunne monteres på en måde.
Det er svært at sige, om brædderne vil krumme igen, hvis de slibes, men jeg synes, I bør tage snakken med jeres håndværker, hvis brædderne, eller nogle af dem, er lagt forkert.
Jeg håber, I finder en løsning.
Med venlig hilsen