Jette Ernstsen har tid og mulighed for at foretage sig de ting, hun ønsker, efter hun har tilpasset sin bolig til den tredje alder. Foto: Simon Johansen
Jette Ernstsen ville ikke ende som sine forældre. Alt for sent besluttede de sig for at rykke væk fra deres store villa nord for København. Da de endelig traf valget om at flytte, var de sidst i 70’erne, og finanskrisen havde skudt boligpriserne i sænk. Jettes forældre væbnede sig atter med tålmodighed, men endte alligevel med at tabe et par millioner, da de endelig solgte deres hus og rykkede til et mindre og mere komfortabelt sted.
Kort om
Hvem: Jette Ernstsen
Alder: 61 år
Hvor: Fra treetagers byhus i Rungsted til et etplans rækkehus nær Hørsholm
- I flere år magtede mine forældre egentlig ikke at bo i det kæmpe hus. De kunne ikke rigtig bruge trapperne længere, og de havde ikke energi til at vedligeholde huset. Min far pressede på, men min mor ville ikke flytte. Jeg tænker tit, at jeg også skulle have skubbet på, men det var jo deres liv. Ikke mit. Den situation ville jeg i hvert fald ikke selv havne i, fortæller Jette om sine forældre, der nu begge er døde.
I dag er Jette 61 år. Hun er rask, passer stadig sit arbejde som dansklærer på den lokale skole, og hun ville uden problemer kunne blive i det treetagers byhus i Rungsted, som hun solgte for nogle år tilbage.
- Men hvad skal jeg med al den plads? Jeg er jo fraskilt, og mine børn er for længst flyttet hjemmefra, siger hun.
På tide at flytte
Så hun besluttede, at det var på tide at få ryddet op i sit liv og sine ting. Det var tid til at rykke til et mindre hus.
I dag bor hun i et rækkehus nær Hørsholm. Tæt på byen med udsigt over det nordsjællandske marklandskab og i indkørslen står en lille Up, som let fragter hende til København, hvor hendes to børn bor.
- Det her er jo ikke en ældrebolig, men jeg kan fint blive gammel her. Hvis jeg gik med rollator, kunne jeg let gå ud i min lille have, og der er ingen trapper. Jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer til at flytte herfra, siger hun og træder ud på det lille frimærke af en plæne. Den tager ikke lang tid at slå, men er fortrinlig til at slappe af i.
En af de store udfordringer ved at flytte hertil var at rydde op i det gamle hus. Hvad skulle hun smide ud, hvad skulle hun beholde?
- Jeg er jo fra den tid, hvor man lappede huller i strømperne. I dag køber man bare fem nye par. Men jeg kunne ikke have alle møbler og ting med, og det var en kæmpe befrielse, da jeg først havde fået valgt ud og kørt resten på loppemarked eller lossepladsen, siger hun.
Efter mange år i en villa er Jette Ernsten flyttet i et lille rækkehus. Foto: Simon Johansen
Gode minder, der ikke fylder
En smule har Jette dog beholdt. Et te-stel, som hun har arvet af sine bedsteforældre og en dug, som hun ofte brugte, da børnene var små.
- Det er små, gode minder, som ikke fylder noget. Alting i huset har en funktion. Jeg bruger det hele. Alt andet har jeg smidt ud, siger Jette, der hellere vil kigge fremad end at dvæle ved fortiden. Når børnene flytter hjemmefra, begynder et nyt kapitel.
- Når børnene er væk, render man stadig og rengør de samme værelser, men børnene bruger dem jo ikke længere. De overnatter måske i ny og næ, men hvorfor skal man holde huset rent for det. Jeg synes, man bør tænke lidt mere på sig selv. Når du rydder op i dit liv og bor mindre, har du også færre udgifter. Dem kan du bruge på rejser eller ting til dig selv, men det giver jo også plads til, at du kan invitere dine børn ud at spise uden at skulle tænke på pengene hele tiden, siger hun.
Få selv tingene til at ske
Især nyder Jette de rejser, hun tager på med sin venindegruppe. Fem kvinder, hun kender fra sine sekretærdage. Det var før, hun som 40-årig begyndte at arbejde som skolelærer. Det var også i de år, hun blev skilt fra sin mand. Sammen rejser Jette og veninderne jævnligt, og de besøger byer som New York, London, Istanbul og snart Stockholm for anden gang.
Livet som enlig har lært hende at være selvstændig, og i dag ville Jette ikke bytte det for noget.
- Der er sgu ingen, der skal komme og redde mig, for jeg har det jo skide godt, som hun siger.
Og hvis man går og keder sig, må man efter Jettes mening selv tage affære.
- Der kommer jo ikke nogen og ringer på, bare fordi du keder dig. Så må man finde ud af, hvad man egentlig har lyst til. Sidste fredag sad jeg for eksempel alene her og tænkte, at nu skulle der altså ske noget. Jeg skrev en fælles-SMS til nogle af veninderne: Fredagsbar klokken 16.30 og et par timer frem. Så myldrer det ind med fem veninder. To af dem bliver måske, og så går vi ned efter pizza, fortæller hun og griner lidt af sig selv.
- Det lyder måske lidt teenageragtigt, men det er da også frihed, synes jeg. Og jeg har selv fået det til at ske i stedet for at sidde og glo ud af vinduet, siger hun.
