Hvilke kendetegn har stor gedehams?
- Kropslængde: 1,8-3,5 cm.
- Udseende: Rødt hoved, rødlige antenner og ben, rødgule vinger og en gul bagkrop med brune eller sorte led-adskillelser. Ryg og bagkrop har en mørkebrun og rødbrun behåring. Har en meget tydelig brod.
- Lyd: kraftigt brummende lyd, når den flyver.
Kilder: Miljøstyrelsen og Pestium
En meget stor hveps med markante sorte og gule striber, en talje og en meget tydelig brod bagi.
Hvis du har set sådan en eller flere summe rundt i din have, har du sandsynligvis haft besøg af arten stor gedehams, der er en større udgave af den almindelige gedehams (hveps). Og det er slet ikke usandsynligt, for i de senere år er der komme flere af dem i Danmark, sandsynligvis på grund af det mildere klima, som stor gedehams trives godt i.
Stikker stor gedehams?
Det kan se voldsomt ud, når et så stort insekt kommer flyvende i din have eller måske ind i boligen, men som udgangspunkt er stor gedehams ganske fredelig. Den er nemlig mere venligtsindet end den almindelige hveps.
Men stor gedehams kan stikke. Heldigvis stikker den ikke lige så ofte som en almindelig hveps.
Er det farligt at blive stukket af stor gedehams?
For langt de fleste er det ikke farligt at blive stukket af stor gedehams, medmindre man er allergisk. Til gengæld kan det være rigtigt smertefuldt – også mere end hvis du bliver stukket af en almindelig hveps – da stor gedehams har mere gift i sin brod, og den bliver ved med at stikke, hvis den først kommer i gang.
Ifølge biolog og naturvejleder i Naturstyrelsen, Jes Aaagaard, kan stor gedehams nærmest beskrives som en flyvende, tigerstribet kampvogn med ren krigsførelse i sin brod.
Giften i brodden består nemlig af forskellige komponenter, der både aktiverer vores neurotransmittere, så vi føler stærk smerte – og så er der komponenter, som opløser celler i huden, så giften nemmere kan komme ind og ramme. Der er også komponenter, som får byttets egne mastceller til at frigive histamin, hvilket også forstærker smerten.
Hvordan undgår du at blive stukket?
Det bedste råd i forhold til stor gedehams er at lade den være i fred og forholde dig i ro, hvis den kommer tæt på. Hvis du først begynder at skrige og løbe rundt og vifte med armene, fordi du bliver bange, kan du få aktiveret den svagtseende hveps og gjort opmærksom på dig selv – og så risikerer du at blive stukket.
Hvis stor gedehams føler, at dens bo bliver truet, kan den også gå til angreb.
Hvor bygger stor gedehams bo?
Stor gedehams bygger som regel sit bo væk fra mennesker i ly og læ fra vind og vejr, fx i et hult træ, bag ved haveskuret eller ved hegnet. Nogle gange bygger den sit bo tæt på huset, og her kan den blive en pest, fordi den bliver tiltrukket af lyset og flyver ind i stuen.
Hvis du når til, at I ikke længere kan leve i fredelig sameksistens, så lad være med selv at fjerne boet – kontakt i stedet en professionel skadedyrsbekæmper.
Hvad er forskellen på hveps og stor gedehams?
- Kropslængden på en almindelig hveps er normalt på 12-19 mm, mens længden på en stor gedehams er omkring 18-35 mm.
- Brodden på en stor gedehams er større end på en almindelig hveps, til gengæld er stor gedehams mere fredelig end en hveps og stikker ikke så ofte.
- Giften hos en stor gedehams er mere potent end hos en almindelig hveps, og det gør derfor også mere ondt at blive stukket af en stor gedehams.
- Hvepse elsker søde sager, men stor gedehams spiser normalt kun insekter og ådsler.
- Hvepse falder til ro om natten, mens stor gedehams er vågne og går på jagt efter mad.